Han vilde det selv — vi véd det!
Just for han var saa enkel og stor,
vilde han sænkes i Stilhed
ned i den fædrende Jord.
Men der var ét, som hans Minde
krævede uden Ord:
Hvi sænked vi ikke alle
Flaget paa halv, da han fòr?
Det Folk som glemmer at hædre sit Land
i sine bedste Sønner,
haaner sig selv, siger Visdomssprog.
Hvor blev de sænkede Faner
foran det tavse Tog?
Vi spare dog ellers ikke saa stærkt
paa det danske Flag:
der flages herhjemme for Per og for Povl
paa hel og paa halv hver Dag!
Men her stod Flagstænger tomme,
og det, trods vi véd, at sønden for Aa
kan Dannebrog ikke hilse,
skønt Hjærterne det imødeslaa’
saa varmt, at det gør vore egne
kolde blodigt tilskamme!
De danske Vildgæs er tamme.
De snakker kun om, hvad smaat der sker
indenfor Mosens Kamme.
De kender ikke den Sang af Fryd,
der gaar over alle Bjærge,
døv for al anden Lyd!
De kender ikke det vilde Skrig,
der skærer igennem Natten
følgende efter et Lig!
De bares aldrig fra Skovsøer smaa
og hyggelig fredede Damme
af store, susende Vingeslag —
de danske Vildgæs er tamme.
Men langt, langt ude i Landet,
hvor Sørgetoget er gledet forbi,
dér staa de endnu og nejer
fra Mark og Have og frodig Sti
de hvideste, hvide Roser,
de rødeste Valmuers Rad.
Farver kan gemme en Hilsen:
De hilste ham Blad for Blad.
Gaa ud og stir paa de Farver,
Du Borger fra Axelstad!