Jeg ogsaa her en Stambog saae
Med smukke Mindeblade.
Tolv tusind Gjæster om den staae
I lange tause Rade.
Fra alle Verdens Hjørner kom
De, Levende og Døde;
De Gamle fra Athen og Rom
Med Nordens sammenstøde.
Grev de la Gardie dem indbød
Fra alle Verdens Riger;
Men fra det skjønne Løberød
Slet Ingen mere viger. >
Ja Hvo gad ikke længer her
I saadant Selskab dvæle.
Og Dage, Uger, Maaneder —
Ja meer fra Tiden stjæle?
Og saa fra Aanders stille Buur
I Skov og Have ile,
At see den levende Natur
I al sin Skjønhed smile.
Ak! Alt hvad her dog er at see,
Til Sind og Sands at fryde!
Du skulde troe: en mægtig Fee
Maa have her at byde.
Ak! hvilken Have stor og riig
Paa Blomster og paa Frugter!
En Søe med løvbekrandset Viig,
Som sig imellem bugter!
Ak hvilken herlig Blomsterpragt
Fremtryllet her Du skuer!
Sydsolens Flor til Norden bragt
Med Ananas og Druer!
Nei Du kan ikke see Dig mæt
Paa Skattene derinde;
Og Foden førend Øjet træt
Du visselig vil finde.
Saa gik det mig. Ak alt for kort
Jeg Løberød har gjæstet.
Jeg sukked’; men jeg skulde bort,
Mit Blik mod Norden fæstet.
Da jeg det Ryggen havde vendt —
Tungt var det, at jeg maatte —
Det kom mig for: jeg havde kjendt
Eet af Morganas Slotte.