Blicher.
Borte er’ Søvnens Børn, de ufuldendte Gestalter,
De sælsomme Skygger, der gøgle om Slumrerens Leje.
Hveden komme de? gaaer deres Vej gjennem Luften?
Hvorhen forsvinde de paa deres Karm udaf Taager?
Vil Døden oplukke sin Port? kan Fortidens Sønner
Opstaae af Mørket og hviske til Lysets Indvaaner?
Mon venlige Væsner varsle om lønlige Farer?
Opvække med Billeder dunkle den slumrende Anger
I syndigt Bryst? Eller Mørkets Skikkelser fule
Med rædsomme Fagter forfærde Menneskets Hjerte.
Ha! frelsende Lys, du Himlens straalende Dronning!
Hil dig o Sol! besøger du mig paa mit Leje?
Med dine Smiil, dine Kysses varmende Aande?
Saa yndigt smiler en Brud paa Brylluppets Morgen,
Naar hun fremtriner i Ungdoms blændende Skjønhed
Med bange Rødmen og taarebeduggede Øjne:
I frydefuld Undren sig dele de ventende Skarer,
Og synke til Siderne; ned gjennem Raderne bølger
En dæmpet Surren: de prise lyksalige Brudgom.
Hvis er den Borg hist imellem Morgenens Straaler,
Der knejser saa mørk midt i det gnistrende Guldhav?
Trindt nikke Tidslerne ned fra Murenes Tinder,
Og Brombærranken imellem de revnede Vægge;
Vildanden svømmer ved Porten, og Alliken sidder
I Vindueskarmen, og nebrer sin glindsende Vinge.
Der stod du Gustav! og saae med tænkende Hjerte
Hvor Sverriges Sol gik op over Dannemarks Sletter.
Der stod du gothiske Ørn, og stirred mod Østen;
Skjøndt fangen i Buret, slog ud dine dristige Vinger,
Og brød de Lænker der bunde dit Fødelands Bjerge;
Mens Christians Kæmpehænder stræbte forgjæves
At sætte Tiden i Led. Den stærkere Skjæbne
Løftede Fangen paa Tronen, og styrted i Fængselets Mørke
Trekronede Konge —
Tak være de Hænder som frede
Om Kaløe Slot, Fortids ærværdige Minde!
Vistnok de samme der skjulte de sorgfulde Bakker
Med smilende Grønt — for Vestvindens lynggroede Vaaning,
Nu Fuglekorenes lune og venlige Løvsal.
Den Dannemand glemmes ej i sit fredlige Jordhuus
Af Fremtids Vandrer, naar i de gjæstmilde Skygger
Han udstrakt ligger, og svaler de mødige Lemmer;
Ej heller af Vinterens Sønner der samle sig glade
Fra Frostens Marker om Arnens lystige Flamme.
Barberen.
Naar andre maae sidde omkring de søvnige Gløder
Af Tørv, eller af de Kager, som Folket paa Samsøe
Samler i Dynger, men det paa Sejerøe smækker,
Nybagte paa Væggen — et Surrogat imod Kulden.
Ja medens tusende Andre maae fryse og græde
Ved Røgen af knistrende Halm, over Fædrenes Synder;
De Ødelæggere — Skovenes grumme Tyranner,
Der aade som Græshopper reent og levnede Intet
Til kommende Slægter — Letsindige Gjøgeforældre.
Men hvi saa ivrig Poet! du troer dog vel aldrig
For ramme Alvor, at dine Vers ville redde
En eneste Kvist af Slagterens graadige Hænder?
Seer du ej Gjøgen hist? den Fugl er just nu i Vælten?
Flaggrer fra Glæde til Glæde —
Blicher.
Letfærdige Flane!
Barberen.
Hør dog hvor alle Skovens Fugle de tie,
Naar den begynder!
Blicher.
Maaskee af Foragt —
Barberen.
Sikke Sladder!
