Hvor Luftens Ström er rolig, klar og blid,
Dens milde Bölger ikkun Köling vifter,
Regnhimlen bliver meer og mere hvid,
Mens Solen skinner gjennem Skyens Rifter;
Saaledes den, der hersket har sin Tid,
I Magt og Herlighed med Andre skifter,
Thi det er Livets Lov, at Sorg af Glæde
Skal fölges, at den Smilende skal græde.
Dog ingen skjönnere Natur jeg veed
End Solskin efter Regn paa Somrens Dage;
Fra Træets Blade falde Draaber ned,
De sorte Skyer löst for Vinden jage,
Alt söger Bien dog sit Blomsterbed,
Blaa stiger Rögen op fra Bondens Tage,
Mens Solen smiler mildt til Træets Krone:
En Elsker, der sin Skjönne vil forsone.
Og Mennesket sit snevre Hjem forlader
For dog engang at aande rigtig frit,
Imedens Lungen sig i Æthren bader
Fortryller Fuglekvidder Öret blidt;
Og Öiet hæver sig til Lysets Fader,
Den lette Tanke flyver fjernt og vidt;
Naturen synes ham en himmelsk Bo,
Et yndigt Barn, hvis Sorg er grædt til Ro.
— See dette danner Skuespillets Scene,
Dets Tid: en Helligdag i senest Vaar,
Da Knopper ei blot pryde Træets Grene,
Men Skoven med et fyldigt Lövværk staaer.
En Mængde Mennesker i Klæder pene
Iilfærdig skynde sig til Skoven, hvor
Den Dag at more sig de ville stræbe,
Thi hjemme kunne de knap Tiden dræbe.
Det er i Grunden blot en Tradition
Om Skovens Glæder, som afsted dem driver;
Thi deres Morskab er den Illusion,
At de sig more, Meer del sjelden bliver.
Det hermed gaaer som tit med Religion,
Thi Mangen, hvem ei Troens Kraft opliver,
Forglemmer efter Frelsens Port at lede,
Fordi han troer sig ved den allerede.
En Statsöconom.
Hvis ikke Regnen havde jaget bort
Alt Stöv og andet Snavs af samme Sort,
Hvormegen Drikke
Da vilde ikke
I Febertörsten
Man have slugt,
Hvormeget Börsten
Ei have brugt!
Naar saa jeg regner til
Den megen Rug,
Som nu det tegner til,
Vi faae til Brug!
Og naar at huske jeg begynder
Dens store Værd som Bröd, i Tönder —
Jeg Regnen skjönner vel
En tusind Daler værd;
Derfor ei ringe var vort Held,
At Vandet faldt just her.
En Borgermand.
Ih, see goddag! hvad Nyt i vor By?
En anden Borgermand.
Sjelden kun jeg erfarer det Ny’;
Hörer jeg Nyheder, enten saa vandede
Ere de eller saa reent forbandede,
At jeg langt heller drövtygger en Gammelhed,
Skjöndt den mig volder forfærdelig Vammelhed.
Förste.
Javel, jeg fatter Dem meget let
Og giver Dem ogsaa forsaavidt Ret:
Sjeldent det er, at det Nye du’r.
Anden.
Hvor her er smukt i den frie Natur!
Förste.
Havet er blaat, Engen er grön;
O Natur, hvor er du dog temmelig skjön!
Anden.
Ja, det er ret et velsignet Vær.
Förste.
Dog glæder mig Deres Selskab især;
Jeg haaber at snart De besöge mig vil.
Anden.
Tak skal De ha’e. (Ved sig selv> Reis ad Helvede til!
(De skilles ad.)
Anden.
Gud, hvor den Ka’l
Er trivial!
Förste.
Gud, hvor den Fyr
Er et kjedeligt Dyr!
En ung Pige.
Södeste Lise!
Din Aand at bespise,
Jeg en Forlovelse kan dig berette.
En anden ung Pige.
Hvem?
Förste.
Kan du gjette?
— Tykke Hr. Hem.
Anden.
Og?
Förste.
Lille Jette!
Anden.
Ih, hvad for Noget!
Förste.
Igaar besogte han os i vort Hjem
For at vise sin nye Kjæreste frem;
Du kan troe, hun var pyntet og stram og broget.
