1.
På Fåborg Damperens Dæk ombord
vi styrede op gennem Flensborg Fjord.
Det var mod Aften ved Midsommertide,
men råkoldt selv på den vindlæ Side.
Vi var ikke mange. En god halv Snes.
Omkring Kahytten slog Damerne Kres.
De pludred intimt om sig og Manden,
endskønt de slet ikke kendte hinanden.
Men alle, også en skikkelig jysk
Madame fra Silkeborg, talte tysk.
Hun blev beundret for Sprogtonens Ægthed,
for Udtrykkets rent famose Korrekthed.
En flensborgsk Frøken med Lampeskærms-Hat
fandt Folkemålet afskyelig plat.
Ak ja! De seven und seventig Gensen!
Formodenlig var hendes Efternavn Jensen.
Og dog, hun beholdt ej det sidste Ord.
Ved Sandager fik vi en Kalv ombord.
Den brølede — plat — af en kraftig Lunge
omkap med en elleve Måneders Unge.
Det var ikke morsomt at høre på,
man gav sine Råd og trøsted den små.
Forstår sig Barnet. Dog måtte man tåle,
at begge fremdeles blev ved at skråle.
Omsider blev Selskabets Tilvæxt enorm.
Ved Lyksborg toges Kahytten med Storm.
En Ruse af Børn med Mødre og Tanter
der tyskedes rundt fra alle Kanter.
Så for tilværs i den synkende Dag
for Flensborg det stribede Stormagtsflag.
Vi gik fraborde — Færden var fristet —
og stod i Landet, det Land, vi har mistet.
2.
Jeg gik fra Tarp til Smedeby
imellem grønne Hegn.
Den smalle Vej var gennemblødt
af Formiddagens Regn.
Det blæste koldt, fra Marken lød
de sultne Kragers Vræl —
jeg gik i stive fem Kvarter
og mødte ej en Sjæl.
Ved Smedeby Chauseen lod
omsider Blikket frit.
Forbi en Gård med Fanestang
der grinte sort og hvidt.
Og på den åbne Landevej,
hvor intet Hus gav Ly,
jeg satte tappert Kursen op
mod Nord til Frørup By.
En Smertens Vej. Her trak vor Hær
sig bort en Vinterdag
i Blæst og Kulde, Sne og Is
med Fjenden på sin Bag.
Forkomne slingred tungt og trægt
Kolonnerne afsted . . .
I hvert Geled en Mand, for hvem
det kneb at humpe med.
Men disse bitre Minder om,
hvad Folket dengang led,
de gjorde Himlen dobbelt høj
og Vejen dobbelt bred.
På Gærdet stod et Egepur
og stred med Vinden trøst
jeg plukked et Par Blade af
og stak dem på mit Bryst.
Imellem, når jeg pusted ud,
for Marchen faldt mig lang,
og når den barske Nordenvind
om Ørerne mig sang,
så trode jeg at høre Drøn
af Vognhjul, Gny af Kamp
og tusind sinkeklædte Skos
og Støvlers tunge Tramp.
Det led mod Aften. Mørket faldt,
og det blev hundekoldt.
Da gjorde ud for Sankelmark
jeg på Chauseen Holdt.
Tilvenstre lå et Monument
med Roser om sin Fod,
jeg blotted Hodet, så mig om —
her var det, Slaget stod.
Her stod det Slag, som tvætted af
Tilbagetogets Skam.
Histoppe Generalen sad
tilhest på Bakkens Kam.
Vort Fodfolk lå langs Gærdet ned
mod Søens frosne Rand —
da stormed Fjenden frem, det blev
en Kamp af Mand mod Mand.
Stilfærdigt åbned jeg et Led
i Monumentets Hegn,
krøb op og sad på Soklens Fod,
forblæst og våd af Regn.
Ti længe havde Stormen haft
med Skyerne sit Spil,
nu endte Legen med en Gråd,
der næsten hørte til . . .
Omsider brød jeg op og sled
påny min Pilgrimssko.
Jeg nåde mødig Oversø
og gæsted Byens Kro.
Dér drak jeg Kaffe. Værtens Søn,
en otte Års Krabat,
løb om og sang, og tænk engang:
»den tapre Landsoldat«.
3.
På Vejen op gennem Sundeved
jeg vandred i høj Skærsommer
med Pibe i Mund, med Kort i Hånd
og Kirsebær i mine Lommer.
Et underligt Land. Så fredeligt, frit.
Og dog så bastet og bundet.
Erobret for mere end tyve År
tilbage, men ikke vundet.
Som Landet, så jeg. Mit Hjærte var delt.
Det både brændte og blødte.
Men Kirsebærrene øste jeg ud
til alle de Børn, jeg mødte.
Der gik en skikkelig Kone etsteds
og sankede Hø langs Grøften.
Jeg spurgte om Vej. Hun afskar strax
på Forhånd al videre Drøften.
Ti Manden, som også var ivrig med
for Høets Bjærgning at sørge,
han gik derhenne — han vidste Besked,
ham kunde jeg bare spørge.
Jeg nærmed mig ham. En velvoxen Karl
med Arme som hos en Bryder
og med et Par Øjne, hvis vågne Blink
er egent for Sønderjyder.
Naturligvis havde hans Kone Ret,
han gjorde mig hurtig Rede.