Nej af Beundring og ædel Harme, at de ej
Formaae at ligne saa højt og herligt et Mønster.
Kast du kun Liren, og giv Apollo en god Dag,
Og hellere lær af denne umælende Skabning
Den sande Viisdom — Fyda! jeg troer, at han sover,
En smuk Kammerat! nej naar jeg mere skal rejse
Med en Poet! — Nu kan jeg snakke alene!
Hu! hvilken Egn i Alderdoms bleggule Farve!
Lyngen som Rynker udi de visnede Marker!
Udtørret Græs staaer tyndt paa skaldede Agre,
Liig sparsomme Haar paa en Oldings neggende Hoved.
Mig tykkes alt at jeg ældes; min Sjel bliver søvnig;
Min indre Flamme udslukkes, og Tankerne visne.
Det var dog forbandet med denne Jyllandske Rejse!
Jeg er ret bange, at Kedsomhed skal overfalde
Mig her paa Heden — i Tyroland var det en let Sag
At holde sig vaagen; der kunde man liste sig op paa
Et Bjerg, hvor hele Verdens Herlighed skulde
Ligge udspilt som et Landkort for vore Øjne.
Jeg kunde begive mig ind udi rædsomme Huler,
Hvor Dødsens Angest snarligen ville fordrive
Blytunge Søvn — men denne cimbriske Halvøe
Er flad desværre, og ganske sparsomt begavet
Med alle de Rariteter, som pynte en Rejse;
Har ingen Fjelde med pittoreske Prospecter,
Og ingen Dale med underskjønne Hyrdinder;
Forfaldne Huse — men ingen rette Ruiner;
Vandskyllende Veje — men intet egentligt Vandfald;
Fornuftige Folk nok — men kun faa kraftige Aander;
Smaatyve i Mængde — men ikke en ordentlig Røver.
Ja Kammerat! jeg veed kun et eneste Middel
At dræbe de lange dorske tungbenede Timer:
En lille Luur herhen over Heden til Grenaae.
Nu sove vi da — ak ja! jeg troer allerede
Vi drømme: — Er dette et Slot? eller er det en Kirke?
Det synes mig saa, naar jeg seer de Hvælvinger skumle,
De Vinduer lange, smaarudede, snævre og dunkle,
De Vægge tykke, grønskimlede, fugtige, nøgne;
Dog nej — det er ikke troligt — thi see kun hvor propfuldt
Her er af Mennesker. Lader os spørge den Pige,
Der kommer paa Tøfler betænksomt sjokkende mod os,
Fremludende, gabende med de styrtlende Pjevser
Af uredte Haar omkring det søvnige Ansigt;
Hun har vist hjemme her, eftersom hun er saa huslig.
Et Ord lille Pige! — „Min Herre! jeg er Præstinde
I dette Tempel. Mit Navn er Slæbhæl, og hisset
Seer de Gudinden tilbagelænende hænge
Paa sin Blytrone, og under en Himmel af Taage,
Med en uhyre vidtgabende Padde til Skammel;
En Krands af Valmuer paa det hældende Hoved;
Det ene Øje halv tillukt, det andet halv aabent;
De gule, visne, foldede Hænder i Skjødet.
Man skulde ej lettelig tænke, det var en Gudinde,
Hvis man ej saae disse Vinger; skjøndt hængende matte,
Forpjuskede ned fra de frembøjede Skuldre.
Hun er ej af dem, der i Flæng sig gjøre gemene
Med Alle; hun aabner just ikke sit Tempel for Hvermand.
