Femte Døgn
(Viborg Snapsthing)
(Viborg Snapsthing)
Barberen.
O! I Poeternes Tjenestepiger!
I gamle muser — hvad er det, jeg siger?
I ere ej gamle — jeg tvertimod troer,
I blive yngere Aar for Aar.
Det ord det faldt mig nu saa paa Tungen,
Der var ikkun hen udi Vejret sungen;
Jeg som de andre imellem blunder;
Thi naar jeg betænker mig — nuomstunder
Jeg hører Jer Frøkner, næsten alle,
Saa spædt, umyndigt, enfoldigt lalle,
Saa sværmerisk maatte at læspe og summe
I Elegier saa sygelig fromme,
I eventyr baade fæle og lange
At gjøre jer selv og Andre bange:
Som Børn med Dukker, I med jer Lire,
Med to Gange tre og to Gange fire,
Mon ellers plejer at kalde Sonetter.
Kort sagt: det barnlige Naive
Har reent fortrængt det antikke Stive:
Saa at, om Phøbus kom til vor By,
bekjendte han: I vare fødte paanye.
I unge Muser da — men forsilde —
Det bliver nu min Opvartning at spilde:
Jeg glemte at løse mit Lærebrev
Hos Eder, da Vers jeg førstegang skrev —
Ja, hvad der er værre, hos eders Vægtere,
Den privilegerede Smags Forfægtere.
Velan da, saa faaer jeg vandre alene
Til Snapsting paa mine egne Bene.
Mine Herrer og skjønne Damer! giv Agt!
Nu dandse vi frem i treottendeels Takt,
At komme forbi denne buntede Hob,
Tobaksrøg, Støv og forvirrede Raab;
Thi jeg bekræfter ved Musernes Himmel,
Jeg finder i denne fremvæltende Stimmel
Kun magert Æmne for Poesie.
Vel veed jeg, Kunsten bestaaer deri,
Ved Rækken og Strækken og Sidespring
At gjøre Noget af Ingenting;
Men derimod finder jeg meget slem
Den Maade at tvinge en reen ubeqvem
Materie til, hvad den ikke kan blive,
— At holde en ofrende Praas ilive.
Men jeg vil derimod styrte mig frem,
Herind paa Torvet in mediam rem;
Dog holdt! jeg kan ej med Taushed forlade
En Ting, jeg opdager i denne Gade:
Hvorimod sig Publicum lader slynge;
Men seer man det an med det indre Øje,
Sig aabenbarer det Hemmelighøje.
Jeg kan det bevise til Evidents,
Det haver en ædlere, større Tendens;
Ja jeg tør sværge ved alle Ni:
Det er den nyeste Philosophie.
See kun, hvor man føres højt op til Himlen,
Og naar man betages deroppe af Svimlen,
Man daler atter herned til Jorden —
Det gaaeri sin cirkelformige Orden,
En Luftfart, jeg i Særdelshed ynder:
Man ender netop, hvor man begynder. —
„En Luftfart? lyster min Herre at see?
„En Dame for Publicum vil sig betee,
„Hun leder i Dannemark efter sin Lige.
„Courage! det bliver fortrinligen rart,
„Ballonen er af en besynderlig Art:
„Den fyldes med Vandstof og gas germaniqve,
„Samt fix Luft, vapeurs og alkalisk Critiqve;
„Til Ballast tager hun Stene især,
„Tag dem iagt, mine Herrer! kom ikke for nær!
„See, nu hensvæver hun over Staden,”
(Jeg synes hun sejler hernede paa Gaden —)
„Tak dog, I Danske, den gode Frue!
„Lad eders bekjendte Gavmildhed skue!
„Buk saa, og griber i eders Lomme!
„Naar hun er væk, skal en Anden komme.”
„Heute für Geld, und Morgen umsonst
„Her viser en Liniedandser sin Kunst,
„Det er en Franskmand luftig og let;
„Jetzt geht es los! nehmen sie alle Billet!
„Unter uns — jeg siger dem blot cursorisk —
„Denne Forestilling er allegorisk.
„Piller ud, mine Herrer, med deres Grunker,
„Man præsenterer en Kammerjunker:
„Han spanker til Hove udi Versailles,
„Det exeqverer han tout á merveille:
„Han synes at løbe, alligevel gaaer han,
„Han synes at falde, alligevel staaer han:
„Nu hopper, nu ligger han atter paa Knæe,
„Det Hele er meget moersomt at see:
„Nu bukker, nu ligger han plat paa Næsen —
„Alt udi et yndigt og tækkeligt væsen:
„Den synes kun simpel, alligevel er den
„Den allerstørste Ballance i Verden.”