Anden.
Det havde jeg nu saalænge sagt,
At denne Mandsling paa Frierbeen gik.
Saae man det ikke strax paa hans Dragt?
En Vest af ny han hver Dag sig fik,
Altid hans ægte Pariserhat
Var börstet og pudset saa blank og glat;
Og dernæst de deilige Ringe han bar!
Förste.
I Grunden er han en rædsom Nar,
At tage saadan en tosset Tös.
Anden.
Ja, strax man seer, at han er en Flös.
Förste.
Dog har han ei været det meget længe:
Der var en Tid, da han os besögte,
Da lod han ikke Hovedet hænge,
Han var saa ypperlig, vittigt han spögte;
Dengang, det vover jeg nok at sige,
Havde Herr Hem dog vistnok kunnet
Finde til Kjærest en nydelig Pige,
Af hvem han havde faaet et Ja,
(Han havde hende saa godt som vundet).
— Nu maa jeg gaae for at naae Papa.
Anden.
Jeg kan eiheller længere bie,
Derfor maa jeg desværre tie.
— Vi have Besög af en ung Student,
Af Peter er han en gammel Bekjendt,
Hans Selskab finder jeg höist charmant.
Han taler med Alle saa interessant,
Men han er især særdeles galant
Mod Husets Datter.
Förste.
Ak, jeg maa traske med gamle Fatter!
Anden.
See, hvilken yndig Kjole du har!
Couleuren er ægte, Boniteten er rar.
Förste.
Desuden er Prisen rasende billig,
Og Kræmmeren ovenikjöbet er villig
Til at lade dig faae deraf paa Credit;
Han sælger de Varer, som over ligge.
Skynd dig at tage det, end er der lidt,
Ellers du faaer det vistnok ikke.
Anden.
Adjös! söde Line; hils din Papa.
(De kysses.)
Förste.
Adjös! söde Lise; hils din Mama.
En Patriot.
Födeland, Födeland! hellige Lyd,
Himmelske Fryd!
Hæv dig min glade, min bankende Barm
Hvor i al Verden er Solen saa varm,
Græsset saa grönt,
Kornet saa skjönt,
Vandet saa vaadt,
Folket saa godt
Som i mit elskede, elskede Fædreneland,
Som i mit elskede, elskede Fædreneland!
Födeland, Födeland! hellige Klang,
Himmelske Sang!
Her i dit Skjöd, hvis man Rygtet kan troe,
Kæmper for tusind Aar siden mon boe;
Konger med Klogt
Landet har bygt,
Skjærmet os trygt;
Fjender med Frygt
See dig, mit elskede, elskede Fædreneland,
See dig, mit elskede, elskede Fædreneland!
Et Par Kjærestefolk.
Han.
Tilbedte Rige!
Hun.
Elskede Ven!
Han.
Perle blandt Kvinder!
Hun.
Sol iblandt Mænd!
Han.
Min Elskov er fyldig som din Barm.
Hun.
Min Elskov er som din Haand saa varm.
Han.
Ved dig er jeg bleven en ganske Anden,
Nu hersker mit Hjerte, for var det Forstanden.
Hun.
Fra den Tid af, da jeg dig havde fundet,
Har Amors Rosenlænke mig bundet.
Han.
Endskjöndt det ikke er meget bekvemt,
Vi gaaende ville hinanden favne.
Hun.
Ja, det vilde rigtignok være slemt,
Ifald vi skulde den Lykke savne.
Han.
O staa lidt stille; et Kys du mig skjænke.
Hun.
Min Gud, hvad troer du dog Folk vil tænke
Saaledes her paa offenlig Vei!
Han.
O giv mig el Kys!
Hun.
Nei vist ikke, nei!
Han.
I denne föleslöse Masse
Jeg mærker nok at ei vi passe;
Men ud paa Aftnen lidt mere seent
Ind i Lunden vi gaae for at elske peent.
Ei sandt du, hvem jeg har givet min Tro?
Hun.
Jo!
Dandsemusik.
Til Hornets Toner lyt,
Hör Klangens Harmoni!
Snart Livet er forbi,
Med Kraft Momentet nyt!