Bønder seer man her ikke, og Borgere sjælden;
Det skulde da være een, som har arbejdet sig opad,
Og gjort sig værdig til dannede Menneskers Samkvem;
Men fornemme Herrer og Damer, Prælater og Fruer
Frembære hver Dag og hver Nat et rigeligt Offer
Af Menneskets største kostbareste Herlighed — Tiden
Paa Kedsomheds Alter. See denne Dame, der sidder
Saa mild og venlig paa højre Haand af Gudinden —
Er hendes Datter; fortil saa fristende dejlig,
Med smilende Læber, tyndtslørede bølgende Bryster,
Og halvtillukkede vellystsvømmende Øjne,
Med Blomsterkrandse i vellugtduftende Lokker,
I sneehvide Hænder et Bæger med skummende Nectar;
Men bag til er hun ej værd at beskue saa nøje,
Der er hun huul, Forraadnelsens rædsomme Bolig,
Et Rede for sortgule Øgler og hvæsende Slanger.
Det faaer man tidsnok at see, naar først man omfavner
Den skjønne Gudinde. Hun selv monne kalde sig Moroe;
Men knarvurne Oldinger, Præster og Moralister
Sige, at hun hedder Synd. Der bagved i Skyggen
Staaer hendes Datter; men hun kommer ikke tilsyne,
Før man med Mo’eren er ret bekjendt og fortrolig;
Hun hedder Anger — en fuul og hæsselig Skræmsel,
Skindmager, skrumpen, graaguul, krumbøjet — Ha! vee den!
Og tifold vee den! paa hvem hun fæster de vilde,
Rødkantede, vidtopspilede, stirrende Øjne.
Vee den, hun knuger med disse jernhaarde Arme,
Og kryster til disse blaafrosne bævrende Læber.“
Nok, meer end nok! men hav den Godhed at vise
Mig lidt omkring blant denne store Forsamling!
„Ret gjerne — det første sluttede Selskab, De seer her
Har sig afsondret fra alle andre — er Britter:
Hiin sidder, og venter paa Veddeløb udi Newmarket;
Hans Naboe venter paa Hanekampen — den tredie
Paa Højtidsdagen, da Crabb skal bares med Johnson.
Naar disse livsalige Fester fremskinne, da storme
De alle herfra — forresten daglige Gjæster.
Her sidde Spanier i denne Damp af Cigarer,
Og længes ret hjertelig efter de ædlere Glæder,
Autodafeer, Tyrefægtninger og Processioner.
Her finde vi nu Velsklands sortsmuttede Sønner;
Dem see vi sjelden, de har kun lidt Tid tilovers
Fra Messer, Mirakler, Madonner og Macaroni.
Her sidder Myn Heer og venter Cornelius Jansen,
Der ham skal bringe tilbage til Surinams Sumper,
Hvor Knaster i Goudas Leer, og sorte Smaaglutter,
og Slavepidsken, Salat og Snapser udfylde
De faa Minutter, som blive tilovers fra Søvnen.
Her sidde Stambuls langskjæggede Sønner beruste
Af Valmuesaft, og hisset Russer af Finkel.
Her øver en Tydsker sig i brittanniske Moder;
Her staaer en Dansk, og beundrer alle de Andre.
Men Franskmænd savner jeg — Franskmanden keder sig aldrig;
Med Revolutioner, Comedier, Guillotinader,
Bonmots, Dueller, Caffeés, Calembourgs, Amouretter
Han morer sig herligt.“
„Behag nu at følge mig lidt ud
I Templets Forgaard. Her finde vi dem, der vil synes
I fuldt Arbejde; men ere dog kun i Grunden
Gudindens Trælle. Her sidder i elleve Timer
En blegnæbbet Skare, og leger med malede Stumper
Af tykt Papir. Hist gaae to Andre og trille
— Med Alvorsblik — paa et Bord med Elfenbeenskugler.
En pjaltet Person staaer ved Enden af Bordet og skræver;
Med Scepter i Haand, han opmuntrer de stridende Kæmper.
