Ih! see god Dag Hr. Landraad! hvordanne staaer det til?
Der er saa læng’ imellem De os besøge vil;
Det er jo mange Tider — et halvt Aar er det vist —
At her i disse Enge vi have seet Dem sidst.
„Ja, Kjere! jeg maae virke foruden Roe og Rist
„Og svære Embedspligter mig have fængslet hist.
„Jeg veed det nok: man venter mig her med Længsel stor;
„Med Extrapost jeg derfor herhid fra Syden foer.
„Her har jeg saa det samme uendelige Slid;
„Og naar endda jeg rigtig blev belønnet for min Flid!
„Men mine Sportler falde bestandig saare smaa:
„Af Rotter næsten igen, af Muus kun ganske faa.”
Det tykkes mig dog ikke; endskjøndt De siger saa.
Og overalt min Kjere! man klager ogsaa paa:
De gjør Dem selv betalt udi Bondens Høns og Lam,
Og er det sandt, mig tykkes: det næsten er en Skam.
„Hvad snakker De om Bonden? jo den Karl! luur De ham —
„Det skader ham slet ikke, engang han faar et Ram:
„Min Sportulering, skriger han altid paa, er dyr;
„Jeg taer kun for Udpantning mit lovlige Gebyhr.”
Ja saa! jeg har og kjendt Dem jo som en ærlig Fyr;
Der med en sjælden Strenghed Skin af det Onde skyer:
Men Embedsmænd beklikkes saa ofte, kan jeg troe,
Gid Deres Ret saa lovlig, De nye maae i Roe.