Blicher.
Saa tidlig paa Dækket? Hvi bæver Smilet ustadigt
Paa disse blussende Kinder? Hvi svømme i Taarer
De halvtillukkede Øjne, liig Nymaanens Straaler
Igjennem Regnen? Hvad vil disse svulmende røde
Halvaabnede Læber? Et smeltende Stykke paa Harpen?
En Elskovssang; en Vise om Troskab til Døden?
Den vil jeg sjunge. Seer du, o Pige! de Bakker
Hist ude i Syden dybt under Formiddagssolen?
Liig mørke Skyer hen over de glimrende Bølger.
Samsøe! vore Fædres blodbestænkede Valplads
I henfarne Aar, i mangen dødelig Holmgang.
Hvor ofte har Munarvog drukket de mørkrøde Strømme?
Hvor mangen Kæmpe er blegnet iblandt dine Høje,
Du Dødens Land! men ingen større end Hjalmar,
Hjalmar, elsket af Gøthekonningens Datter;
For hende gav han sit Liv; hun fulgte i Døden
Sit Hjertes Ven. Lyt, o Pige! til Sangerens Læbe,
Mens dybt bevæget han qvæder dig Ingeborgs Vise.
Og der er Juul udi Kongens Gaard,
Konning Ani sidder for breden Bord,
Konning Ani øverst i Kæmperad;
Han giver dem alle godt Øl og Mad.
Han giver dem alle godt Øl og Mjød,
Han giver dem alle Guld saa rød;
Han giver dem Ringe og gyldne Baand —
Guldringe om Hals og Guldringe om Haand.
Konning Ani stander for breden Bord,
Han mæler for alle et hasteligt Ord:
„De røde Guldringe jeg giver jer hen;
„Hvo giver Kong Ani sit Liv igjen?
„Hil sidde I mine Kæmper i Rad!
„Jeg giver jer alle baade Øl og Mad;
„Jeg giver jer Guld, og jeg giver jer Brød,
„Hvo vil mig give sit Blod saa rød?“
De Kæmpere springe fra Bænken ud;
De sværge ved Skjold og de sværge ved Spjud:
Foruden Hjalmar hin Ungersvend
Han sidder paa Bænken alene igjen.
De raabe vel alle af et godt Mod:
„Vi give dig Konning vort Hjerteblod“;
Foruden Hjalmar nederst for Bord,
Han mæler end ikke et eneste Ord.
Og det er Ingeborg, Jomfru fiin,
Hun giver de Kæmper hin røde Viin —
Konning Anis Datter i Zobel og Maar
Med gyldent Horn mellem Kæmperne gaar.
Men naar hun til Hjalmar udstrækker sin Arm
Da stiger og synker den Jomfrubarm;
Og naar som hun giver ham Vinen sød
Da bliver den Jomfru paa Kinderne rød.
Og det er Angantyr Kæmpe stærk
Med elleve Brødre i Pantsersærk;
Bersærkeskare saa arrig og slem,
Han selv den værste af alle dem.
Og det er Angantyr Kæmpe lang,
Han klapper paa Døren med Æskestang,
Han klapper paa Døren med Æskespjud,
Da springe de Kramper og Hængsler ud.
Konning Ani ganger ad Gulvet hen;
„Hvo monne os være den nye Svend?
„Hvo monne os være den Kæmpe saa lang
„Mens Døren den er ham saa liden og trang?“
„Halogaland kaldes min Fødestavn
„Og Angantyr er nu mit eget Navn,
„Mit Sværd hedder Tyrfing, Qværnbider god,
„Det haver drukket saa mangen Mands Blod.
„Her stander Hjorvardr, Broder min,
„Han fæster sig Ingeborg, Datter din;
„Jeg haver faret ved Skjoldebrand,
„Hjorvardr skal gille den Lillievand.“
De Kæmpere sidde om breden Bord,
De mæle end ikke et eneste Ord,
Foruden Hjalmar hin Ungersvend,
Han stander paa Tilje alene igjen.