Hist sidder en Kreds af nydeligt pyntede Damer,
Drikke lunkent Vand, og fingerere med Pinde
Af slebet Staal.“
„Hist sidde to Generaler,
Hver med sin Armee af Træesoldater, og pønse
Paa Nederlag. Jorden kunde revne istykker,
Og alle Verdens Konger falde i Støvet,
Naar deres kun staae. — Der sidder en tredie og stirrer
Dybsindig paa Krigen; saa har han siddet en Snees Aar
Dag ud og Dag ind. I tænke, han er indviet
I disse Mysterier — intet mindre — han kjender
Ej Springer fra Løber engang.“
Men hvo var den Stodder,
Der gik just nu forbi Døren, graahærdet dog munter
Han smilte i det han kikked’ herind — Ih! ja den Karl!
Ham kjende vi nok, det var Eremitten i Grenaae!“ —
Hej! Herre! vaagn op da! de sover nok? — Holla! hvor er’ vi?
Ved Porten i Grenaae — har de vel noget at tolde?
— Tanker — toldfrie passere — Kudsk da! hvi holder
Du nu igjen? — Ih vi er jo ude af Byen.
„Men Hr. Barbeer! hvor kan de saaledes forlade
Denne Bye, uden at fortælle lidt morsomt
Om murede Galge?“ — O den har forlængst været borte;
Man hænger ej Tyvene mere; men lader dem løbe
Spidsrod, eller man mærker dem lidt udi Panden,
Dem selv til Skjændsel og Andre til et Exempel;
Saa sender man dem til Viborg, hvor da den ene
Kan see sig i Spejl paa den anden, og lære
At fatte en ret forfærdelig Afskye for Synden.
„Nu vel da! men ellers formoder jeg dog ej de rejser
Igjennem Jylland, ja selv forbi Molboers Hjemstavn,
Uden at more os med lidt Løjer om Jyden.“
Ja kjære Herre! jeg vilde oprigtigen ønske:
Min Moder havde, da hun mig bar under Hjerte,
Rejst op til Norge, til Sjæland, ja til Corsøer blot.
Da havde en ædlere Jord mig begavet fra Vuggen
Med alle de Egenskaber, som Jyderne mangle,
Især med denne, at kunne gjøre mig vittig
Paa disses Bekostning — maaskee da jeg havde med Wessel
End flettet dette dejlige Blad i min Krone,
Og triumphert under Skoggren og tusindfold Echo
Over en halv Million Idioter af Landsmænd.
O, stolte Tanke! o herlige Sejer — ak af andre
Den nu skal vindes! — jeg kan ej og vil ej — og altsaa
Min Herre! De seer, jeg er paa to Maader undskyldt.
Blicher.
Men er det ej her, hvor Odins rørtakte Strømme
Vande den græsrige Dal? See Aftenens Taager
Hvor blege de ligge, og brede det natlige Lagen
Tæt over Engen! over dem svømme liig Skyer
De brune Bakker i lange og takkede Rader;
Og Snekkernes Master med sagte nedbølgende Vimpler.
Forvirrede lyde de tusinde blandede Stemmer
Fra Taagehavet: Vagtelkongerne kalde,
Vildanden trækker; jeg hører dens pibende Vinger.
Horsgjøgen skoggrer paa hurtige Vej gjennem Luften;
Hjemilende Stork skummer Taagen; med bultrende Kredse
Hvirvler sig Viben og røber sit mostakte Rede;
Dens Skrig lyder højt gjennem Rylens klynkende Triller,
Vandhønens Stemme kommer med Rørdrummens Klage,
Og Fiskernes Aareslag op fra de useete Strømme,
Med Bølgens Skvulpen og Sømænds traurige Opsang.
Saa rinder du Flod i mangen blomsterrig Sommer,
Og sender i Fred dine rislende Vande til Havet.
Ak! ej altid saa blid — engang du vælted dig blodig,
Og bar de Liig fra røgombølgede Bredder;
Men danske Liig — adspredte forvildede Flokke,
Uden Hyrde de sank under Sarernes Sværde.