„Her vises hele vort jordiske Liv,
Accurat som det er i et Perspectiv
Med alle dets Dyder og alle dets Fejl;
Kommer hid, mine Venner! og see jer i Spejl!
Behager De? vær saa artig! jeg be’er!
Kik De kun herind, og fortæl, hvad De seer!”
Det forekommer mig — ja saa min Tro!
Det er Peplingesøen ved Nørrebro,
Og midt over Dæmningen paa en Steen
Der sidder en Sømand med Pilebeen;
Og kan jeg troe mine egne Ører,
Han taler — ja tal kun! jeg hører, jeg hører.
„Herre Gud! det er tungt at betle sit Brød!
„Et saadant Liv er langt værre end Død
„Vel takker jeg Himlen for, hvad den vil unde;
„Men der skal meget til mange Munde;
„Min Kone er syg, mine Børn smaa.
„De arme Stakler ej sulte maae.
„Ak I, som har faaet det verdslige Gods,
„Vederqvæger en fattig vanfør Matros!”
See, der kommer Een udi dybe Tanker,
Med Hænder paa Ryggen han fremad spanker;
Nu staaer han stille, med Hovedet ryster:
Lad høre, hvorlunde han Stakkelen trøster.
„Matros! — det klinger slet ikke poetisk;
„Min Ven! han maae jamre sig mere æstetisk.
„Den, som vil tænke at røre mit Hjerte,
„Maae bedre forstaae at udtale sin Smerte;
„Han bør fremstille den voldsom enorm,
„Hans Mund maae blæse en Himmelstorm,
„Hans Maal aabenbare sig kjernefuld saftigt,
„I store Former bevæge sig kraftigt;
„Og vide midt udi al sin Elendighed,
„At soutenere en vis Anstændighed.
„Den — og ikkun den, som dette er givet,
„Vil mægte at rive mig Hjertet af Livet.”
Der vanked Intet. Her kommer en Mand,
Han ejer Penge som Sand i Strand;
Det kan ikke fejle, han giver en Klud:
Vær Du ei bange! hold Hatten ud!
„Ja som man reder, saaledes man ligger;
„Hvo ej spekulerer, gaaer om og tigger.
„Var Coursen kun ikke saa reent forbandet,
„Saa kunde man dog gjøre Et og Andet.”
Hvad hjælper det, fattige Stakkel! Du græder?
See, hist kommer Een udi røde Klæder;
Det var dog muligt, hans krigerske Hjerte
Var at bevæge ved fremmed Smerte.
„Den giver Intet, som Intet har,
„Jeg har tabt mine Penge i Billiard;
„Desuden jeg snart faaer en nye Chacot,
„Den bliver, min Salighed! dyr, kan Du troe.”
Her kommer en frøken. Det smukke Kjøn
Er gjerne barmhjertig. Min Jomfru skjøn!
Ræk dog Matrosen den sneehvide Hand;
Det lader saa yndigt, min Lilievand!
„Jeg synes, her lugter saa hæslig af Tjære?
„Immer Noget i Vejen, naar man skal spadsere.
„Det er da ellers et nyseligt Vær:
„Saa stille, der rører sig ikke en Fjær”
Der kommer en anden, lidt ældre af Aar;
Gad vide, om hun skulde blive saa haard?
„Om Søndagen borde man dog være fri
„For at høre paa Græden og Klynkeri;
„Da skulde man dog uantastet gaae.
„Hvad mon Politiet vel tænker paa?”
Der kommer en Fyr nok saa pyntet og stram.
Det var dog muligt — pas Du paa ham!
See, hvor gevaldig han træder i Stenene
Med gule Kraver paa begge Benene!
„De har Ret! der er Intet, der ærgrer mig mere
„End naar man mig vil i min Glæde genere.
„Vilde nijust ud at nyde lidt Sommer,
„Gider ikke rage her i mine Lommer.”
Mon Alle da skulde være saa slemme?
Der kommer en Herremand; ham maae du klemme.
„Klatter ei mine Penge til enkelt Mand;
„Jeg gier til de Fangne i Engelland,
„Til Søndagsskoler og Fattiganstalter:
„I kan henvende Jer til min Forvalter!” —
„Gud naade mig Stakkel! hvor vil det gaae?
„Her er vel ej mere at vente paa!
