Rører Vinden Fingals Skjold? Eller er de fremfarne Dages Stemme i min Borg? Syng, du søde Stemme, for du est liflig, og lader min Nat henrinde i Fryd. Syng, o Bragela, vognbaarne Sorglans Dotter!
Det er den hvide Bølge ved Klippen og ikke Cuchullins Sejl. Ofte skuffe Taagerne mig, naar de opstige om en Aand, og udsprede deres hvide Vinger for Vinden. Hvi tøver du, ædle Semos Søn? — Fire Gange kom Høsten igjen med sine Storme, og hævede Togormas Bølger, mens du haver været i Slagenes Tummel, og langt fra Bragela. Taageøens Bjerge! Naar ville I gjenlyde af hans Hundes Røst? Men I ere mørke i eders Skyer, og sorgfulde Bragela kalder forgjæves. Nat neddaler: Havets Aasyn svinder. Orhanens Hoved er under hans Vinge. Hinden sover hos Hjorten i Ørken. Med Morgenlyset skulle de opstaae, og græsse ved Bækkens Bred. Men mine Taarer vende tilbage med Solen, mine Sukke stige med Natten. Naar vilt du komme i din Rustning, o Turas Første1?
Liflig er din Stemme i Ossians Øre, vognbaarne Sorglans Dotter! Men gak tilbage til din Borg, til Lyset af den brændende Eeg. Stir ikke paa Havet, som ruller ved Dunscachs Mure. Lad Søvnen tillukke dine blaae Øjne, og Helten besøge dig i dine Drømme.
Cuchullin sidder ved Legos Søe ved mørke Bølgers Tumlen. Nat omgiver Helten, og hans tusinde ere adspredte over Heden. Midt paa den lue hundrede Eege, vidt ryger Skallernes Fæst. — Under et Træe slaaer Carril Harpen; hans graae Lokker glindse i Ildens Straale; Nattens hvinende Blæst er nær og løfter dem. Hans Sang er om blaae Togorma, og dets Konge Cuchullins Ven.
Hvi est du borte, o Connal, paa Stormens mørke Dag. Søndens Førster have samlet sig mod vognbaarne Cormac: Vindene tvinge dine Sejl, og dine blaae Vover rulle omkring dig. Men Cormac er ikke ene. Semos Søn kæmper for ham — Semos Søn, Udlændingens Skræk! Han der er liig Dødens Dunst, langsomt frembaaren af lumre Vinde. Solen rødner ved dens Komme, og trindt om falder Folket.
Saa var Carrils Sang, da en Fiendes Søn nærmede sig; han nedkasted sit stumpoddede Spyd, og talte Torlaths Ord, Torlath Heltes Anfører fra Legos mørke Bølge; han som ledte sine tusinde til Strid mod vognbaarne Cormac. Men Cormac var langt borte i Temoras gjenlydende Haller: han lærte at spænde sine Fædres Bue, og at løfte Spydet. Ej længe løftede du Spydet, mildt straalende Ungdoms Lys! Skumle Død staaer bag ved dig, liig Maanens formørkede Halvdeel bag ved dens voxende Lys.
Cuchullin stod op for Skjalden, der kom fra ædle Torlath. Han rakte ham Glædens Skal, og hædrede Sangenes Søn.
Legos søde Stemme, sagde han, hvilke ere Torlaths Ord? Kommer han til vor Fæst eller Strid, Cantelas vognbaarne Søn?
Han kommer til din Strid, sagde Skjalden, til Spydenes buldrende Strid. Naar Morgnen lysner over Lego, da vil Torlath kæmpe paa Sletten; og vilt du møde ham der i dine Vaaben, Taageøens Konning? Skrækkeligt er Torlaths Spyd; det er liigt en Nattens Lue. Han hæver det, og Folket falder; Død sidder i hans Sværds Lynild.
Frygter jeg vognbaarne Torlaths Spyd? svarte Cuchullin. Han er kjæk som tusinde Helte; men min Sjæl forlystes ved Kamp. Cuchullins Sværd hviler ikke ved hans Side, du Oldtids Skjald! Morgnen skal møde mig paa Sletten, og skinne paa mine blaae Vaaben. — Men sid ned paa Heden, o Barde! og lad os høre din Røst. Smag den frydbringende Skal, og hør Temoras Sange.
Ej er det Tid, svarte Barden, at høre Glædens Sang, naar de vældige skulle mødes i Kamp liig Legos brusende Bølger. Hvi est du saa mørk, Slimora med alle dine tause Skove? Ingen blaae Stjerne tindrer paa din Top; ingen Maanstraale paa din Side. Men Dødslysene svæve der og Aanders blege Skikkelser. Hvi est du saa mørk, Slimora, med dine tause Skove?