Det danske Mod udsluktes i tvivlende Sjæle,
Og danske Hjerter gav Rum for Frygten og Sorgen,
Trældommens giftige Taage omspændte de Øjne,
Der før kun skuede Frelsen i Manddom og Styrke —
I egen Styrke — nu vaade af modløse Taarer.
Da varst du mit Fødeland nær ved Rigernes Skjæbne;
Jernaaget var lagt tungt paa dine svigtende Skuldre;
Dit stolte Navn, der lød gjennem Seklerne vældigt
Fra Blaamænds solsvedne Marker til isbundne Gandvik —
Dit herlige Navn begyndte at slukke sin Straale;
Dit gode Sprog, hiint Maal for mægtige Aser,
Snart skulle det kvæles af Sydens fremmede Tunger.
Da var der een, der stemte sit Bryst imod Floden —
Sit Heltebryst mod Thuiskons rivende Strømme.
Een Heltesjæl oppusted de slukkede Luer,
Og vakte den lammede Kraft i tusinde Arme.
Eet Sværd har vendt Fordærvelsens truende Stormspyd,
Og Sejren paa Kampens Blodmark — I Sønner af Danmark!
Hører og troer, at Friheds hellige Lue
Brænder ej ene paa Bjerge — See Trællene krøbe
Paa Appenninernes Aas, mens Frihedens Sønner
Sejrende stode i Dietmars taagede Sumper.
Hører og troer, at ikke bag skyhøje Fjelde,
Ej heller bag Volde boer Friheden sikker, men ene
Bag kjække Hjerter — Hør til du Danske, hvorlunde
Frihed og Ære og Skjaldesange skal vindes!
Hvi seer du danske Mand
Saa undrende mod Schweitserland?
Hvad er der, som din Sjæl saa mægtig rører?
Er Wilhelm Tells Bedrift
I Uris fjerne Klipperift
Saa sælsom da for dine danske Ører?
Hvad? har da Heltedyden
Allene Hjem i fjerne Syden?
Er Frihedssind saa fremmed her i Nord?
Skalt du af Landet vandre
Saa fattig ledende hos andre
Om Egen, som her hjemme herligt groer?
Hvad er det for en Røst,
Som tryller nordisk Ynglings Bryst?
Om fremmed Daad en fremmed Bardes Stemme.
Har egen Skaldesang
Om dine Fædres Kæmpegang!
Hør Dannemark! du har en Tell her hjemme.
Lad Sydens Barder sjunge!
Blant himmelhøje Alper runge
Et fremmed Kvad om fremmed Kæmpes Id!
I Daunens grønne Vange
Du høre dine Skjaldes Sange
Om dine egne Fædres Heltetid!
Grev Geert gaaer ind ad Dannevirke,
Han har titusind Sværd.
Hvor ere vore Kæmper stærke —
Uovervundne danske Hær?
Vil ingen drage Sværd fra Bælte,
Og Ødelæggelsen tilbage vælte?
Naar Haab og Mod og Tillid svigter
Et Folk i Farens Tid;
Naar det mismodig, tvivlsom figter
Og gruer for ulige Strid,
Bekymret tæller Fjendens Sværde:
Da er i Sandhed megen Nød paa Færde.
Som Biers unge Hær foruden Dronning
Forsagte skilles ad:
Saa spredes og, berøvede sin Konning,
Det bange Folk fra Birtingsbad.
Ej Blod, men Kvindegraad er runden,
Og Dansken uden Sværdslag overvunden.
Grev Geert hen over Folket bruser,
Der fly’de, da det gjaldt;
Den stolte Sejerherre knuser
Det Land som uden Modstand faldt.
Han skrider som en Tordenbyge,
Bag Ødelæggeren Ruiner ryge.
Da krymper sig i lønlig Harme
Det haardt betrængte Land:
Vil Himmelen sig ej forbarme,
Saa er det nu forbi med gamle Dan.
I Anger og unyttig Klage
Henslæbe sig de hadelige Dage.