„Selv er jeg hungrig, min Tunge brænder,
„Og kommer jeg hjem saa med tomme Hænder,
„Da skrige de arme, velsignede Unger,
„Med sultne Maver og tørstige Tunger,
„Og lede forgjæves i mine Lommer
„Om gamle Skorper og skimlede Krummer;
„Og saa den føde, uskyldige Spæde —
„Forgjæves sig vrider den lille Orm —
„Ak! gid jeg var ude ret i en Storm!”
Taalmodig, min Broder! der kommer en Mand,
Han er vist et Lem af den gejstlige Stand:
Barmhjertighed er jo netop hans Metier;
Han tager til Hjertet — nu skal vi see!
„Gak Du kun trøstig hjem til din Familie!
„Frisk Mod, Søn! dit Kors er jo Himlens Villie;
„Den føder Ravne og Spurvene smaa,
„Hvad Du behøver, Du sikkert vil faae.”
Der er en Collega nok? — Pyt! ikke andet!
Det er kun en Skolemester fra Landet.
„Saasom og formedelst det haver sig føjet,
„At den, som tilforn var dybt nedbøjet,
„Er nu ophøiet til Velstand og Herlighed:
„Meddele Andre — men hille den Slemme!
„Jeg troer, jeg har glemt mine Penge hjemme.”
Der kommer en Bonde; han gaaer og gumler;
Det lader, som om han i Lommen fumler.
„Mit Smørrebrød kan jeg ret godt æde selv;
„En Bonde skal heller ikke sulte ihjel.
„Desuden er det et jammerligt Aar,
„Mit Korn paa Marken kun maadeligt staaer.”
Giv Agt paa denne baldyrede Mand,
Det veed jeg, at baade han vil og han kan.
„Skal I endelig sidde her midt paa Vejen,
„Og med jeres Klynk gjøre Folk forlegen?
„Den Paatrængenhed er impertinent;
„Jer Ulykke har I vel selv fortjent.”
Hvem er da vel denne, der gaaer og smaabander?
Han synes ej uliig en Fattigforstander.
„Hør Karl! Du gjør bedst i, Du pakker Dig bort!
„Vil Du gjøre Fattigvæsenet Tort?
„Hvis ikke Du skynder Dig — tro kun mig,
„Jeg skal vise Dig Vejen til Pustevig.”
„Ak, er der Ingen, som vil sig forbarme,
„Saa faaer da Døden tage mig Arme!
„Gud hjælpe min Kone og Glutter smaa!
„Nu skal da min Jammer en Ende faae.”
Han springer ud — en Anden bagefter,
Han svømmer og leder af alle Kræfter;
„Holløj! kom skynd Jer herhid med en Baad!
Halvpart af Belønning for ædel Daad!”
„Her er Voxkabinet!” Hvor? — „Ind ad denne Dør.
„Der har hverken siden, ej heller før,
„I Danmark været sligt Mesterstykke;
„Desaarsag det og har gjort rasende Lykke
„Ved Hoffet i London, Hamburg og Rom —
„Der er sidste Gang — Vil De med, saa kom!
„See Dem omkring! Nu! De haver den Ære,
„I det brillianteste Selskab at være —
„De største Mænd udi alle Lande,
„Og alle Tider, det skal De sande.
„Den Første, her sidder paa højre Side,
Var fordum Professor — det maae De vide —
I Chirurgien i Grækenland;
Hr. Sinis hedder den lærde Mand.
„Hans Nabo, der staaer der saa mørk og bister,
Har saamænd været Financeminister
I Frankrige, til største Gavn
For hele Landet — Cartouche er hans Navn.
„Hr, Mandrin, som vi nu her betragter,
Var en fortræffelig Toldforpagter;
Med Bøddelen fik han engang en Duel,
Og blev udaf hannem slaget ihjel.
„Den Fjerde, jeg siger dem uden Pral,
Hr. Schinderhannes — en stor General!
Der findes nok Ingen i noget Land,
Har dræbt saa mange med egen Hand.
Omsider tabte han dog en Bataille,
Og mistede Livet udi en Galge.
„Nu kommer Blackbeard, en berømt Admiral,
Han sloges bedst med en stiv Perial;
Men da han fik hele Verden paa Nakken,
Han maatte strande paa Galgebakken.
„Arve Bravkarl maae vi ej gaae forbi,
Et ypperligt mathematisk Genie!
Ved Politiets Kabaler og Rænker
Han endte sit daadfulde Liv i Lænker.
„Peer Mikkelsen, Doctor i Mekanik!