Ung Hjalmar klapper alt paa sit Sværd:
„Først skal hun vindes i Kæmpefærd;
„Saalænge som Hjalmar kan løfte Skjold,
„Liden Ingeborg fanger du ej i din Vold.“
Angantyr klapper paa lange Kniv,
„Og hør du ung Hjalmar! det koster dit Liv;
„Skal Tyrfing herud, da er han ej god,
„Saa vist han vil smage dit Hjerteblod.“
Ung Hjalmar smiler paa røden Kind
„De arrige Hunde saae revet Skind,
„Men vred Mands Tunge slog ingen til Jord
„Eet Hug er langt bedre end mange Ord.“
Angantyr bider i Skjolderand
„Det ville vi prøve paa Samsiland;
„Thi Maanedsdagen før Sol gaaer til Roe
„Der stande du Tyrfing et Hug eller to.“
Maanen kvæller den Nat saa lang,
I Himlen høres den Tordnendes Gang,
Paa Jorden hyler Hresvælgurs Røst,
Natravnen skriger af hæse Bryst.
Hjalmar vanker den Nat saa mørk
Til Jomfrubuur udi vildene Ørk,
Han klapper paa Døren alt med sit Skind
„Stat op liden Inger! du lukke mig ind.“
Liden Ingeborg vaagner af Drømme brat:
„Hvi kommer du Hjalmar i Mulm og Nat?
„Hvi kommer du Hjalmar i Regn og i Vind?
„Jeg torde ret aldrig lukke dig ind.“
„Du Kjæreste ræk mig din hvide Haand,
„I Morgen er Hjalmar i fremmede Land;
„Du Kjæreste tag mig udi din Favn
„I Morgen staaer Hjalmar paa troløse Stavn,
„Og staaer du i Morgen paa troløse Stavn,
„O Hjalmar! vist tager mig Døden i Favn
„Og førend du kommer fra blodige Leeg,
„O Hjalmar! jeg ligger i Højen bleeg.“
„De Kvinder de have saa venlige Ord,
„Men Troskab alene bag Brynjen boer;
„Naar Angantyrs Sværd haver stunget min Barm,
„Da kant du vel sove i anden Mands Arm.“
Stridt rinde de Taarer paa hviden Kind,
„O Hjalmar, o Hjalmar! saa kom da herind;
Stridt rinde de Taarer paa hviden Barm
„O Hjalmar, o Hjalmar! saa kom i min Arm.
Glad iler den Kæmpe i Natten ud
„Farvel liden Inger, min elskede Brud;
„Kommer Hjalmar tilbage med sejrende Arm
„Da skal du ham favne ved trofaste Barm.“
Solstraalen blinker paa Havets Bryst,
Hvid glindser Samsejs snedækkede Kyst
Høit knejser Svanen paa Hjalmars Stavn,
Den vipper og dukker i Munarvogs Havn.
Oddur er Hjalmars Fosterbroder god,
De have blandet hinandens Blod;
Hvor Spydet stanged og Sværdet beed
Der traadte de to i hinandens Fjed.
Det er Oddur løfter op sin Haand
„Fostbroder seer du hiin lange Mand
„Høit rager han over de elleve Smaae,
„Fostbroder hvorlunde skal Kampen staae?
Det er Hjalmar løfter op sit Skjold;
„End stode vi færre vi to imod tolv
„Og vil du tage de elleve Smaae,
„Den Store alene jeg tager mig paa.“
Tak have han Oddur, han hugged’ saa fast,
En Brynie efter den anden brast;
Han hugged’ saa dybt udi Hjerterod,
De Elleve fulde, men Oddur stod.
Oddur hviler sig paa sit Sværd;
„Og hure gaaer det, Fostbroder kjær?
„Er Angantyr alt udaf Legen keed?