Som Skovens rædde Flok, naar Ørnen
Fra Skyen styrter ned;
Som Dalens svage Slægt naar Bjørnen
Fra Hjem springer ud til Mord bereed:
De glemme Raad og Daad i Nøden —
I stum Bedøvelse annamme Døden.
Niels Ebbesen staaer op fra Bænken;
Han binder Sværd om Lænd.
At sønderbryde Trællelænken
Min Helt vil lære de forsagte Mænd.
Den stolte Fjende Baunen tænder,
Og puster til den Ild, som vældigt brænder.
Som naar vort Nordhavs stærke Bølger
Ved Frostens stille Magt
De hvide Rygge under Isen dølger,
I haarde Vinterlænke lagt:
Saa laae de stærke danske Kæmper,
Forfærdelse den gamle Lue dæmper.
Som naar en Storm fra Solens Leje
Opbryder Frostens Dør:
Frie er’ igjen de skumbeklædte Veje,
Og Bølgen ruller vældigt nu som før;
Saa vækker Heltens Røst af Dvale
Hver ædel Sjæl i gamle Danmarks Dale.
Niels Ebbesen i Marken træder
Med røden Dannebrog,
De tydske Kvinder hjemme græder,
De danske Kæmper Fjenden slog.
De Holster flygted eller døde,
De Danske sejred’ i det vrede Møde.
Best luttres Somrens kvalme Hede
I Storm og Tordenveir.
Den røde Ild maa Rusten æde
Af det ubrugte gamle Sværd.
I Nød skal Folkeslægter lære,
At værne om sin Frihed og sin Ære.
Saa luttredes igjennem Trængsel
Det gamle danske Blod,
Og af det søndersprængte Fængsel
Nyfødt en bedre Slægt opstod.
Fra Nederlag og Slavekjæder
Gik Danmark ud til Sejr og evig Hæder.
Stor var den Bjergets Mand,
Hin Ædling udi Schweitzerland,
Som opret gik forbi Tyrannens Hue,
Han som allene stod
Blant Landserne med frejdigt Mod —
Hans Sjæl har brændt af Friheds Himmellue.
Men mindre var han ikke,
Som Sejervinderen maa tigge
Forgjæves om et trofast Vennetag,
Som tør Tyrannen lære
At skjælve midt i sine Hære —
Selv smilende ad tusend Sværdes Brag.
Kjækt var det Kæmpebryst,
Der iilte først til blodig Dyst
I Schweitzerfriheds unge Morgenrøde;
Dog stod en trofast Hær
Bag Heltens Ryg med skarpe Sværd,
For Fædreland at sejre eller bløde.
Men han som uforfærdet
Paa Nørreriis opløfted Sværdet
Blant undertvunget Folk en fredløs Mand;
Alene stod min Kæmpe
At falde eller og at dæmpe
Den Ild, som hærgede vort Fødeland.
Stærk var den unge Arm,
Der først mod Geslers stolte Barm
Udsendte Pilen fra den sikkre Bue;
Dog gammel, krum og graae
Han Sønnesønners Sejre saae,
Og varmed sig ved Friheds klare Lue.
Men han som atter rejste
Det sjunkne danske Mod, og kejste
En anden til den Stoel, han selver vandt;
I Friheds Morgenrøde,
Da Kæmpens Hænder Slavelænken brøde,
Hans ædle Blod paa Sejermarken randt.
Velsignet er den Dag,
Da Dansken efter vundet Slag
Treen paa sin frie skjøndt blodbestænkte Slette;
Femhundred Friheds Aar
Endnu det gamle Danmark staaer,
Det voldte Nørreriises ædle Ætte.
Thi skalt du Danske hædre
Det Manddomsværk af dine Fædre,
Der vore Fjender blev til Jorden kryst;
Lad ingen Fremmed vinde
Den Mark, hvor Blodet maatte rinde
For os og vore Børn af Heltebryst.