Fjernlandets Søn1! Du som boer i den lønlige Hule! Hører jeg dine Lundes Susen? Eller er det Lyden af din Sang? Bækken rislede; men jeg hørte en liflig Stemme. Priser du dit Fødelands Helte, eller Stormens Aander? — Klippens Indvaaner! See ned over denne lynggroede Slette: du skuer grønne Grave, med deres lange, hvinende Græs; med deres mosbevoxede Steene: du seer dem, Klippens eensomme Søn, men Ossians Øjne ere hyllede i Mulm.
En Bjergelv kommer brusende ned, og sender sine Vande trindt om en grønnende Høj: fire mostakte Steene, ombølged af visned Græs, hæve deres Hoveder paa dens Top: to Træer, som Blæsten har bøjet, udbrede trindt sine susende Grene. — Denne er din Bolig, Erragon! dette dit snævre Huus: Dine Skallers Lyd har forlængst været glemt udi Sora: og dit Skjold er rustnet i Borgen. — Erragon! Storhavs Konge! — Hvordan est du falden paa vore Bjerge! Hvorlunde er Kæmpen slagen! — Hulens eensomme Søn! Fryder du dig ved Sang? Hør Kampen ved Loras Bredder; dens Vaabengnye er længe forbi. Saa brager Torden paa det mørknede Bjerg, brager og er ikke mere. Solen vender tilbage med sine tause Straaler: de glindsende Klipper og Bjergenes grønne Hoveder smile.
Conas Bugt modtog vore Snekker, fra Ullins rullende Bølger: vore hvide Sejl flaggred om Masterne: og de larmende Vinde bruste bag Morvens Lunde. — Kongens Horn lyder; de vilde Dyr springe fra deres Klipper. Vore Pile fløj i Skovene; vi forsamles til Bjergets Fæst. Stor var vor Fryd over den skrækkelige Svarans Fald.
Tvende Helte vare forglemte ved vor Fæst, og Vrede brændte i deres Bryst. De rullede afsides deres røde Øjne og Sukket brast fra deres Barm. De saaes at tale tilsammen, og kaste deres Spyd imod Jorden. De vare to mørke Skyer i vor Glædes Solskin; liig Vandstøtter paa den blanke Søe: de glindse mod Solen, men Søemanden frygter en Storm.
Hejs mine hvide Sejl, sagde Maronnan, hejs dem for Vestens Vinde; lad os fare, o Aldo, gjennem Nordhavets Skum. Vi ere forglemte ved Fæsten, skjøndt vore Sværd have været røde i Blod. Lad os forlade Fingals Bjerge, og tjene Soras Konge. Hans Aasyn er barsk, og Kampen mørknes om hans Spyd. Lad os blive navnkundige, o Aldo, i det gjenlydende Soras Krig”.
De toge deres Vaaben og fore til Lumars Bugt. De kom til Soras højhjertede Konge, de springende Gangeres Herre. — Erragon hjemdrog fra Jagten: hans Spyd var rødt udaf Blod. Han bøjede sit mørke Ansigt til Jorden, og nynnende skreed han afsted. Han tog de fremmede til sin Fæst: de streed og vandt i hans Krige.
Hædret kom Aldo tilbage til Soras knejsende Taarne. Fra sit Buur skuer Erragons Viv — Lorma med vaade, rullende Øjne. Hendes mørkbrune Haar flyver paa Havets Vind: hendes hvide Barm bølger liig Snee paa Heden; naar de stille Vinde sagtelig bevæge den i Solens Glands. Hun saae ung Aldo, liig Soras dalende Soel. Hendes ømme Hjerte sukkede. Taarer fyldte hendes Øjne; og hendes hvide Arm bar hendes Hoved. Tre Dage sad hun i Borgen, og skjulte Sorrig med Glæde. — paa den fjerde flyede hun med Helten, bort over det brusende Hav. De kom til Selmas mosklædte Taarne, til Fingal Spydkonning.
Aldo! Du stolte Sjæl! sagde Morvens Konge. Skal jeg beskytte dig for den fornærmede Erragons Vrede? Hvo vil nu modtage mit Folk, eller indbyde Vandrerne i deres Borge; mens Aldo — svage Sjæl — har bortrovet Soras yndige? Gak til dine Bjerge, og skjul dig i dine Huler, du fejge!
Sorgelig er Kampen, vi maa stande mod Soras barske Konge. — Ædle Trenmors Aand! Naar skal Fingal aflade fra Striid? I Slagenes Midte blev jeg født2, og jeg maa vandre i Blod til min Grav. Men min Arm forurettede ikke de svage; mit Staal rørte ej de afmægtige. — Jeg skuer dine Storme, o Morven, som skulle omstyrte mine Borge; naar mine Børn ere faldne i Striid, og der er ingen at boe i Selma. Da vil de svage komme; men de ville ikke kjende min Grav. Min Roes er i Sang: og min Daad skal være som en Drøm for de kommende Dage.