„Mig tykkes han ligger saa stille derned.
Oddur løfter paa Hjelmen sin,
„Og hure gaaer det Fostbroder min?
„Hvi sidder du Hjalmar paa Stenen bleg,
„Est du saa modig af Kæmpeleeg?“
„Vel er jeg modig, Fostbroder kjær!
„Mig haver Tyrfing været for nær,
„Mig haver Tyrfing været saa haard,
„Den slog mig ret mangen et Ulivs Saar.“
Oddur taler til Fostbroder sin:
„Hvad skal jeg sige til Fæstemø din?
„Hvad skal jeg sige den Jomfru væn,
„Naar jeg kommer ene fra Kampen igjen?“
Tungt sukker Valen af gispende Barm,
Han løser en Ring ifra blodende Arm,
Han lægger den taus udi Oddurs Haand;
Til Valhal skynder sig Kæmpens Aand.
Liden Ingeborg sidder paa højen Hald,
Hendes Taarer de rinde foruden Tal;
Hendes Taarer de rinde paa hviden Barm:
„Naar kommer du Hjalmar igjen i min Arm!“
Paa Højeloft sidder den Jomfru prud,
Hun stirrer vel ofte mod Havet ud;
Vel ofte da sukker den Jomfrue fiin:
„Naar kommer du Hjalmar, Kjæreste min!“
Solen skinner paa Himmelen puur,
Oddur han lækker ad Jomfrubuur,
Paa breden Skulder han bærer sin Ven,
Ved Ingeborgs Fødder han lægger ham hen.
„Her kommer Hjalmar fra Kampens Land,
„See til om du kjender din Fæstemand;
„Før var han rød, men nu er han bleeg,
„Det kommer af Hildurs hin haarde Leeg.“
„Og hør du nu Hjalmars Fostbroder kjær,
„Giv Hjalmars Brud dette gode Sværd.
„Naar Sværdet haver stunget min Barm,
„Da lægge Du mig i min Kjærestes Arm!“
Hun lægger sit Hoved paa Hjalmars Kind,
I trofaste Bryst render Staalet ind,
Af trofaste Bryst rinder Blodet rød,
I Hjalmars Favn ligger Ingeborg død.
Barberen.
Hvor blev din Muse? hvor blev dit ærede Selskab,
Der nyeligen stod i lyttende Kreds om din Harpe?
Har alle forladt dig? har ingen kunnet udholde
Din Sang indtil Enden? — Her sidder du ret som en Digter,
Der nys har offret paa Fader Apollinis Alter,
Den Førstefødte, til Verden baaren med Smerte,
Han sætter sig hen, og venter den uhyre Virkning,
Forud belavet paa ydmygstolte Repliquer,
Paa vittige Svar til Publikums Gratulationer,
Begynder han alt paa andet Oplag at file.
Han iler paa Klubben og lytter med bankende Hjerte
Til hver en Hvisken; han haaber, hvor tvende forsamles,
Der maa han være iblandt dem — prosaiske Sjæle!
De tale saa koldt, saa ugeneert som tilforn
Om Politik, om Vejret, om Tidernes Dyrhed,
Om sidste Boston, om Buonaparte, om Coursen. —
Han skrider hen over Torvet, og seer sig tilbage,
Om Ingen vil pege og lønligen raabe: der gaaer han!
O nej! man render idag som igaar og iforgaars.
Han gaaer paa Theatret; han stiller sig bag i Parterret;
Han venter og frygter her udi Musernes Tempel
At høre sin Roes; men ak! man snakker om alting,
Kun ej om ham. Man støjer, og man knækker Nødder;
Løber ud og ind, spiser Apelsiner og fniser.
Saa maatte da Pokker paa slige bæotiske Dyr
Spilde en eneste Lyd! bortkast da din Harpe!
Og ret fornuftig itide du tage dig Orlov
Før til en Lyd du selv af Hunger indsvinder;
Og skalst du fra nu af spille til Gilder paa Landet. —
Blicher.
