Dejlig est du, mit Østhavs Møe!
Hvad enten jeg dig ved Daggrye skuer,
Naar Morgensoel paa dit Ansigt luer;
Hvad eller Middagens klare Søe
I blinkende Strimer dig ruller imod,
Og pladskende bader din hvide Fod:
Eller naar Solen træt af sin Gang
Det røde Øje i Vesten lukker,
Og bag dit høje Hoved dukker,
Din Skygge lægger paa Havet lang.
Dog gaaer jeg helst under Stjerners Hær
Med Harpen ene højt op paa Brinken
At være Maanens milde Blinken,
Og dine Lokkers Susen nær.
Hvor kan du smile Nattens Ven?
Varst du ej her, da Fridlejf blegned,
Og da min hulde Thora segned
For Yngling sin i Døden hen?
Hvor kom du ej til Klipperiften,
Og lod dit lyse Øje see,
Da Øens Blomster visnede
I Nordenvindens kolde Viften?
Var som du selv, ej Thora skjøn?
Som Foraarsdagens faure Bue?
Og var han ej en Ungdoms Lue?
En Styrkens rosenrøde Søn?
Han sank i Elskovs første Morgen;
Kom Harpe! lad os vække Sorgen,
Jeg dig til Suk og Taarer slaaer.
Bag Bjergets Top, som hænger højt i Luften;
Bag Klippevægge er en ensom Dal
Den mangler ikke Blomsters søde Duften,
Og ej sin Løvtags grønne Sommersal.
De Blomster kommer Thora tit at bryde —
Hun selv den faureste blant alle dem;
Der høres stundom hendes Stemme lyde
I Nattens Sangerindes stille Hjem.
Den Stemme naar engang til Kildevældet,
Hvor Fridlejf stander bøjet paa sit Spyd:
Han sødt forbauset springer op ad Fjældet,
At nærme sig den underfulde Lyd.
Som naar en Vandrer udi Aftenstunden
Træt og nedbøjet ad sin Vej mon gaae;
Snar skynder han sig gjennem Bøgelunden,
For inden Natten Huus og Hjem at naae.
Hvis da maaskee Fuldmaanen udi Øster
Mon svømme rund og rød paa fjerne Hav:
Han standser, og sig ved dens Skin forlyster
I stille Undren støttet paa sin Stav.
Saa staaer ung Fridlejf og paa Bjergets Tinde
Glad bævende, urokket paa sit Sted:
De samme Lænker Thoras Fødder binde
Det faure Ansigt vendt mod Jorden ned.
Hvad falder hisset, lig en Nattens Stjerne,
Der fra sit Sted paa Himlen springer ud?
Sømanden seer dens Glimten i det Fjerne,
Og gysende erkjender Stormens Bud.
Det er et Spyd fra Hogbrods stærke Hænder;
Det søger grusomt Pigens hvide Bryst:
Forgjæves Arngrims Søn for Thora brænder,
Og hendes Død er ene Kæmpens Trøst.
Han fejler — Staalet gav ej den Gang Døden,
Men liig en Nattens Aand for Morgenrøden,
For Fridlejf Hogbrod gjennem Dalen veeg.
Hans bange Flugt kan Helten ikke standse;
Thi Hogbrod stævner alt mod fjerne Land:
Han seer ham gynge paa sin trygge Bølge,
Og staaer uhævnet paa det hvide Sand
Fra Hævnen er den Fejgheds Søn forsvundet —
Han slaaer i Harme Bølgen med sit Svær;
Men Thoras ømme Elskov har han vundet:
Den Sejr er meer end Fiendens Bane værd,
Vel, som tilforn i Lunden Thora vanker —
Hver Aften er hun vist ved Egens Rod;
Men Blomster smaa hun ikke mere sanker,
Usete smile de ved hendes Fod.