Så kom vi i Snak om tysk og dansk,
om Kampen, som står hernede.
Og Synd at sige, han syntes forknyt,
hans Ord var bitre og ramme,
men Holdningen rank, i Øjnenes Bund
en trodsigt luende Flamme.
»For se« — han smøgede Ærmerne op
og flytted rundt med sin Rive ——
»De draver vel å os æ Uniform,
men Ånden, den må de la’ blive.«
Da kom i det samme en tysk Gendarm,
umådelig stram i Tøjet.
Han gik forbi os. Vi tav for en Stund
og fulgte ham begge med Øjet.
»Da goer æ Gendarm. Han er som en Kok.
Hvæ Dav i Hodet han flyr vos.
Vi sidder hæ dov. Vi svarer hvæ sit.
Hva vil de Skælmer så gyr vos.«
Ja »hva vil de gyr vos« — det Frimands Ord,
som fløj den Jyde fra Brystet,
har mangen Gang, når jeg tænkte med Sorg
på dem dernede, mig trøstet.
4.
To gamle i et Hus —
han humpende ved Stav,
hun snaksom og adræt —
to gamle ved en Grav.
På Graven, der har slugt
den bitte Haves Jord,
i Vedbend-Rammens grønt
en Sten med mange Ord.
Han kasted denne Grav
og rejste denne Sten,
hun digtede de Vers
bag Vedbend-Rankens Gren.
To gamle i et Hus —
han hjærtensgod og brav,
og hun en flink Morlil —
to unge i en Grav . . .
Ved Bøffelkobbel Skov,
dér stod de, da det gjaldt,
dér fandt de deres Død,
dér segned de og faldt.
»De blev dog ej forglemt« —
den gamle Kvindes Ord —
»vi tog dem op og fik
dem puttet pænt i Jord.
Og nu er denne Grav,
der gæmmer deres Ben,
vort Hjærtes bedste Skat
og vores Øjesten.«
Så greb hun til Farvel
min Hånd og tav en Stund.
I Øjet stod der Gråd,
det skjalv om hendes Mund.
»Hils nu det danske Folk,
det Folk, vi elsker højt,
og sig, vi døjer ondt
og har det ofte drøjt.
Men hvordan det så går,
hvor hårdt vi bliver klemt,
I må ej glemme os,
vi har jer aldrig glemt . . .«
Det danske Folk — man har
det ofte lille gjort;
men her, ved Kvindens Ord,
blev det mig altfor stort.
Dog, bære Hilsnen ud,
det tog jeg som en Pligt.
Jeg gør det, som jeg kan,
jeg prøver med et Digt . . .
Land med unge Heltes Grave,
Land med tusind Kranses Flor,
Land, der pranger som en Have,
men hvor Rosen blodig gror,
Land med alle Mindets Bavner,
Land, vi elsker, Land, vi savner,
Land, der tog så tung en Dåb —
har du noget Fremtidshåb?
Trælsomt rinder År og Dage
under Fremmedmagtens Åg.
Den er stærk og vi for svage
til at føre Stormands Sprog.
Andre Tider, anden Lykke.
Stadig voxer Ørnens Klør —
Løvens Tand, den stolte, trygge
Løves, bider ej som før.
Hvorfra skal da Håbet komme?
Hvorfra tage Fremtids Mod?
For de små er Tiden omme,
råt de trædes under Fod.
Og den Slægt, der djærv, forvoven
kunde sætte hårdt mod hårdt,
som de gamle Trær i Skoven
fældes efterhånds, dør bort . . .
Men lad være, vi er Ymper,
stikker ikke højt i Sky,
lad der sidde mangen Stymper
rundt omkring i Land og By,
lad en fremmed Magt os trænge,
kyse os med Truselsråb —
leve gør vi, og så længe
der er Liv, er der dog Håb.
Priset hvert et Folkeminde,
Fortids Slægt os efterlod,
Livet er dog os, skal vinde
frem i os, vort Kød og Blod.
Lad os trøstig krumme Hærden,
hvor det største står på Spil,
lad os vise hele Verden,
hvad som Folk vi duer til!
Dersom vi kan fylde Pladsen,
gøre Fyldest, gøre Gavn,
drukner vi dog ej i Massen,
slettes ej vort Folkenavn.
Livet ligger ej i Skrålet,
ikke i en tom Protest,
Folkeånden, Modersmålet
rækker længst og batter bedst.
Om vi håber? Ja, det gør vi,
vi, som på vor Stamme tror.
Håber stadig. Og det tør vi
uden Brug af stærke Ord.
Men om end vor Tale dæmpes,
ét skal siges højt og lydt:
For vor Frihed må der kæmpes
ufortrødent, uforknyt.
Dyre Frihed! Du, hvem Tåber
hilser kun med Angst og Spot,
du, på hvem de bedste håber —
du vil gøre Verden godt,
lære den, hvad knap kan nægtes,
men hvad dog bør være sagt:
Intet Folk kan kues, knægtes
ved den rå, brutale Magt.
Dyre Land, som nu må tømme
Smertens Kalk, vær uden Frygt!
Ej på Længsler, ej på Drømme
er vort Håb om Fremtid bygt.
Stærk er vistnok den, der slagter
Folk og Fæ for Tronens Hvælv,
stærkere end alle Magter
er omsider Folket selv!