Aa kjære Ven! lad mig dog være i Roe lidt
For al din fine solide Menneskekundskab!
Naar jeg nu morer mig selv —
Barberen.
Der har vi Poeten!
Følerie! Sværmerie! Phantasie! Sympathie! Maaneskin!
Sultekuur! Tiggermad! Beensuppe! reen Hospitalskost!
Hvad er du? hvad har du? du Daare! hvad har du? hvad er du?
Ikke det Ringeste — ja vist! du morer dig selv jo!
En herlig Fornøjelse! Vil du da synge for Intet?
Syer da din Skræder for Intet? — Vilde du høre
Blot paa Fornuften den rolige, følelsesløse!
Den kunde lære dig, hvordan du burde anvende
Dit Fjerdingspund, og sætte din Harpe paa Rente.
See dig dog bare i Spejl paa de ædru Poeter!
Der søge de Folk, der veed at skjønne paa Konsten.
Skulde det være saa vanskeligt for dig at finde
En huld Mæcenas, der vilde laane lidt Lustre
Til dine Vers? han var da nødt til at bøje
Et naadigt Øre til hver en Snorren paa Liren,
Og maatte du saa til Gjengjeld igjen regalere
Ham med lidt Virak; det var jo ej mere end billigt.
I saa Fald har du da Monstere nok paa hvorlunde
Man smigrer med Anstand; kunde du ej for Exempel
Sige som saa: „da det nu er en bekjendt Sag,
At Deres Naade mon væmmes ved Smigrerens Tale,
Og saasom jeg selv vilde hellere miste min Tunge,
End dette Lem misbruge paa Sandheds Bekostning;
Saa haaber jeg, ingen honet Mand haver mig mistænkt
For nedrig Higen efter Profit eller Ære;
Thi jeg forsikkrer oprigtig: jeg vilde foragte
Mig selv, om sligt jeg kunde have bag Øret.
Naar jeg beskriver min Høj- og Velbaarne Mæcenas
Saadan som Naturen har selv behaget at skabe
Sit Mesterstykke. Jeg taler den nøgneste Sandhed;
Det er jeg nødt til, og følgelig kan jeg foragte
Skumleres Hvisken om Smigger, Spytslikken og Løgneren;
Thi over Sligt er jeg aldeles ophøjet.
Jeg er Poet, selvstændig og reent uafhængig,
En Fiende af Smigger, en Sandhedens modige Talsmand,
Et cetera“ — ak! ak! hvi har du ikke i Tide
Lagt dig lidt efter den Konst, som sikkrest af alle
Føder sin Mand, ja feder ham stundom endogsaa.
Nu er du spildt, din høje Bestemmelse ganske
Forfejlet — ak havde du dog i det mindste en Greve!
I saa Fald maatte du først omstemme din Harpe;
Thi slog du an i din gamle Tone, jeg frygter
At din Patron da lettelig kunde betages
Af Hovedsvimmel i denne ætheriske Valsen.
Hver Greve flyver just ikke saa højt som en Stolberg,
Men er langt bedre vant til at vugge sit Corpus
Paa Wielands Canapee, at manipuleres
Af Frankerlandets æstetiske Magnetiseurer.
Saa fiint et Øre kan ikke taale at høre
Cothurnens Larm, og ak! du klodsede Jyde
Er ikke skabt til at trippe i franske Pampusser.
O havde du dog anvendt dine Fritimer bedre!
Og af poetisk Bonbon dig samlet et Forraad,
Saasom: af franske Vinde, af skjelmske Coquiner,
Af gode Raad til Smagens højeste Pirring,
Og overalt af dette letfærdige bløde,
Vellystige søde, der kildrer Sandsen en Smule.
Ja havde du bare en Nytaarsgave ved Haanden,
Af slig en spraglet Bouquet du kunde — maaskee sig —
Laane en Blomst, om det saa aldrig var andet
End blot en Vinterblomst, nok saa vissen og vindtør.