Baaret at Tonen, din Mö i din Arm,
Löft hende let i et svævende Sving,
Fjern hende, för hende tæt til din Barm,
Sno dig i magiske Kreds omkring!
Ved Glædens Melodi
Er Anelsen opvakt
Om Aandelivets Magi,
Om Elskovs Sympathi.
Men hvad du föler, du fatter det ei,
Og i dit Indre det lever ei klart;
Ikkun Naturen sig rörer i dig,
Derfor din Glæde forsvinder snart.
Alt, hvad er födt af Aand,
Ei frygter Tidens Tand,
Til et forjættet Land
Det flyer fra Stövets Baand;
Men hvad der skylder Momentet sit Liv,
Selv ei forhverver meer end det gav,
Spirer og blomstrer, forgaaer som et Siv,
Segner bevidstlöst og glemt i Grav.
Hvis du mit Sprog forstod,
Og det til Hjertet gik,
Da funkled ei dit Blik,
Da standsed brat din Fod.
Den, som begeistret du holder i Favn,
Er, ak hvor snart! kun et smuldrende Stöv
Glemt skal du selv, din Bedrift og dit Navn
Udgaae af Livet som vissent Löv.
En Jomfrue.
Hvad, skal jeg trælle dig her min Snut!
Hvorledes gaaer det med dig og din Glut?
En Madame.
Ak, endnu har den ondt for Tænder,
Ikke en Moders Byrder du kjender:
Oppe tidlig og vaagen silde,
Altid have fuldtop at bestille;
Ikke jeg kan, tænk engang! faae Tid,
Jeg med min velbekjendte Flid,
Til at faae læst en lille Roman —
Naar dertil saa kommer en gnaven Mand, —
Længe jeg vistnok udholder det ei.
Jomfruen.
Hvad vilde du ogsaa paa den Galei?
Madamen.
Ak ja! hvad skal man dertil sige,
Hvad er der at gjör’ for en stakkels Pige?
Den Vei skal dog vi og vore Lige.
I hver evigste Bog, som jeg havde faaet,
Det altid var saaledes gaaet:
Tilsidst Elskerinden en Mand sig fik,
Jeg gjorde saa grulig af denne Skik.
Og skjöndt jeg af Elskov havde saa megen,
Saa blev jeg i Grunden tilsidst forlegen
For En, som til Mand jeg kunde see ud —
I Fortvivlelse blev jeg Christoffersens Brud.
Jomfruen.
Ak! jeg af Hjerte beklager dig Söster;
Men en Skovtour som denne dog Sindet tröster.
Madamen.
Ja denne Regn
Var ikke afvei’n,
Nu er jeg vis paa, min Mælk den söde
Vil mig give den dobbelte Flöde,
Og har jeg den, kan jeg let faae Kaffe,
Den solgte Flöde skal Pengene skaffe.
Gaaer min Mand saa en Dag i Klubben og spiller,
Saa veed han ikke hvad jeg bestiller;
Et Kaffeslampamper hos mig jeg har,
O hvor man da faaer sig et Griin, en Passiar!
Næste Gang maa du, ved Gud, være med!
Jomfruen.
Heller end gierne, nu maa jeg afsted.
En Moder
(bærende sit Barn.)
Forsigtig maa jeg bære dig, du Lille,
At du maa sove södt og sove stille,
At ikke Mængdens Larm dig skal forskrække,
Og for du finder Hvile, haardt dig vække.
Hvor blidt i mine Arme her du hviler,
Skjöndt slumrende du venligt til mig smiler,
Og Rosens Farve staaer paa dine Kinder,
Din Pande siger, du har ingen Minder.
Men ak! din Moder Sorgen til dig gjemmer,
Naar först du kan, at spörge ei du glemmer:
O Moder! siig, hvad er min Fader vorden?
— För Dag du saae, man har ham lagt i Jorden.
— Nu gaae vi hen min Söster at besöge,
Der kan du mildt med hendes Döttre spöge,
Imedens eensomt jeg i Skover vanker,
At pleie min Erindrings Veemodslanker.
(Hun dreier om ad en Sidevei.)
En Söndagsrytter.
Sex Dage tilende blev Tiden mig lang,
Mens Alenen over Disken jeg svang;
At tinge med Damer om lumpne Penge,
Galant dem sige om Alt Besked,
I Baand og Bændler bestandig at hænge,
Meer aandsfortærende Intet jeg veed!