Han gik tilbage i Lyden af sin Sang, og Carril ledsagede hans Stemme. Deres Toner vare som Mindet om henfarne Glæder, sorgfulde og kjære for Sjælen. Barders Aander hørte dem fra Slimoras Side. Søde Stemmer høres gjennem Skoven, og Nattens tause Dale frydes. — Saa kommer Bjergbiens Surren til Ossians Øre; naar han sidder i Middagens Stilhed i Dalens kølige Luftning: Vinden dæmper den ofte i sit Løb, men den liflige Lyd kommer atter igjen.
Istemmer, sagde Cuchullin til sine hundrede Barder, istemmer ædle Fingals Sang, den Sang, som han hører i Natten, naar hans Hviles Drømme nedstige: naar Barderne røre de fjerne Harper, og det matte Lys glimter paa Selmas Mure. — Eller lad os høre Laras Sorg, og Calmars Moders Sukke; da hun søgte ham paa hans Bjerge forgjæves, og saae hans Bue i Hallen. — Carril! hæng Catbaths Skjold paa hiin Green, og lad Cuchullins Spyd være nær, at Buldret af min Kamp kan opstige med Østens blege Straaler.
Helten hvilte paa sin Faders Skjold; Laras Kvad begyndte. De hundrede Barder vare langt borte; Carril ene er nær hos Kongen. Hans vare Sangens Ord, og hans Harpes Klang var sørgelig.
Alcletha, med Lokkerne hvide! vognbaarne Calmars Moder! hvi stirrer du mod Ørken, hvi skuer du efter din Søn? Disse ere ikke hans Kæmper, mørke paa Heden: ej heller er dette Calmars Røst. Det er kun den fjerne Lund, Alcletha! kun Bjergvindes Brusen.
Hvo springer over Laras Elv, vognbaarne Calmars Søster? Seer ej Alcletha hans Spyd? Men hendes Øjne ere dunkle. Er det ikke Mathas Søn, o min elskede Dotter?
Det er kun en bedaget Eeg, Alcletha, svarte den faure Alona; det er kun en Eeg, Alcletha, bøjet over Laras Elv. Men hvo kommer over Heden? Der er Sorg i hans Ilen. Højt løfter han Calmars Spyd. Alcletha! det er bedækket med Blod!
Men det er bedækket med Fienders Blod, vognbaarne Calmars Søster! hans Spyd vendte aldrig tilbage ubestænket med Blod, ej heller hans Sværd fra de stærkes Strid. Hærene sjunke for hans Aasyn: han er en Dødslue, Alona! — Sorgfulde ilende Yngling! Hvor er Alclethas Søn? Vender han tilbage med Ære? Midt iblant hans rungende Skjolde? — Du er taus og mørk! — Saa er da Calmar ikke mere! Siig mig ej, o Kriger, hvordan han faldt; for jeg kan ikke høre om hans Saar.
Hvi stirrer du mod Ørken, vognbaarne Calmars Moder?
Saa var Carrils Sang, da Cuchullin laae paa sit Skjold. Barderne hvilte paa deres Harper, og trindt neddalede blide Søvn. — Semos Søn var ene vaagen; hans Sjæl var hæftet til Krigen. — De brændende Ege begyndte at slukkes; trindt udbrede de et rødt og matbævende Skjær. — Der høres en spæd og sørgelig Røst; Calmars Aand fremsteg. Han svævede i Egenes Skin. Mørkt er Saaret i hans Side. Vildt flagrer hans udslagne Haar. Der er Fryd i hans dunkle Ansigt: og han synes at indbyde Cuchullin til sin Hule.
Skyenattens Søn — sagde Erins Første, og hævede sig — hvi fæster du dine mørke Øjne paa mig, vognbaarne Calmars Aand? Vilde du skræmme mig, o Mathas Søn, fra Cormacs Krige? Din Haand var ikke svag i Kamp, ej heller var din Stemme for Fred2. Hvor est du forandret, o Laras Fyrste, om du nu raader til Flugt! Men Calmar, jeg flyede aldrig. Jeg frygtede aldrig Ørkens Aander3. Liden er deres Visdom og svage deres Hænder; deres Bolig i Vinden. Men min Sjæl voxer i Fare, og jubler i Vaabengnye. Tilbage til din Hule! Du er ikke Calmars Aand; han forlystedes ved Strid, og hans Arm var som Himmelens Torden. Han bortveeg i sin Skye med Glæde, for han havde hørt sin Roes. Morgenens matte Straale steeg, vidt lyder Klangen af Cathbats Skjold. Grønne Ullins Kæmper forsamledes; liig mange Strømmes Buldren. Stridshornet skralder over Lego, den mægtige Torlath kom.