Ham, Stakkel, det meget ulykkeligt gik:
For visse Dogmer udi hans Lære
Han blev berøvet Frihed og Ære.
„Hr. Mikkel Beegfinger hedder den Næste;
Han drev en betydelig Handel med Heste.
Paa Sidstningen gik det ham dog saa nær,
At Staten besørged hans Jordefærd.
„Hans Nabo til venstre Jens Langkniv hedder;
Af Frihed og Lighed en ivrig Tilbeder.
Med Staten han førte en lanvarig Krig,
Nu æde Ravne og Krager hans Liig.
„Margrethe hiin lange vi nu har for Øje,
Med Guldringe og sølvknappet Trøje;
I en offentlig Bygning i Viborg By
Mod Livets Storme hun søgte Ly.
„Rinaldo hedder den Cavalier,
De med den uhyre Hanekam seer:
Hans Levnet, besunget af tydske Poeter,
Kan findes paa Natborde og Secreter.”
„Der er forbi. Men om De betaler
Endnu det Halve af en Rigsdaler,
De kan bekomme en Indgangsbillet
Til mit Museum og Kunstkabinet —
Den sjeldneste Samling af Rariteter
Paa vores og alle andre Planeter.
„Her seer De Sjelen af en Karuds
Vel conserveret i Spiritus!
Af hvilken — det læses i Metaphysik —
Vor egen per emanationem udgik;
„Her gjemmes en Procurator-Samvittighed;
Jeg har beskedent og i al Skikkelighed
Om samme ledt baade op og ned,
Den haver kostet mig Slid og Sved:
Omsider jeg den hos en Slutter fandt,
Og kjøbte for en halv Pægl contant.
„Her har jeg en synderlig Tingest i Gjem!
En god Appetit, som en Rasphuuslem
Har efterladt, da hans Sjel ifjor
Igjennem hans Sidebeen udfoer.
„Her er en Sjel, som har boet tilforn
I en Fattigforstander etsteds her paa Jor’en:
Jeg laante den paa et Aar af Fanden,
Og derfor er den lidt sveden i Randen.
„Her er en Proces, som en Fattig har vundet
Imod en Anden; den er just fundet,
Da man hos hannem lod registrere,
For Sagens Omkostninger er clarere.
„Naar denne Naal De for Øjet tager,
Paa Spidsen et Stervbo De let opdager:
Det er lidt tyndt, men i elleve Aar
Saa mangen Forandring der for sig gaaer.
„Af Antiqviteter til toute la reste
Os denne Skuffe tilbyder en Fest.
„Her er en Tanke, som jeg har pillet
Af en allerkjereste nysselig Fee.
Sligt faaer man just ikke hver Dag at see.
„Her er en særdeles sjelden Antik:
Et Titelblad, jeg af en Hændelse fik,
Til en Roman, som har ladt sig see
Aar attenhundred og elleve.
„Og nu, min Herre! tak for Besørgelsen!
Ifald De vil bidrage til Forøgelsen
Af denne nationale Skat —
Her min Adresse — god Nat, god Nat!”
„Befaler min Herre? her er Placater.
„Paa Viborg nationale Theater
„Opføres med Øvrighedens Bevilling
„Paa flere Liebhaveres Forestilling
„I Aften precisement Klokken syv:
„Pyt — eller den yndige Hjertetyv,
„Af Brinborion — Etourneau — Jean — Le Cat
„Ved et Videnskabs-Selskab frit oversat;
„Personerne: Davo, en gammel Mand,
„Lord Murra, en Herre fra Engelland,
„Fanchette, den gamle Davos Myndling,
„Martin, hans Søn og Fachettes Yndling,
„Lisette, Frøkenens Kammerpige. —
„Handlingen foregaaer paa en Stige,
„Begynder ved Midnat og ender lidt efter.
„Man vil arbejde af alle Kræfter,
„At gjøre Publicums Fordringer fyldest;
„Men saa forventer man sammes Hyldest,
„Og smiggrer sig med et stort Personale.
„Smaa Børn ej meer end det Halve betale.
„Billetten koster en Daler Rigsbank.
„Viborg den tyvende Junius. Frank.”
En Daler er rigtignok mange Penge
Det varer vel sagtens ugudeligt længe;
De Udgivter ere desuden omsomst,
Der spilles paa Videnskaber og Kunst.
Men siden Andre nu ere saa gale,
Kan jeg jo ogsaa min Daler betale
Til Frøken Thalias Lazaret.
