Er det en Sejler hisset dybt i Vesten?
Hvad eller Skum, lagt paa et Rif af Blæsten?
„Nej! det er Leckø Slot.” Ah! Leckø Slot!
Af mange Frasagn kjender jeg det godt.
Ærværdigt er det ved sin høje Ælde,
Et Minde om de svundne Tiders Vælde.
Som Ridderborg og Røverborg det stod
Og trodsed’ Konger paa sin Klippefod
Hvo mon beboer det gamle Slot nu? — „Ingen.”
„Forsvunden er dets gamle Glands og Pragt,
„Nu staaer det overladt til Tidens Magt
„Og Aanderne, som det hver Nat besøge,
„Og uforstyrrede derinde spøge.
„Saasnart som Midnatsmørket falder paa
„Der høres Heste trampe. Porte gaae;
„Og Trommer buldre og Trompeter stralde,
„Og Kjæder rasle. Vindebroer falde.
„Da bli’er i Slottet først en lystig Færd:
„Der klinge Bægere, der klinge Sværd;
„Man hører sjunge og man hører græde,
„Og overalt er lyst: ved Lampers Glands
„Man skuer Slagsmaal, og man skuer Dands.
„Saa gaaer det fort den hele Midnatstime.
„Paa Slaget eet den vilde Hær mon stime
„Af Borgen ud; og Lyset slukkes bradt,
„Og taus som Graven er den skumle Nat.
„At sejle her forbi, naar Sol er nede,
„Vil kun den visse Undergang berede.”
Saa lod det skumle Sagn. Mig tyktes fast,
At Hjulene løb om med større Hast
Som vi kom derforbi; og at jeg Været
Trak lettere, da bag vi havde Skjæret;
Og liig en Sommerskye paa Bølgen blaa