Du fugtige Dag
med Lyd af Foraarets Vingeslag
og Duft af Skovbundens friske grønne
i Længsel lagt,
halvt i Vinterdragt,
Venter Du stille paa alt det skjønne.
Spurvene ser jeg søge et Skjul
inde bag Vandmøllens Hjul,
vente, til susende Plasken af Vandet,
paa første, varmende Pust i Sandet.
Knopperne ser jeg — vaade af Regn —
vente paa Solens Tegn,
gjemme i lukkede, skjulte Gange
Draaber saa skinnende og saa mange:
Tindrende klare med fugtig Glans
samle de sig i Krans,
bringende Løfter om fager Sommer,
hvor glidende ind mellem Grene de kommer;
og Bladene folde sig — tætte, mange
sammen over de gyldne Sange:
gjemme paa hvert et Løftes Kvad,
som inde i Regndraabens Guldslør sad. —
— Saa gjemmer hver Sjæl sin Sorg, sin Lyst
i eget Bryst;
der er dem, der vejer sin Ungdoms Krans
mod Solens Lykke og Himlens Glans
og finder endda, naar Straalerne skinne,
at de eje en større Fryd derinde,
større end Foraarets Glæde selv,
naar den stiger i Toner mod Himlens Hvælv.
— Der er dem, der kun sidder inde med Taaren,
men dog ejer Skjær og Duft af Vaaren;
der er dem, der aldrig skal foldes ud,
fordi de kun kjendte til Storm og Slud,
fordi de blev skabt til at staa i Skygge,
som Vidner til andres vaarglade Lykke, —
fremmed for Livet,
det solvarme, glødende,
lykkegjenfødende,
som i Foraaret gynger bag Sivet,
smiler i Luften
og vugger i Duften
af tusende srrønnende Skud over Lindene,
af tusende legende Strømme i Vindene. —
Stakkels Sjæl! som i Skyggen stod,
kvæg dig i Duft af Vaaren,
mindes det syngende Ungdomsmod,
som den dig én Gang efterlod, —
gjem saa stille paa Taaren.