„Hr. Frank! darf ich bitten um ein Billet!
Jeg sulter efter lidt Sjæleføde.
Men hille den slemme rystende Jøde!
Hvor her er fuldt og hvor her er hedt!
Jeg alt før Stykket er gandske svedt.
Hvor vil det gaae min elendige Krop,
Naar siden — Tys, nu gaaer Dækket op!
(Fanchette i Vindvet) Ich will doch hoffen,
Die Leiter ist da, und das Fenster offen.
Meine liebe Lisette! ich will dir sagen,
Ich habe hievon sehr grosses Behagen.
Wo mag er doch stecken der hertzens Junge?
(Martin udenfor, smækker med sin Tunge)
Hier bin ich, mein Schatz! dir ist ja wohl bange?
(Fanchette) Mein Liebster, Du zøgerst so lange.
Ich fürchte gar sehr, dein gestrenger Hr. Vater —
(Martin indenfor) Was, der alte Kater?
(Parterret leer) — nun wir wollen doch sehen,
Ob wir ihm nich eine Nase drehen
So lang als wi so — (Parterret klapper,
Martin bukker, men Lisette ham napper
I Ærmet) — Potz Schwerenoth Donnerwetter!
Hier kömmt der Teufel sein leiblicher Vetter.
(En Tilskuer) — det er en Fandens Pige.
(En Bænk gaaer istykker — Damerne skrige.
Fancette hvisker): Was will er hier?
Kann doch nicht glauben, der dicke Stier,
Der alte sacramentsche Lord Murra —
(Parterret klapper og raaber Hurra! —
Fanchette nejer. En Røst paa Parterret)
Jeg troer, hendes Kjole er kun af Lærred.
(En anden Stemme) Det er Musselin.
(En tredie) Nej Tak! den er ikke saa fiin.
(Lord Murra kommer og siger) Hm!
Wo ist die Lisette, die Here — Goddamn!
(Hans ene Strømpe er nede — en Fnisen
Saavel paa Parterret som bag Coulissen —
Fanchette i Vindvet): Hier ist ein Dieb!
(Lisette) Gieb ihm einen tüchtigen Hieb!
(En Smed paa Parterret) Nu faaer han Klaps.
(En Anden) Bruder! hast Du ein Schnapps?
(Davo) Ich möchte doch wissen, warum
Mein Sohn sich im Dunkeln treibt immer herum?
Viellicht hat er Wieder’n Stück Wild ’rausgewittert,
Ich habe den Bengel zu wohl gesüttert.
(Martin) Ha! wart’nur, Du alter Hund!
(En Dame skriger, en anden faaer ondt. —
Davo til Lord Murra) Canaille! Halt!
Holla! meine Kinder, ein Räuber! Gewalt!
Was treibt Du im Finstern hier für ein Gewerb?
(En Røst fra Parterret); Det gjør han superb!
(Lisette) Ich kann es nicht länger verhehlen,
Es ist Lord Murra — er wollte stehen
Des Fräuleins Ehre; er kam auf dem Fittig
Der Nacht — (En Dame: hvor hun er vittig!)
Da kam ihr tapfere Sohn geflogen —
(En Mand paa Parterret) Das hast Du gelogen!
(En Stemme) „Hvem mon der har gjort det Stykke?”
(En anden) „En Tydsker, saavidt jeg kan tykke.”
(Martin) Und in so fern als die sachen
Stehn jetzo — was ist wohl sonstens zu machen,
Als uns zwey Liebenden gleich zu beglücken,
(Davo) Ich sag’ dir aus freien Stücken,
Mein lieber Hr. Sohn! es geht nimmer an —
(Lisette tager en Potte med Vand,
Og kaster den ud paa den gamle Davo;
Parterret klapper og raaber Bravo).
(Fanchette) Wie schmeckt das, lieber Gevatter?
(Parterret er færdig at sprække af Latter).
(Davo) Meine Kinder, Jetzt will ich mich geben,
Kömmt alle geschwind und umschlingt mich wie Reben!
Es war ja mein Ernst nicht, ’swar gar nicht an dem —
(Damerne taer deres Tørklæder frem,
Nogle hulke og andre sukke.
De spillende Herrer og Damer bukke.
Davo træder frem og siger paa Dansk):
„Denne Styk, som ferst er forfattet po Fransk,
Und den wi forhere har havt den Ære
For fürstlich Personer at presentere
Erfordert viel Zeit tzum Einstudieren;
Muss auch die Rollen so oft probiren;
Drum kan es nicht eher als in zwei Tagen
Gegeben werden — was wollt’ich sagen? —
Wir spilen Morgen ein luftiges Stück,
Es heiss: Der Schauspieler ohne Sorgen —
Jetz gute Nacht — und freut euch auf Morgen!”
