Jeg drømmer tidt endnu, jeg er i Sverrig:
Snart ager jeg paa liden Gumpekærre
Igjennem Skaanes skjønne danske Egne;
I mørke Skov ad Fjelde op og ned;
Med M. og E. og J. og R. og T.
Med alle dem, hvis Navne jeg bevarer
I øm og uudslettelig Erindring.
Mit danske Maal, idet hun gumler paa
Roer Baaden frem. Snart staaer jeg paa Dampskibet,
Hvis Mølleværk med Brusen og med Banken
Mig bærer ogsaa op og ned ad Bjerge;
Nu over Vand, og atter, som Skibladner,
Hen over Land. Her springer kunstig Fos
Fra Slusens Bund; der tordner høit Naturens —
Troldhættan mellem sine Klippemure.
Saa gjør jeg ofte Reisen om igjen;
Men neppe oftere end til det Bjerg,
Som hæver høit sig over Skaanes Sletter —
Rommeliklint. Det ligner Himmelbjerget
I Frastand seet; og det er ogsaa lyngklædt;
Og der er Skov omkring og blanke Søer;
Og over vide Marker tæt bebygte
Jeg øiner Lundekirkens Tvillingtaarne,
Og tykkes, det er Viborg. — Der er Sundet,
Med sine Masteskove; der er Malmøe
Og Kjøbenhavn — see Begges Kirkespire
Staae ganske nær hverandre, ret som Master
Paa eet og samme Skib.
Ak! denne Hede,
Som dækker Bakkerne trindt neden om mig.
Den blomstrer alt: de brune Riis besprænges
Fra mørke Grund, og smiler til Blaaklokken,
Der nikker venligt med sit faure Hoved.
Men tys! jeg hører Gossens Smeld og Piben
Alt ligger nu det skaanske Himmelbjerg
Langt bag mig; og et andet nærmer sig.
Og reiser sine mørke Klippemasser
Imod mig truende mod Himlen op.