Dog nu erstattes mig Alt, hvad jeg leed;
Thi det tör jeg sige for vist og sandt:
Ingen er meer end jeg elegant.
Med blaagraa Hat foruden Skygge,
(De sorte gammeldags Bötter er stygge)
En saftgrön Kjole med korte Skjöder,
En tærnet Vest, som i Bunden röd er,
Pantalons à la tigre med Striber sorte,
Snevre ved Knæet, forresten vide;
Mine Stövlesnabler smukt ere gjorte;
Og nu er jeg kommen op at ride,
Thi jeg har leiet for tre Rigsdaler
En Hest af dem med de korte Haler,
En Ridepidsk, et Par Nysölvs Sporer;
Og derfor jeg nu mig kostelig morer.
I Öiet klemmer jeg fast en Lorgnet
Af Vindvesglas indfattet i Plet,
Og gjennem den jeg Hoben betragter,
Som jeg fra mit höie Sæde foragter.
Et skjödeslöst Ansigt jeg sætter op,
Som om jeg var naaet til Livets Top,
Hvorfra man hovmodigt ned kan skue
Paa Jorden, den usle Myretue,
Og smile ad det, hvorfor Andre grue,
Og ynkes ved det, som kan Andre glæde,
Og lee ad den Sorg, hvorfor Andre græde.
— Der gaaer nogle rigtig lækkre Piger,
Jeg vædder at til hverandre de siger;
Ih see, hvor den pene Mand kan ride!
Velan da: Hælen i venstre Side.
For Fanden! jeg tabte den venstre Böile,
See saa! og der gik den höire Töile,
Og nu sætter Bæstet af i Gallop,
Ved hvert Spring gjör jeg i Sadlen et Hop,
Mine gode Beenklæ’er, min arme Krop!
Imellem Hestens Kryds og Bringe,
Til höire og venstre maa jeg svinge;
Jeg vover ikke Dyret at banke,
O kunde jeg blot faae fat i dets Manke!
Jeg taber Balancen, jeg ryger af Hesten,
Jeg ligger i Gröften, Kamelen vender
Omkring og i Trav til Byen render.
Revnet er Buxerne, plettet Vesten —
Hvad Folk nu tænker jeg nok gad vide!
En Flok Damer.
Ih see, hvor den pene Mand kan ride!
En Slump Matroser.
Imorges tidlig vi kom iland,
Singsalliosing hurra!
Og nu skal vi ud for at spille vor Mand
Singsalliosing hurra!
Först ned i Stegekjældren vi gik,
Singsalliosing hurra!
Og der en Taar Öl og en Sopken vi fik.
Singsalliosing hurra!
Nu hale vi ud til den store Skov,
For der er der altid et Helvedes Sjov.
Med Munden gumle vi paa en Skraa,
Og alt har Enhver sig en Beghat paa.
Rask klæ’er en evig forsoren Sang
Saavel som en slingrende Sömandsgang,
I egne Tanker der straale vi
Som Helvedes Karle franke og fri.
Alt hvad vi gjöre os klæder godt;
Og er man iland, bör man leve flot.
Nei sikke Töse, herlige Flok!
De höre min Sjæl, til den faste Stok.
Sei Mande! kom lad os praje dem;
Singsalliosing hurra!
Plads Folkens, en Chinafarer skal frem!
Singsalliosing hurra!
En Hofjunker.
Hu, hvor man maa sig om Sommeren kjede!
Aaben er ingen Salon;
Og i Theateret er der en Hede,
Saa man (avec révérence) maa svede,
At komme der er mod bon ton.
Naar jeg om Middagen har klædt mig paa,
Aldrig jeg veed, hvorhen jeg skal gaae;
Ingen Gentlemen paa Promenaderne,
Ingen gentile Damer paa Gaderne,
Ingen der er, med hvem man kan tale,
Aldrig man hörer engang en Scandale.
Nei, det er ret en afskylig Tid.
(Han möder)
En Diplomat.
Bon jour, Herr Junker, hvi kommer de hid?
Hofjunkeren.
Det Spörgsmaal, Herr Statsraad, jeg kan ripostere,
Hvorfor vil De her Dem idag amusere?