Om Erragon forsamle sig hans Kæmper, som Storme om Nattens Aand; naar han kalder dem fra Morvens Top; for at nedhvirvle dem over Udlændingens Sletter. — Han kom til Coras Kyst, og sendte sin Skjald til Kongen; at æske tusindes Kamp, eller bjergrige Land.
Fingal sad i sin Hal, omgivet af sine Ungdoms Ledsagere. De unge Kæmper vare paa Jagten, og langt borte udi Ørken. De graahærdede Helte talte om fordums Dage, og om deres Ungdoms Idrætter; da den bedagede Narthmor kom, rislende Loras Konge.
Dette er ej Tid, at høre Oldtids Kvad. Erragon fnyser paa Kysten, og svinger ti tusinde Sværd. Mørk og barsk er Kongen blant sine Kæmper: han er liig den dunkle Maane blant Nattens Luer.
Kom, sagde Fingal, fra din Hal, min Elskovs Dotter; kom fra din Hal, Bosmina, strømfulde Morvens Møe! — Narthmor, tag Udlændingens Heste3, og ledsag Fingals Dotter: lad hende indbyde Soras Konge til vor Fæst, til Selmas beskyggede Volde. — Tilbyd ham Heltes Fred, o Bosmina, og ædle Aldos Skatte: vore Ynglinge ere langt borte, og Alder skjælve i vore Hænder.
Hun kom til Erragons Hær, som en Lysstraale til en Skye. — I hendes højre Haand blinked en Guldpiil, i hendes venstre en funklende Skal. Erragon opklartes for hendes Aasyn, som et Fjeld for Solens pludselige Straaler, naar de skyde ud fra en bristende Skye, som de brusende Vinde dele.
Fjerne Soras Søn, begyndte den blidtrødmende Pige, kom til Morvens Konges Fæst, til Selmas beskyggede Volde. Tag Heltes Fred, o Kriger, og lad det grumme Sværd hvile ved din Side. Og om du vælger Kongers Skatte, saa hør ædle Aldos Ord: han giver Erragon hundrede Heste — Tømmens Børn: hundrede Piger fra fjerne Lande, og hundrede Høge med flaggrende Vinger. Hundrede Gjorde skal ogsaa være dine, med dem at ombinde højbarmede Kvinder; de ere Venner af Heltes Fødsel, og Smertens Sønners Lise. Ti Skaller, besatte med ædle Stene, skal skinne i Soras Haller: det blaae Vand spiller paa deres Stjerner, og synes at være funklende Viin. De frydede fordum Verdens Konger, midt i deres gjenlydende Borge. — Disse, o Konge, skal være dine, eller og din hvidbarmede Viv. Lorma skal rulle sine lyse Øjne i din Hal; skjøndt Fingal elsker ædle Aldo. — Fingal, som aldrig forurettede, skjøndt hans Arm er stærk.
Conas søde Stemme! svarte Kongen, siig ham, at han bereder sin Fæst forgjæves. Fingal nedlægge sit Bytte for mig; og bøje sig under min Vælde! Han give mig sine Fædres Sværd og Oldtids Skjold; at mine Børn kunne skue dem i min Borg, og sige: ”disse ere Fingals Vaaben”.
Aldrig skal de skue dem, svarte Pigens svulmende Stolthed; de ere i Heltes stærke Hænder, som aldrig vege i Striid. — Gjenlydende Soras Konge! Uvejret drager sammen paa vore Bjerge. Seer du ej dine Kæmpers Fald, Søn af det fjerne Land!
Hun kom til Selmas tause Haller; Kongen saae hendes nedslagne Øjne. Han rejste sig i sin Styrke, og rystede sine bedagede Lokker. Han greb Trenmors klingrende Brynie, og sine Fædres mørkbrune Skjold. Mørke opfyldte Selmas Borg, da han udstrakte sin Haand efter Spydet.
Tusendes Aander vare nær, og varslede Kæmpernes Død. Rædselfuld Fryd opsteeg i de gamle Heltes Aasyn: de fore Fienden imøde; deres Tanker ere om fordums Daad og Gravens Ære.
Nu saaes Jagtens Hunde ved Trathals Grav; Fingal vidste, at hans unge Helte fulgte dem, og standsede midt i sit Løb. Først kom Oscar; dernæst Mornis Søn, og Nemis Æt: Fercuth viste sit barske Ansigt: Vinden løfter Dermids brune Haar. Sidst kom Ossian. O Klippens Søn! Jeg nynned en Oldtids Sang: mit Spyd understøttede mine Spring over Bakkene, og mine Tanker vare hos de vældige. — Fingal slog sit hvælvede Skjold; og gav det gyselige Tegn til Kamp. Paa eengang blottes tusende Sværd, og blinke paa den bølgende Hede. Sangens graahærdede Sønner opløfte de sørgelige Stemmer. Vi fare frem med buldrende Fjed, en mørk og forfærdelig Række: liig en Tordenregn naar den strømmer ned over den snævre Dal.