Hvo er det, som kommer med Citaren hist?
Maaske en Poet? ja det tænker jeg vist:
Han er saa behængt med Fioler blaae,
Kjerminder, Roser og Lilier smaa,
Og tilmed seer han saa tungsindig ud,
Saa skummel af Øjne, saa bleg af Hud.
Nu stemmer han Citaren, henter at Suk,
Laer falde en Taare, og gjør os et Buk:
(Den ulykkelige Ridder.)
„I ømme Sjele fjern og nær!
Nu vil jeg til at spille:
Kommer Smaapiger og Børn især!
Pylle, pylle, pylle!
Se. Natten er saa melancholsk!
Blod-Maanen er saa stille:
Jeg bliir af Vemod halv catholsk.
pylle, pylle, pylle!
Jeg er saa gyselig beklemt,
See, mine Taarer trille!
Min Cithar udi Mol er stemt.
Pylle, pylle, pylle!
Der var engang en Riddersmand —
Lad dog en Taare trille!
Han gik sig til det hellige Land.
Pylle, pylle, pylle!
Der slog han Hedninger ihjel —
Det var det just, han vilde —
Fra lyse Morgen til Qvæld.
Pylle, pylle, pylle!
Deraf blev han omsider keed,
Og det var meget ilde;
Saa drog han hjem af Østerled.
Pylle, pylle, pylle!
Thi reed han paa en Drage hjem;
Sært var det, at han vilde:
„Mon Kjærest min har mig igjen?”
Pylle, pylle, pylle!
Og der han kom i Gaarden ind,
Den Lilievand at gille,
Han slog paa Døren med sit Skind.
Pylle, pyle, pylle!
Men der var ingen Lilievand;
Ak! hvor det dog var ilde!
Hun var just omskabt til en And
Pylle, pylle, pylle!
Og Ridderen blev til en Kok:
Saa lad nu Taaren trille!
Var dette ikke traurigt nok?
Pylle, pylle, pylle!” —
— Aha! nu veed jeg omtrent, hvem det var:
Vist Een, der har smagt af det store Kar,
Som Ørnen slap i sin Angest og Qvide —
See! er han og kommet op at ride!
Det er dog snurrigt med disse Stakler,
Naar Solen skinner, saa tænde de Fakler,
Naar Skjalden prøver Basunens Kræfter,
Paa Papagenen de hvippe ham efter.
Naar han opildes af hellig Flamme,
Strax tænke de, dem vederfares det samme.
Naar han Skyen sig dristigen svinger,
Strax vil de bagefter, skjøndt uden Vinger.
Men daler han stundom, som og han kan skee,
Herned til Jorden — da skal I kun see,
Da flokkes de om ham, og nappes om alle
De Fjeder, han lader paa Jorden falde.
Saa skriger hele den skaldede Trop,
Gjør Hanebeen og blæser sig op.
Det værste er dog, at Flokken især
Kun griber efter de rippede Fjær;
Faaer Digteren for Exempel i Sinde,
At stirre vel længe paa en Kjerminde,
Strax komme Husbonde med Pige og Dreng,
Øjeblikkelig de plyndre den hele Eng.
Og plukker Skjalden imellem Roser,
Da samle de Andre sig hele Poser.
Men saa har det ganget, vil gange, og gaaer,
Saalænge som Verden har standet og staaer.
Evoe, Evan! hvor kommer du hid,
I denne dyre forkrympede Tid?
Hvad vil Du da her, hvor ingen Viinranker
Groe paa de sorte og skaldede Banker?
Hvor Brændeviinsflasken og Godtølskruset
Gjør Sjelen dorsk og gement beruset?
Har Du da bragt med af din egen Viin
Fra Neckar, Mosel, eller fra Rhin?
Og, ridende hid paa en Rødviins-Bempel?
I Viborg Snapsting opreist Dig et Tempel?
See disse unge begejstrede Sjele,
Med stive Øjne og lallende Mæle! —
Har Du alt lært dem, Du lille Tykke!
At søge og finde den sande Lykke?
Forjage Sorgen, og Glæden forcere,
Og Fædrenes Grunker at destillere?
Ha! Glæden er smitsom — det føler jeg grant —
Et Anker, Hr. Vert! jeg betaler contant,
Er baade en rar og fornuftig Spas.