Diplomaten.
En Statsmand bör altid observere,
Selv i sit Otium er han activ,
Her promenerer jeg for at studere
Folkebevidsthedens reneste Liv.
Hofjunkeren.
Gid jeg havde, som De, Equipage blot!
Hestene skulde paa Stald ei stande;
Thi det ei klæder en Hofmand godt
Sig med Janhagel formeget at blande;
Derved den bliver kun meer arrogant.
Diplomaten.
Ja, det er baade vist og sandt!
Nu kan man ikke være sikker
For at maaskee det en Haandværker stikker,
At han i Trængslen sin Retning förer
Saadan, at han Ens Kjole berörer,
Derved den er jo saa godt som spoleret,
Syv af det Slags jeg iaar har casseret.
Da maa jeg prise den gamle Slægt,
Den havde dog for sin Noblesse Respect;
Blev af en Vogn den overstænket,
Fandt den det naadigt, med Öiet sænket
Skotted den ydmygt til Adlens Pragt,
Vognens Forgyldning, Lakeiernes Dragt.
Ak, de Tider ere ei meer,
Raskvæk ad Adelskab nu man leer.
Hofjunkeren.
Neppe en bedre Fremtid vi seer.
Almindeligt Chor.
Endskjöndt vi smile, som vi kunne bedst,
Vi kjede i Grunden os gruligt;
Vi har converseret, spadseret og læst
For om muligt
At mores; ak, men nei! Selv Elskovs Lyst
Ei bringe kan det slappe Hjerte Tröst.
Os kjeder Præken og Psalmesang,
Poesi, skjön Kunst og Aviser;
Ja tænk! tit falder os Tiden lang,
Naar vi spiser.
Endog isövne kjede vi os tit
Bespændt af Drömmes fule Mareridt.
Vi kjede os, naar vi röge Tobak,
Coquettere bag Parasoller;
Vi Kjedsomhed ved hverandres Snak
Os forvolder.
Den lurer lumsk bag Latter og bag Graad,
Til ægte Fölelser vi har ei Raad.
Vi kjede os, naar vi dandse med Skoe,
Og naar vi spadsere med Stövler;
Vi kjede os ved vor Plov, naar vi roe,
Naar vi hövler.
Forgjæves söge vi om Tidsfordriv,
Thi Kjedsomhed er Aanden i vort Liv.
Et Vindpust.
Lurvede Pak!
Stands med din Snak
Bort herfra! til Tivoli gak!
Et lille Selskab.
Frit sprudlende træder nu Bækkens Ström
Sin Dands mellem Blomsler og Stene,
Mens Söen drömmer sin Foraarsdröm
Bekrandset af Bögegrene.
Livet bæver i smertefuld Lyst,
Ubevidst Blanding af Sorg og Tröst, —
Hvor er Forsoning at finde?
Hvert Foraar Naturen i Brudedragt
Sig smykker, sin Brudgom hun venter;
Men aldrig paa hende han giver Agt,
Og aldrig han hende henter.
Livet bæver i smertefuld Lyst,
Ubevidst Blanding af Sorg og Tröst, —
Hvor er Forsoning at finde?
„Du Menneskeslægt, ei fordölg mig, hvi
Du kommer ei tæt til mit Hjerte!
Först naar vi leve i Harmoni,
Er læget al Jordens Smerte.”
Men Mennesket elsker Naturen ei;
I Vinterens Slör hun sig hyller,
Til Himlens Sol i en gjenfödt Mai
Paany hendes Haab fremtryller.
Men vi ville hvile i hendes Arm,
Den skjönne, sörgmodige Kvindes;
I Byen hersker urolig Larm,
Kun Fred i Naturen kan findes.
Den gyde sin milde, sagtmodige Lyst,
Et Væld, som evindelig rinder,
I hvert af Uro beængstet Bryst,
At Lindring og Læge det finder!
Den fölge os ud gjennem Livets Strid
Som Forbud om Seiren og Freden,
Den være os selv i Modgangens Tid
Et ufortabeligt Eden!
Livet bæver i smertefuld Lyst,
Ubevidst Blanding af Sorg og Tröst, —
Hvor er Forsoning at finde?