Morvens Konge sad paa sit Bjerg. Kampens Soelstraale fløj paa Vinden. Hans Ungdoms Ledsagere ere nær med deres graa, bølgende Lokker. — Fryd straalte i Heltens Øjne, da han saae sine Sønner i Strid; da han saae dem midt iblant Sværdenes Lyn, gjenkaldende sig deres Fædres Daad.
Erragon foer frem i sin Vælde, som en brølende Vinterelv: Kampen falder i hans Løb, og Død er ved hans Side.
Hvo kommer, sagde Fingal, liig den springende Raae, liig Hjorten fra Conas Skove? Hans Skjold glimter paa hans Side; og sørgelig er hans Vaabens Klang. — Han møder Erragon i Kampen! — See de Heltes Strid! — Den er som Aandernes i Stormens mørke Skye. — Men falder du, Bjergets Søn? Og er dit hvide Bryst bestænket med Blod? — Græd, ulykkelige Lorma! Aldo er ikke mere.
Kongen greb sin Styrkes Spyd; thi han sørgede over Aldos Fald. Han kastede sine dødtruende Øjne paa Fienden; men Goel mødte Soras Konge. Hvo kan fortælle de Ædlinges Striid? — Den mægtige Fiende faldt.
Højt raabte Fingal: Conas Sønner, standser Dødens Haand! — Stor var han, som nu er sjunken! Og meget skal ham begrædes i Sora! Den fremmede vil komme mod hans Borg, og undre sig, hvi den er saa taus. Kongen er falden, o Vandrer! og Glæden er forsvunden fra hans Huus. — Lyt til hans Skoves Susen; maaskee hans Aand er der. Men han er langt borte, i Morven, segnet under en fremmed Fiendes Sværd.
Saa vare Fingals Ord, da Skjalden istemte Fredens Sang; vi standsede vore opløftede Sværd, og sparte den svage Fiende. Vi lagde Erragon i hiin Grav; og jeg hævede Sorgens Røst. — Nattens Skyer kom rullende ned, og Erragons Aand viste sig for nogle. Hans Ansigt var skyfuldt og mørkt; og et halvdannet Suk i hans Bryst. — Signet være din Sjæl, o Soras Konning! Din Arm var skrækkelig i Strid!
Lorma sad i Aldos Hal, ved Skinnet af den flammende Eeg. Natten kom; men han vendte ikke tilbage, og Lormas Sjæl er bedrøvet. — Hvad sinker dig, Conas Jæger? For du lovede at komme tilbage. Har Hjorten viist sig langt borte, og sukke de mørke Vinde omkring dig? Jeg er i fremmedes Land; hvor er min Ven, uden Aldo? Kom fra dine gjenlydende Bjerge, o min inderlig elskte!
Hendes Øjne ere henvendte mod Porten: hun lytter til Blæstens Buldren. Hun troer det er Aldos Trin, og Fryd opstiger i hendes Ansigt; men Kummer vender atter tilbage, liig en tynd Skye over Maanen. — Og vilt du ikke komme, min kjæreste? Lad mig betragte Bjergets Ansigt. Maanen er i Østen. Klar og stille er Søens Barm! Naar skal jeg høre hans Røst, høj og fjern i Vinden? Kom fra dine gjenlydende Bjerge, o Conas Jæger!
Hans tynde Skygge viste sig paa en Klippe, liig Maanens vandige Straale, naar den skyder frem mellem tvende Skyer, og Midnattens Regn er over Marken. Hun fulgte den tomme Skikkelse over Heden, for hun vidste, at hendes Helt var falden. — Jeg hørte hendes Skrig nærmende sig paa Vinden; liig Blæstens sørgelige Toner, naar den sukker i Hulens Græs.
Hun kom, hun fandt sin Ven: hendes Røst hørtes aldrig mere. Taus rullede hun sine sorgfulde Øjne. Hun var bleg som en Taageskye, der opstiger fra Søen mod Maanens Straaler.
Faae vare hendes Dage paa Cona; hun sank i Graven; Fingal bød sine Barder at synge over Lormas Død. Morvens Døttre begræd hende een Dag om Aaret, naar Høstens Storme vendte tilbage.
Fiernlandets Søn! du boer4 paa Ærens Mark; o lad din Sang stundom stige til de faldnes Priis; at deres blege Aander kunne fryde sig trindt om dig, og Lormas Sjæl komme paa en Straale fra Maanen, naar den seer ind i din Hule, og du har lagt dig til Hvile. Da skal du see hende yndig; men Taaren er stedse paa hendes Kind.