Robin Hood
(Gammelengelsk Ballade)
(Gammelengelsk Ballade)
Det er saa lystigt i Vaaren forvist,
Da grønnes baade Skov og Vang;
Guldfinken sidder oppaa sin Qvist,
Og synger sin Foraarssang.
Ba Busken ligger en Skytte saa prud,
Og støtter sig paa sin Hand;
Berømt saa vide om Land.
Og Robin taler til Staldbroder sin;
„Jeg havde en Drøm heel sær;
„Mig tyktes, jeg mødte en Ridder fiin
„Med Bue, Glavind og Spær.”
„Han slog mig til Jorden med haarde Slag,
„Og røved min Bue saa god;
„Men kan jeg finde den Ridder en Dag,
„Jeg seer vel hans Hjerteblod.”
— „Drømme som Vindene komme og flye;”
Svarte han John hiin lille —
„Om Natten blæser det vildt fra Sky;
„Om Dagen vorder det stille.”
— „Herop mine Drenge! tag Buerne fat!
„Nu ville vi søge paastand
„Den Fiende, om hvem jeg drømte inat:
„Han vorder en Dødsens Mand.”
Og som han nu fremad i Skoven gaaer
Alt med sin fredløse Hær:
Den Ridder under et Egetræ staaer,
Og støtter sig paa sit Sværd.
„Hold stille. mit Folk!” siger Robin Hood,
„Og fjæler jer her bag Bakke!
„Jeg selv allene vil vandre forud
„Og lidt med Ridderen snakke.”
— „Nej bie!” siger John, „lad mig træde hen,
„Og give ham Pilen at smage!
„Jeg tænker at komme med Sejer igjen,
„Mens I blive her tilbage.” —
— „Naar mon jeg bagerst i Striden stod?”
Siger Robin heel vred i Hu.
„Saamænd! var det ej min Bue god,
„Jeg slog dit Hoved itu.”
Af Ord kommer ofte stor Jammer og Harm:
John bliver saa gram i Sind;
Han hænger sin Bue oppaa sin Arm,
Og vandrer i Skoven ind.
Men Robin iler afsted paastand:
„Hil være Dig Staldbroder god!”
„God Morgen!” gjensvarte den fremmede Mand;
Han rørte ej Haand eller Fod.
„Du tyktes mig være en Jæger flink,
„Vel kjendt udi Skove og Krat;
„Du kanst mig dog give et lidet Vink,
„Hvor jeg maae faae Robin Hood fat?”
— „Kan hænde, Du finder den Skalk paa en Studs,
„Jeg selv vil dig hjælpe at lede.
„Men først vil vi prøve et Jægerpuds:
„Hvo bedst kan Dyrene bede.”
„Først ville vi prøve et Bueskud,
„Hvo bedst kan træffe det Sorte —
„Hist flyder fra Stammen en Pileqvist ud
„Vel hundrede Alen borte.”
Det var den Ridder, han sigter saa vist,
Han skræller den grønne Bark;
Men Robin kløver den tynde Qvist,
At Pilen fløj vide imark.
— „Det første Skud det gik som saa;
„Et andet prøve vi da!
„Kanst Du hiin Knast udi Bøgen naae,
„To hundrede Alen herfra?”
Den Ridder skyder, og sætter sin Piil
Alt udi Knasten med Kraft;
Men Robin spænder, og skyder med Iil:
Han kløver det Pileskaft.
„Det er” — siger Ridderen — „første Gang
„At jeg haver fundet min Mand;
„Men, ved min Bue saa stærk og lang,
„Du sige dit Navn mig paastand!”
— „Jeg siger dig ikke mit Navn endda,
„Før Du haver nævnet mig dit;
„Og boer Du ikke ret langt herfra,
„Mit hørte Du sikkerlig tidt.”
— „Jeg hedder Guy, og Herre jeg er
„Til Gisborn Slot saa prud;
„Og monne jeg vanke i Skoven her,
„At fange den Tyv Robin Hood.”
Hr. Guy griber til sit lange Sværd,
Og Hood til sin knortede Stav.
I Skoven begyndes saa sælsom en Færd;
Saa vide gaae Sagn derudaf.
Hr.Guy monne hugge, og Robin mon slaae,
Hans Kjep løber rundt som et Hjul.
Og styrted end Regnen fra Skyen graa,
Han stod under Kjeppen iskjul.
Ej nytter den Ridder hans stærke Arm,
Ej heller hans Hug saamange.
Han gjør ej Robin den mindste Harm;
Thi Stokken mon Huggene fange.