God Taar, mine Herre! nu søge Fiolen!
Holloj! Du, som sidder og rider paa Stolen!
Naar man skal drikke, saa maae man sjunge,
Og bedst man jo sjunger med stammende Tunge:
Velan da, saa lad os Viinguden prise!
Syng os ret en extra ugudelig Vise!
(Drikkevise.)
„Hurra Kammerater, nu igjen!
Bruger Tiden vel, den iler saare hastig hen.
Denne Stund er vor endnu — maaskee
Skal det og den allersidste være.
Dag paa Dag henruller brat som Sky paa sky,
Knap vi arrivere, før igjen vi flye!
Barsel, Bryllup og Begravelse
Er ikun et Øjebliks Affære.
Spild ei, Du Svage,
Med Tanker og Klage
De faa og ustadige Dage!
Langt bort med Sorgen,
Tag Glæden paa Borgen,
Lev nu og tænk ej paa i Morgen!
Barnet kryber, Drengen løber, Manden gaaer;
Vaklende ved Staven blege Olding staaer;
Fremad Marsch! omkring! gaae hjem! —
Er ikkun et Øjebliks Affærde.
„Hurra Kammerater, nu igjen!
Bruger Tiden vel, den iler saare hastig hen.
Denne stund er vor endnu — maaskee
Skal det og den allersidste være.
Kjerlighedens Fryd er skjøn, men ak! saa Kort;
Blodet kjølnes snarlig, Ilden svinder bort:
Rød paa Kinderne — om Næsen bleg,
Er ikkun et Øjebliks Affærde.
Kys da de Søde,
Mens Roserne røde
Paa Kinderne blussende gløde!
Oldingens Klage
Ej falder tilbage
De korte, men smilende Dage.
Skyn Dig da, min Gut! mens Du er ung og varm,
Før det blier for silde, tag din Glut i Arm!
Pige —Kone — Grandmama —
Er ikkun et Øjebliks Affærde.
„Hurra Kammerater, nu igjen!
Bruger Tiden vel, den iler saare hastig hen.
Denne Stund er vor endnu — maaskee
Skal det og den allesidste være.
Troe ej Lykken, Kjere, ak hun er af Glar;
Brækkes snarlig, om hun skinner nok saa klar:
Stor og liden, riig og banqerot
Er ikkun et Øjebliks Affærde.
Medens Du strider,
Og træller og slider,
Dit Liv saa umærket henglider;
Før Du har vundet,
Er Drømmen forsvundet,
Og Glasset for evig udrundet.
Lykken leer i Dag, i Morgen er hun vred;
Hvo, som klyver højt op, falder ofte ned:
Fændrik — Kejser og caput —
Er ikkun et Øjebliks Affærde.
„Hurra Kammerater, nok engang!
Munter nu, skjænk i, drik ud! thi Dagen er ej lang.
Denne Stund er vor endnu — maaskee
Skal det og den allersidste være.
See, hvor Tiden iler, lad os ile med!
Nyde Glæden, Venner, før den ile med!
Proppen ud, Kluk, Kluk, og Flasken tom —
Er ikkun et Øjebliks Affære.
Synge og drikke
Til sidste Hikke,
Saa vare Forfædrenes Skikke;
Drikke og sjunge
Mens vi ere unge,
Saa Lofter og Vægge skal runge!
Nu god Taar, god Taar! god rolig Nat og Tak!
Skaal for den, som skjænked! Slaal for den, som drak!
Glasset fuldt og Glasset tomt —
Er ikkun et Øiebliks Affærde.”
Kik, Viintapperdreng, ud ad Vindvet engang!
Hvad er det vel for en besynderlig Klang,
Der lyder hist ede fra Gaden herop?
„Det er den Blinde med hans Pasop:
„Han gnider dygtig paa trende Strenge;
„Vil De ikke gi’e ham en markes Penge?
„Kom hid Pasop! med din Herres Hat!” —
See der! Naa Blinde! igjen tag fat!
(Den Blindes Sang.)
„Ak I, som leve i Lysets Land,
Forbarmer Jer over den fattige Mand!
