Fattige Dreng fra dit Tagkammer-Hjem,
Ruder med Iisskorpe paa,
Ormstukket Bohave, Dören en Lem,
Sengen et Leie af Straa;
Fattige Dreng med den blege Kind,
Næverne röde af Kuld,
Sparsomt til Skjærm mod den bidende Vind
Klodsede Klæder af Uld;
Fattige Dreng med Sneebold i Haand,
Flöitende lystig en Sang,
Ikke belemret af Anstandens Baand,
Sluppen fra Skolens Tvang:
Fattige Dreng, hvis kun ringe Kaar
Dine Forældre dig gav,
Tröst dig! bliver din Skjæbne haard,
Vorder du haardför deraf.
Glæd dig, at dig var din Moder nok,
Da du til Verden blev föd,
Ikke du blev af en nysgjerrig Flok
Klappet og kaldet söd.
Ei blev du lagt til en Trælkvindes Barm
Men til din Moders Bryst,
Vugget du blev paa hendes Arm,
Var hendes Liv og Lyst.
Hun har lært dig at tale sit Sprog,
Hun har lært dig at gaae;
Derfor paa egne Been alt som Pog
Tidlig du mægter at staae.
Ikke med Kager og Sukkervand
Har man dig stoppet mæt,
Tarvelig Kost for den unge Tand
Var dig en kostelig Ret.
Ikke har opsminket Nyrnbergerkram
Pyntet din barnlige Leg;
Var end dit Legetöi uden Bram,
Glæden dog ikke dig sveg
Nu, du er bleven en Skolepog,
Lærer du vel kun Lidt;
O, men hvormangen forvirret Bog
Bliver du derved kvit!
Kan du ei pluddre Tydsk eller Fransk,
Kjender du ei Grammatik,
Derfor til Gjengjæld dit gode Dansk
Heelt, uforplumret du fik.
Tidlig din egen Tænksomhed öv,
Anvend din sunde Forstand,
Ikke du raadvild, sövnagtig og slöv
Spörge din Hovmester kan.
Naar du med Tiden er voxet til,
Vælge du maa dig en Stand,
Livets Alvor da möde dig vil,
Udvikle dig til en Mand.
En præpareret, magelig Plads
Samfundet skjænker dig ei,
Dygtighed det er dit Reisepas,
Selv maa du bane dig Vei.
Ikke en fordringsfuld Fröken du faaer
Tusket dig til som ved Salg,
Selv maa du vinde den væne Maard,
Fölge dit Hjertes Valg.
Selv maa du bygge lig Svalen din Bo,
Före til Reden din Viv;
Kjærlighed skabe din hjemlige Ro,
Börn dig din Tidsfordriv!
Arbeid tilfreds skal dig gjöre og rig,
Bortkast al utidig Frygt!
Fast paa dig selv du forlade dig,
Stol blot paa Forsynet trygt.
Tit er den, som med Taarer blev döbt,
Stegen til Hæder og Magt;
Tit har den, som i Pjalter blev svöbt,
Ifört sig Kroningsdragt.
Ligemeget hvorfra vi udgaae!
Fremtiden hörer os til;
Skjæbnen til Fode dig falde maa,
Naar blot standhaftig du vil.
— Kast saa din Sneebold med Fynd og Klem,
Flöit kun med Tillid og Lyst;
Iil saa fornöiet til fattige Hjem,
Synk til din Moders Bryst!