Blicher.
Ven! du har Ret, og for at overbevise
Dig om hvormeget din sunde Fornuft haver virket:
Saa hør nu et Vers, som, mens du dogmatiserte,
Jeg til en Ridder har gjort —
Barberen.
Naa! det maa jeg lide.
Jeg tør formode, det er vel een af de gamle?
Blicher.
Ja det tilvisse; han hedder Niels Ebbesen —
Barberen.
Ebbe —
— Sen — den Familie har ej den Ære at kjende —
Blicher.
Vil gjerne troe; det er femhundrede Aar snart —
Barberen.
Du er ulægelig — jeg skal ej mere umage
Mig til din Frelse; hold du kun dig til de Døde,
Og see, om de gi’er dig saameget som en Bid bar Brød;
Du Erkedaare!
Funtus! der seer jeg Aarhuus.
Hejsa! nu er jeg jo alt i din Bye, Dorothea!
Langlivede Stadsmøe! Paarses skjønne Gudinde!
Ja! vel er Aarhuus ganske artig forandret
Fra den Tid, du trak to uldne Strømper paa eet Been.
Kunde du nu opløfte dit kræppede Hoved,
De Øjne, der aldrig — maaskee — har seet paa et Mandfolk,
Og her beskue dem dine yngre Søstre
Uden Snørliv og Sæt, uden Fiskebeensskjørter,
Saa ganske naturlige, som Naturen har skabt dem —
Du vilde vende dig om i din Kiste af Blusel!
Men lykkelig est du, du seer ej Syndernes Topmaal.
Klubber og Baller og — fy! private Theatre!
Saa vil jeg da ryste Støvet af mine Fødder,
Og søge en Bye, hvor jeg oprigtig vil haabe,
Fordærvelsen ikke har naaet saa rædsom en Højde —
Afsted til Grennaae!
Hvor mageligt er det at tænke,
Naar man paa en Vogn saa rask ruller hen gjennem Verden,
Som Bjerge, Søer og Byer fare forbi os
Med snar Afvexling, i vilter og lystelig Vrimmel:
Saa strømmer forbi os Ideers brogede Skare,
Livlig men flygtig den ene jager den anden.
Som Vognen skynder sig, skynder sig Tanken tillige,
Løber fra Tiden, og sværmer blandt kommende Dage,
Nipper til Glæder, der svømme i Fremtidens Taage,
Tager op af de Capitaler, som Haabet
Laaner trøstvillige Sjel — Gud forlade den Foged,
Der hersker her over den Vej mellem Skjødstrup og Lygten!
Saa bandsatte Stød spolere de netteste Tanker;
Og Phantasien besmudses i saadant et Søle.
Det er jo næsten, som om man var ude i Lolland,
Eller De veed nok — Jeg vilde ret inderlig ønske,
At baade Fuldmægtig og Foged laae her tilhobe
Med samt — dog nej! — jeg synes — I Sandhed jeg øjner
De viseste Planer, den menneskekjærligste Hensigt;
Thi først er saadan en Vej vist et af de Midler,
Der sikkrest kan qvæle Føjtelysten — og dernæst
Holder den mange af Landets uskyldige Gutter
Borte fra Aarhuus den slemme forføriske Kjøbstæd.
Og endelig lære vi her først rigtig at skjønne
Paa bedre Veje — alt efter den ældgamle Sætning
At evig Solskin omsider kjeder i Længden;
Og Natten lærer os først at frydes ved Dagen.
Thi vil jeg ogsaa — om Skjæbnen skulde sig vise
Engang i Tiderne alt for kjærlig imod mig —
Som Philip fordum sig ønsked en Smule Ulykke —
Bede: o lad mig dog kjøre engang imellem
Paa Landevejen der løber fra Aarhuus til Grennaae!