Hvi kommer du med dine tusinde, Cuchullin? Sagde Legos Første. Jeg kjender din Arms Styrke, og din Sjæl er en uudslukkelig Ild. Hvi kæmpe vi ikke paa Sletten, og lade vore Hære skue vor Daad? Lad dem skue os liig brølende Bølger, der vælte om Klippen: Søemanden haster afsted, og seer paa deres Strid med Rædsel.
Du opstiger som Solen for min Sjæl, svarte Semos Søn. Din Arm er stærk, o Torlath, og værdig min Vrede. Tilbage, I Ullins Mænd, til Slimoras skyggefulde Side; skuer Erins Første paa hans Æres Dag. — Carril, siig den tappre Connal — om Cuchullin falder — siig ham, at jeg harmedes over Vindene, som bruse paa Togormas Bølger. Aldrig var han borte fra Strid, naar min Æres Kamp begyndte. Hans Glavind være for Cormac, liig Himmelens Straale: hans Raad lyde i Temora paa Farens Dag.
Han foer frem i sin klingrende Rustning, liig Lodas rædselfulde Aand, naar han kommer i tusinde Stormes Brølen, og spreder Krige fra sine Øjne. Han sidder paa en Skye over Lochlins Hav: hans stærke Haand er paa hans Sværd; og Vindene løfte hans flammende Lokker. — Saa skrækkelig var Cuchullin paa sin Navnkundigheds Dag. — Torlath faldt for hans Haand, og Legos Kæmper sørged. — De stimle om Helten, liig Ørkens Skyer. Paa eengang drages tusinde Sværd; tusinde Pile fløj. Men han stod, som en Klippe midt i det brølende Hav. Trindt sjunke de: han treen i Blod: vide gjenlød Slimora. — Ullins Sønner kom, og Slaget udbreder sig med Legos Kyster. Erins Første sejred; han vendte tilbage med Ære. — Men bleg vendte han tilbage. Glæden i hans Ansigt var mørk. Han rullede sine Øjne i Taushed. Sværdet hang draget ved hans Haand, og hans Spyd bøjede sig ved hvert et Fjed.
Carril, sagde han lønlig, Cuchullins Styrke svinder. Mine Dage ere hos de henfarne Aar, og ingen Morgen skal fremskinne for mig. De skulle søge mig i Temora, men de finde mig ikke. Cormac vil græde i sin Borg, og sige: ”hvor er Turas Første”? — Men mit Navn er stort, min Roes er i Barders Sange. — Ynglingen vil sige i Løndom: ”o lad mig døe, som Cuchullin døde! Ære omgav ham liig en Straaledragt, og hans Rygtes Glands er stor”. — Drag Pilen fra min Side, og læg Cuchullin under hiin Eeg; og lad Cathbats Skjold være nær, at de kunne skue mig midt iblant mine Fædres Vaaben.
Og est du falden, Semos Søn? Sagde Carril med Sukke. Sorgfulde ere Turas Volde, og Kummer boer i Dunscach. — Din Viv er forladt i sin Ungdom, din Kjerligheds Søn er ene. Han skal komme til Bragela, og spørge hende, hvi hun græder. Han skal løfte sine Øjne til Væggen og see sin Faders Sværd. — ”Hvis Sværd er det”? vil han sige; og hans Moders Sjæl bedrøves.
Hvo er denne hist liig Ørkens Hjort, i sit buldrende Løb? — Vildt rulle hans Øjne ledende om hans Ven. — Connal Colgars Søn! hvor varst du da den mægtige faldt? Rullede Togormas Bølger om dig? Var Sydvinden i dine Sejl? Den vældige er falden i Strid, og du var ikke der. — Lad ingen sige det i Selma, ej heller i Morvens skovrige Land. Fingal vilde blive bedrøvet, og Ørkens Sønner sørge.
Du est ikke falden for den vældiges Sværd, og dit Blod var ej paa den Tappres Spyd. — Pilen kom, liig en Dødens Braad i en Storm; den svage Haand som spændte Buen, vidste det ej. — Fred med din Sjæl i din Hule, Taageøens Konning!
De mægtige i Temora ere adspredte: der er ingen udi Cormacs Borg. Kongen sørger i sin Ungdom, for han skuer ikke din Gjenkomst. Dit Skjolds Klang er forsvunden: hans Fiender samle sig trindt om. — Blid være din Hvile i Hulen, du den første i Erins Krige!
Bragela vil ikke haabe din Gjenkomst; eller see dine Sejl i Havets Skum. — Hendes Fjed ere ikke paa Kysten: hendes Ører aabne sig ej for dine Roerkarles Sang. Hun sidder i Hallen og beskuer hans Vaaben, som er ikke mere. — Dine Øjne ere fulde af Taarer, vognbaarne Sorglans Dotter! — Signet være din Sjæl i Døden, o skyggefulde Cromlas Konge?