„Men nu” — siger Robin — „er Turen til mig,
„Jeg bøded alt længe nok.
„See til Hr. Ridder! Du hytter Dig
„For Røverens knortede Stok!”
Paa Ridderens Hjelm falder Slag paa Slag;
Det drøner om ham som en Torden.
Han bøjer sig frem, og han bøjer sig bag,
Han tumler bedøvet til Jorden.
Og Rob drager ud sin Jægerkniv:
„Nu skalt Du faae Jernet at smage!”
Saa tager han Resten af Ridderens Liv —
Der var ikkun lidet tilbage.
„Hr. Ridder!” — han siger — „I vredes dog ej?
„Jeg skal Jer sagtens fornøje:
„For Hjelm og Brynie — dem tager jeg —
„I faaer nu min Hat og min Trøje.”
Saa iler han til sin freløse Flok —
Han var dem en Herre saa kjer —
Een bærer hans Bue, en Anden hans Stok;
Han selv bærer Ridderens Svær.
„Nu vil jeg vandre ad Nottingham
„Hos stolten Sherif tilgjæst.
„Som Jæger mig var han nu altid gram;
„Som Ridder jeg huer ham bedst.”
Men vende vi os nu en Stund fra Hood,
Med samt hans knortede Stav;
Og see os imedens mod Barnesdal ud:
Hvor lille John bliver af.
Han skiltes fra Hood i en uheldig Stund
Sig selv til megen Fortred;
Thi da han kom til Barnesdal Lund,
Saa var og Sheriffen der med.
Og det var Sheriffen af Nottingham Stad
Han stod ej allene der;
Ham fulgte to hundrede Stridsmænd i Rad;
De førte baade Kaarde og Spær.
De sloge om John saa viid en Ring:
„Nu skalt Du Dig give tilfange!”
— „Saamænd!” — siger John; han seer sig omkring —
„Her er ikkun Een mod saa Mange.”
Han tager sin Bue udi sin Haand,
Og spænder Strengen med Iil:
„I fanger ikke den lille John,
„Saalænge han haver en Piil.”
Og lille John han skyder saa skrap:
Der falder en Mand ved hvert Skud.
Omsider de Pile i Koggeret slap:
Han sender den femtende ud
Da storme de alle imod ham med Hast,
Og klemme ham ned mellem Skjolde;
De binde hans Hænder med stærken Bast:
„Den skulde vel Tyven holde.”
De føre ham udenfor Nottingham By,
Og binde ham der ved et Træ.
Den stolte Sherif han leer udi Sky,
Og sætter sin Bue for Knæ.
— „Nu kanst Du ret snart byde Ravnen tilgjæst;
„Han skal dit Hjerteblod smage!”
Siger John: „Gud give, her var en Præst,
„Som vilde mit Skriftemaal tage!”
Men Robin kommer alt med sin Flok
I Lunden ved Nottingham Stad!
„Saamænd!” — siger han — „ved min knortede Stok!
„Der lave de John et Bad.”
„Drage vi nu alle imod dem hen,
„De skulle vel for os flye,
„Men dræbe da først vores lille Ven,
„Før de søge Nottingham By.”
Saa vandrer Robin allene forud;
Sheriffen sig mod ham vender:
„Der kommer Gisborns Ridder prud;
„Hans Skjoldemærke jeg kender.”
„Og haver Du slaget den ene Skjelm,
„Den anden fanged vi her.”
Men Robin nikker med Ridderens Hjelm,
Og løfter hans Bue og Spær.
Siger lille John: „Udi største Nød
„Er Hjælpen somme næst:
„Hin Ridder berede mig til min Død,
„Kan jeg ej faae bedre Præst!”
Siger Robin — han stander i blanke Staal —
„Hr Sherif! den Røver mig giv!
„At først jeg kan tage hans Skriftemaal,
„Og siden tage hans Liv.”
„Og maae jeg nu gjøre Alt som jeg vil,
„Tilbage alle maae vige!
„Slet Ingen bør det at lytte til,
„Hvad Synderen haver at sige.”
Sheriffen tilside med alle sin’ Folk,
Men Rob til sin Staldbroder gik.
Han skjar de Remme med hvasse Dolk,
Og Ridderens Bue ham fik.
Han støder i Hornet — Det gjalder i Sky:
Frem springer den fredløse Flok.
Da monne de Nottinghams Helte flye:
De rendte over Steen og Stok.
John spænder Ridderens Bue med Hast —
Han er en Skytte saa strag —
Sheriffen han løber til Nottingham fast
Med Pilen udi sin Bag.