„Der findes ei Drot,
vi kunne os kaare,
ej kongebaaren af Ætten én.
Hærfader Odin!
Tegn Du os tyde:
hvem skulle bag Skjolde
vi hylde paa Sten?
Høje Magter! hør vore Bønner,
milde Guder! giv os en Drot!“
— Blod de bloted,
adspurgte Aser
og Runer raaded,
men Fred ej fandtes
for Folkets Trang.
— Der sejled en Snekke mod Kysten ind
for Paalandsvind;
stoltelig hen over Bølgen bred
mod Havn den gled.
Der var ingen, som fired Sejlene ned
eller styred Ror;
kun én om Bord:
en guldlokket Dreng, som sov i Stavnen
med Danmarks Lykke og Fred i Favnen.
Hans Hoved laa paa et gulnet Neg,
og vajende over ham sank og steg,
vugget i Vindenes bløde Drag,
det danske Flag!
Det vied til Sejr, og det vied til Dyst,
folded sig over hans Bryst,
sænked sig, skjærmende mod al Kummer,
blidelig over hans Slummer. —
Dagen efter, da Sol stod op, —
Snekken laa der med Mast og Top,
Havet var skinnende blaat, —
kaared sig Danfolket ham til Drot.
Herreløst Folk fik Konge stor,
aldrig blev Valget fortrudt i Nord.
Danmarks Frelse fra Fjendevold,
det blev Kong Skjold!
— Sørgebud over Havet lød:
„Kong Skjold er død!“
Folket samled sig ved hans Lig,
kunde ej miste ham helt,
bar barn saa ud til den liden Vig,
af store Havbølger delt.
Lagde de ham paa Snekken ud,
hvorfra han kom,
hejsede Flaget som Kongebud,
lod Stavnen tom,
knæled saa ned og ofred
med Bøn til store Guder:
„I høje Guder!
som, Danerfolket
til Sejr og Ære,
hidsendte Skjold,
tag I ham atter!
vi give Drotten
i Eders Vold.
Store Magter! tag mod vor Konge,
milde Guder! raad for Kong Skjold!“
— Der sejled en Snekke fra Danmarks Kyst
underlig tyst;
Der var ingen, som hejsed Sejlene op
eller styred Ror;
kun én om Bord!
en mægtig Stordrot, som sov i Stavnen
med Dødens isnende Ro i Favnen.
Hans Hoved laa paa et gulnet Neg,
og bag det vuggede, sank og steg
ligesom over en Sarkofag
det danske Flag!
Det vied til Fred
og sank derved,
fulgte ham saa over store Vande
til Steder, hvis Grænser ej Syn kan rande.
Aldrig siden blev Snekken set;
ingen véd, hvad Kong Skjold er sket.
„Gud Odin tog ham
med Glans og Hæder
igjen tilbage.“
Saa dømte Folket
i gamle Dage. —
„Kun Sagn og Sange,
Snekken gik under
i Stormens Strid.“
Saa dømte en senere,
kristnet Tid. —
„Ja, Sagn og Sange,
men af de største,
som aldrig vil glide os
dødt forbi
og aldrig ældes.“
— Saa dømme vi!
Aar rullede hen over Nordsøens Vande,
end lever Kong Skjold i nordiske Lande
paa Danmarks Ø
kan han aldrig dø,
i Sagnenes Guldkreds om tusende Aar
vil han stande!