Ved Foden og paa Skrænterne af Fjelde
Fra hvilke Kilder glindsende udvælde.
Hvor Gøtheborg dog ligger stolt og smukt!
See! Skib om Skib med vidtudspilte Vinger
I colossalske Dandse sig hensvinger
Paa Gøthaelvens store blanke Bugt.
Naar jeg mit Blik ned henmed Stranden kaster,
I hver en Viig det vrimler tykt af Master;
Bestandig Nogle komme. Nogle gaae.
Naar jeg det op til Klippevæggen løfter,
Omkrandsede af Grønt i alle Kløvter
Jeg Villa seer hos Villa vakkert staae.
Langt vakkrere jeg fandt det dog derinde!
Udlænding kom jeg, skulde strax dog finde
Hvad aldrig kan udslettes af min Sjæl.
Jeg kom som Fremmed; ikke saa jeg rejste:
Mig Vennehaand tilvinked ømt Farvel.
Farvel, Farvel! — Snart, Svea, skalt du svinde
Udaf mit Syn, men aldrig af mit Minde —
Farvel du elskelige Broderland?
Far alle vel, I mine Venner kjære!
Men Eders Minde skal jeg med mig bære
Didhjem til Fædrelandets fjerne Strand.
Novembersolen ned til Havet iler;
Den sit Farvel igjennem Taage smiler.
Som gjennem Graad en Glædesstraale mat.
I Østen truer mørke Vinterblaane;
Den bærer paa sin Top den blege Maane
Til Herredømmet over lange Nat.
Udsluk nu, Phantasus! din Tryllelampe!
Snart tænder Himlen sine; Rimens Dampe
Indhylle Jorden i sit Sørgeflor.
Men der bli’er lyst foroven: alle Kanter
Klart funkle hine Himmeldiamanter;
Og Nordlysflammen sig imellem snoer.
Tie nu, min Stemme! stille! svage Tunge!
Lyt hist! Hvad kan en Mund af Støv vel sjunge
Til hine Sphærers dybe Orgelrøst?
Mit Hjerte svulmer, men min Læbe tier,
Min Aand fornemmer Cherubharmonier,
Og hæver sig fra Jordens dunkle Kyst.