Og Jægeren ej spænder meer sin Bue,
Han glemmer Bjergets Hind og Dalens Raae;
Han kan dem uden Hjortebanken skue
Trygt græssende tæt ved sin Side gaae,
Som tvende lyse Skyer paa Himlens Belte
En Havbliks Dag adskilte længe staae,
Tilsidst de i et Vindstød sammensmelte,
Og evig eet ei meer adskilles maae:
Saaledes og i mangen Aftenrøde,
Opflammede af den ukjendte Lyst,
De hulde Elskovs Børn hinanden møde,
For hun med Bæven synker til hans Bryst,
Som Blomst til Blomst sig vuggende opslynger,
Saa hviler Pigen i sin Ynglings Arm:
De Lilliehænder Heltens Hals omslynger,
Smiil ej, o Pige! end du ikke kjender,
Hvor Elskovs Morgenrøde blegner brat:
Den er en Ild, som stærk men stakket brænder,
Et Solglimt førend Stormens lange Nat,
Ak! er det Blod, i dine Aarer rinder,
Ej Thorgrims Blod — hiin stolte Drot i Nord:
Saa var, o Thora! eders Fædre Fiender,
Den gamle Helt i Vrede sammentrækker
De tykke Bryn, han løfter mørk sin Haand:
„Hvis du min slukte Vredes Ild opvækker —
„Det bliver hans Død — han er min Avindsmand."
Som pludselig en Storm fra Frostens Egne
En sildig Blomst til Jorden kryster ned:
Saa monne Thorgrims blege Dotter segne —
Falsk var dit Haab, o grumme Kjærlighed!
Dog mødes de endnu, naar Natten breder
Sit tætte Skjul i Lunden over dem.
Med Sukke blandes da de stjaalne Glæder,
Og under Kysse vælder Taaren frem.
Men Somren er forbi, de brune Blade
I kolde Vindes Hvirvler rasle ned;
Et mørkt og oprørt Hav er Engens Flade
En nøgen Klippe Dalens Blomsterbed,
Med Haanden under Kind udi sit Fængsel
Mod Vesten stirrer Thoras Øje hen;
Hun efter Solens Dalen seer med Længsel,
Den samler hende med sit Hjertes Ven,
Han seer det Lys, den elskte Pige tænder,
Og springer dristig over Bjerg og Dal:
Men stærkere i Heltens Hjerte brænder,
Den Ild, hans unge Liv fortære skal,
En Vinteraften Nordenvinden stryger
Hen over Marken skjærende og kold;
Den tætte Snee fra Himmelen nedsnyger
Og hvirvler hvinende om Borgens Vold.
„Hvor est du unge Helt! din Pige venter;
„Kan du og trænge gjennem Stormen hen?
„O vogt dig vel for Bjergets stejle Skrænter!
„Din Død er min, du Thoras elskte Ven!"
Men Fridlejf vader gjennem Sneens Dynger;
Han skimter Lyset højt paa Bjergets Top,
Snart han paa Elvens skjøre Iistag gynger,
Snart over glatte Klipper strider op.
Nu hævner Hogbrod sig — din lumske Fiende
Har Lampen paa en Afgrunds Bredde sat;
Den slukkes — ak! hvor vilt du arme finde
Din Frelse gjennem Snee og Storm og Nat?
Men Stormen hyler — ingen Stjerne blinker,
Og Frosten skjærer, Natten er saa lang:
Han raver over Klintens stejle Brinker,
Til Havets Brølen standser Heltens Gang.
Haardt knuger Frosten — Styrkens Søn maa segne,
Han gyser — det er Dødens bittre Stund;
Paa Ungdoms Kinder Livets Roser blegne,
Og Thoras Navn døer paa den blege Mund.
Svar var din Sorg, o Thora! Solen smiler;
Vaarblomsten alt af Jorden dukker op,
Hvi mon hun ej til Klippedalen iler?
Til Kilden, eller Højens grønne Top?
Hun er et Liig i Dødens snævre Bolig,
Hiint Kors fortæller, hun var eengang her.
Farvel du hulde! Dødens Søvn er rolig,
Dens Mulm er meer end Livets Solglands værd.