Töveir er faldet paa, gjennem Sneevand jeg vader paa Gaden,
Eensformigt Tagrenders Dryp falder paa Fortoget ned;
Möie det koster at undgaae Kareterne, som mig bestænke;
Tranlygters dösige Skin sparsomt belyser min Vei.
Svöbt i Vinterhabit, med Regnskjærm og tykke Galoscher
Vandrer ad Gaden jeg op, standser saa brat for et Huus;
Gjennem de röde Gardiner jeg skimter Salens Belysning,
Stundom Musikens Klang trænger sig tit mig herud.
Dristigt min Tanke sig trænger igjennem Mulmet mod Lyset
Ind i den klangfulde Hal, Elskte, der finder den dig.
Medens jeg indpakket staaer i Mörke, Regnslud og Kulde,
Tyndklædt med Balskoe du gaaer gjennem den straalende Sal,
Pyntet i reenlige Hvidt, med Rosenkrandsen paa Haaret;
Ikkun en enkelt Juveel, Pryd for en fordringslös Dragt,
Fæstet du har paa dit Bryst, medens Blomster du bærer i Haanden;
Men dit venlige Smiil smykker dig dog fremfor Alt.
Ikke er du som dem, der med Perler og glimrende Stene
Stræbe at gjöre forglemt Savnet af Öinenes Glands,
Ikke ligner du dem, hvis kunstigt opsatte Frisure
Söger at kaste et Slör over eenfoldige Træk;
Ungdom og Sundhed du har, og Livlighed er din Rigdom,
Derfor Dandsernes Flok trænger sig ivrigt om dig,
Stræber med sukkersöde, forbindtlige Ord at erhverve
Selv om en extra Dands blot et fortryllende Haab.
Hav dem tilbedste kun lidt, de mange forelskede Narre,
Roligt du give dem Lov dig at benævne coquet;
Vover en Dosmer at smidske for dig med paataget Elskov,
Lad ham kun brænde sig lidt, bedre fortjener han ei;
Troe de med hykkelsk Leflen en Pige som dig at forlokke,
Led kun paa Glatiis dem ud, fang dem i selvgjorte Garn;
Snildt deres næsvise Ros betal med spydige Gjensvar,
Ikkun en sanddru Færd har paa vor Ærlighed Krav.
— Dog maaskee just nu, da Tonerne stærkere bruse,
Træder til Dandsen du hen, Arm under Arm med en Laps;
Uden Sky han begjærligt paa Barmen den ærbare stirrer,
Seer dig i Öinene ind, svinger dig voldsomt og vildt,
Snurrer dig tumlende rundt, saa Folderne flagre tilside,
Blotte for speidende Blik Smalbenets sirlige Form;
Dernæst med Folk af sit Slags i Bagtalelsens udbredte Skole
Gjör dig til Gjenstand for fræk, hjertelös, smudsig Critik.
O hvor afskyligt! hvi kan mellem alle de stramt klædte Herrer
Ikke jeg strax træde frem, afværge saadan en Synd?
Sædelig Alvor bevare dig naadigt mod saadan en Skjændsel;
Kvindeværd er som en Dug, taaler ei Stænk eller Plet.
Naar eders Skjönhed befamles af raae, voldtagende Hænder,
Elskte! din Kvindelighed er mig dyrebar, derfor jeg stræbe
Vil at besidde den heel ved at bevare den heelt;
Derfor det skjönnere er, naar vi Tvende forelskede dandse
Baarne af huld Sympathi glade den flygtige Vals;
Thi din Glæde er min, din Tugtighed er min Blusel,
Og med Anstand vi frit omgaaes fortroligt og ömt,
Træder uvitterligt jeg dig for nær, du mig viser tilbage,
Din er Tilgivelsens Fryd, min er Fortrydelsens Sorg.
Eller naar fört af en Lykkelig tæt forbi mig du svæver
Kaster et elskovsfuldt Blik dulgt til din skinsyge Ven;
’ Blidt i min nedstemte Sjæl det overraskende lysner,
Som naar et Solglimt seer ind i den dæmrende Skov.
— Dog, jeg Daare! hvi slaaer jeg længer herude og drömmer?
Nu er den Dands vel forbi, Klangen jeg hörer ei meer.
Hjem til mit raakolde Kammer, hvor Ingen mig savner og venter,
Bort fra din livfulde Plads eensom nu vandre jeg maa
Tænk dog en Smule paa ham, som med Længsel og Uro i Sjælen
Drömmer bestandig om dig, selv om du ham har forglemt.