Hvad er der at gjöre?
(Sestine.)
(Sestine.)
Lær, Viismand, mig en Regel, jeg kan fölge,
En sikker Rettesnor for hele Livet,
Som hviler uden Tvivlsmaal, trygt i Aanden
Og anerkjendes let af dem, som tænke;
Viis mig en værdig Gjenstand for den Kjærlighed,
Hvis faste Troskab er en evig Glæde.
Bereder logisk Tænkning varigst Glæde,
Naar vi med afmaalt Gang dens Bane fölge?
Skal jeg til Kunsten skjænke al min Kjærlighed,
Opfyldt af Anelser hendrömme Livet?
Skal jeg for Læsning knap faae Tid at tænke
Blot for med Lærdom at berige Aanden?
Er Virksomhed et Sundhedsvæld for Aanden?
Ombord tilsöes, afsted til Jagtens Glæde,
Rask frem i Verden uden at betænke
Den Tid som svandt, de Dage som skal fölge!
Er Döden Andet end en Act af Livet?
Skal jeg ved Jorden hænge med min Kjærlighed?
Skal tro jeg blive mod min förste Kjærlighed,
I Legemsskjönhed see en Form for Aanden,
Som klares og udfoldes gjennem Livet?
Er Elskov kun en fyrig Sandseglæde?
Skal stadig jeg det samme Banner fölge,
Hvad heller paa forskjellig Maade tænke?
— De Tvivl ei kunne klöves ved at tænke,
Men glemmes let af den, som fuld af Kjærlighed
En god Naturs medfödte Drift tör fölge
Og har Personlighedens Kraft i Aanden;
Hans Gjerning er sit eget Formaal: Glæde,
Hans Lov det Samme som dens Gjenstand: Livet.
Kun den, som er sig selv, besidder Livet,
Derfor med Frihed handle man og tænke;
Kun den Selvstændige kan let, med Glæde
Sig give til en Anden hen af Kjærlighed.
Bliv derfor aldrig falsk, forstilt i Aanden;
Naturlighed er Reglen, man bör fölge.