Mig blinde Stakkel, som aldrig har kjendt
Den Sol, mine gamle Kinder har brændt;
Mig blinde Stakkel, som aldrig saae
De Bryster, ved hvilke jeg diende laae;
Som aldrig har skuet den favnenede Arm,
„Der kjælende drog mig til Moderbarm;
Og ingen af alle de Faderblik,
Ej heller de Smiil, jeg med Kyse fik;
Men vel fornummet den Graad saa salt,
Der paa mine Læber med Kyssene faldt;
Og vel fornummet de Sukke, hvor tyst
De stege fra mine Forældres Bryst,
Naar mine Sødskende lystelig sprang
Omkring den Blinde paa Foraarsvang.
Ak I, som frydes i Dagens Skin!
Jeg vanker i Mørket forladt og blind;
I sysle og færdes i Solens Land,
I Mørket græder den blinde Mand.
I leve og elske, jeg hører jer Fryd;
Den smerter mit Øre, den jublende Lyd.
Mit Hjerte har luet — ak, uden Trøst
Det brister uelsket paa alfare Sti.
Jeg er her paa Jorden saa fremmed en Gjæst;
Mig Sorgen har budet, den sidder mig næst.
Jeg længes, jeg længes, min Nat er saa lang,
Naar skal jeg ende min vildsomme Gang?
Ak I, som skue den skinnende Dag!
Jeg er en Olding saa fattig og svag.
Forbarmer Jer over den blinde Mand,
Mens han skal vandre i Mørkets Land!”
Naa! den var vist af Herr Compagnonen,
Jeg kunde jo kjende det strax paa tonen.
Han huer det Skumle, det Ossianske —
Nej da skal jeg be’e om det Gallikanske:
Det kan man forstaae og det ynder de Fleste,
Og Plurariteten har Ret for det meste —
Det Høje taer ogsaa for stærkt paa Forstanden,
Og derfor — men see kun! der har vi jo Manden.
Nej, følg nu med mig gjennem denne Gyde,
Da skal Du et ædlere Skuespil nyde —
Ja selv spille med, din Rolle er let,
Tragedien hedder: Allabasset.
Jeg sige Dig, uden Allegorie,
Men da jeg formoder, Du paa sin poetisk
Vil finde Figurlighed mere æsthetisk,
Den hele forretning under et Billed
Af Verdenshandel sig bedstfremstilled:
Pro primo hiin Mand vi betragte bør —
I daglig Tale han kaldes Bankør —
Han forestiller en stor Potentat,
Den Lignelse tykkes mig, er akkurat;
Thi naar Du Spillet vil attendere,
Du seer jo, hvor Pengene circulere
Imellem de Andre, menstedse vender
Tilbage udi Herr Bankørens Hænder:
Saa at omsider, før Spillet er endt
Een efter den Anden blier insolvent.
Han har Profitten saavelsom Honneuren,
Skjøndt han maae dele den med Markøren,
Hvem jeg vil kalde den lille Tyrk —
Hvad er der? hvi blev her paa engang saa mørk?
Har Tyrken slugt Lyset? han er vel bange,
At Politiet skal Eder fange;
Men Fogden kommer jo ikke med Sang,
Ved Skin af Fakler, i Sneglegang?
Det er i Sandhed en Liigskare sort;
Herre Gud! hvem mon de nu der bærer bort?
Ak, er det ikke den agtbare Mand,
Den ærlige Borger udi vort Land,
Som haver boet her saa mange Aar? —
Hans Navn mig nu lige for Munden staaer —
Den gode gamle — ja saa min fandt!
Den gode gamle Herr Niels Contant.
ja ja! saa hastig det med os er gjort!
Vi veed ej, hvor snarlig den sorte Port
Skal aabnes. Han sad i den bedste Næring;
Hvo skulde tænkt, at han dog af Tæring
Omsider skulde gaae ned i Graven?
Mon han har hentet i Kjøbenhavn,
Hvad eller i Hamborg sig denne Ulykke?
„De eer nok Fremmed her, kan jeg tykke —
„Mens De ei har i Erfaring bragt,
„At Lusesyge har ham nedlagt
„I Graven. De gnaved ham allevegne,
„Saavel de fremmede, som hans egne,
„Saavel foruden, som og forinden;
„Den Syge blev da omsider Pinden
„Til hans Ligkiste — — til Side! snart!
„Kom vi maae skjule os med en Fart!
„Lad os itide undbløde Faren,
„Der blier et Oprør i hele Skaren:”
„„Slaae te ham! hang him! korsfæst ham, korsfæst!””
— Nu troer jeg, at Flugten tjener mig bedst;
Det kunde blive en dejlig Proces
Med hele den store Viborger Congres!
Paa saadan en Maade jeg nødig gad døe —
Hjemad til Nibe! — Nu Snapsting! Adio!