På Frueplads, med Blikket vendt
ærbødigt mod den gamle Ørn,
hvis Øje skuer Himlens Lys,
en Skare Russer — rene Børn.
De havde sovet mange År
på Skolebænke trindt omkring
i Landet over Pen og Bog
og kunde nærmest ingenting.
Nu stod de her — de fleste kom
fra en og anden Købstedby —
og drømte under Huen med
Kokarden på — den var så ny . . .
Men Timen slog. Den tunge Dør
til Visdoms Tempelhal gled op.
Beklemte op ad Trappen steg
Novicerne i sluttet Trop.
Det store Avditorium
blev hurtig fyldt til sidste Plads,
og her, hvor alting syntes kendt,
her følte man sig vel tilpas.
Ti her var atter Skolens Bænk,
af Buxers Bag poleret glat,
og Skolens Bord forskåret, just
som det, man havde nys forladt.
Med gamle Kammerater kom
en munter Passiar istand —
da pusled det ved Dørens Lås,
den åbnede sig for en Mand . . .
Og alle tav. Han skred forbi.
Han var af Middelhøjde, slank,
med gullig Teint, Moustache, Fip,
lidt skulderkrum, men ellers rank.
På Skolebænkene en Flok
Studenter, Russer — rene Børn.
Men på Katedret, stolt og klog,
i Blikket Himlens Lys — en Ørn.
Han var en Ørn med Næb og Klør
og skåned ikke Skovens Vildt.
På denne grønne Ungdom lå
hans mørke Øje varmt og mildt.
Måske lidt fjærnt. En fremmed Fugl.
Han ligned ikke nogen dansk.
Hans strænge Holdning, mørke Lød
var ganske sydlandsk, næsten spansk.
Han førte sig med afmålt Ro,
tog fornemt hver en Form iagt,
var kræsen ej, men altid højst
pertentlig med sin Klædedragt.
På Talerstolen stod han stram,
var lutter Tanke, lutter Ånd,
og skjulte, ellers gestusfri,
en Hoste i sin højre Hånd.
Og Foredraget selv var tungt,
abstrakt i Formen, armt på Blod.
Hans Ord lød mere læst end sagt —
en Tale uden Talens Mod.
Tiltrods for alt, tiltrods for den
Jargon, der efter Hævd blev brugt,
hans Sætnings lange Åndedræt
bevinged Ordet, gav det Flugt.
De unge skrev. Og deres Pen
kom ikke hurtig nok afsted.
Jo mindre de forstod, desmer
nødvendigt at få alting med.
Der var da dem, der daglig hang
i Høresalens fjærne Krog,
og hvem dens dunkle Visdom blev
bestandig kun en lukket Bog.
Men der var andre, som med Held
af Talens Kilder havde øst,
for hvem han havde, denne Mand,
Tilværelsens Problemer løst.
Hvad bragte vel de ganske få,
der slog sig ved hans Fod til Ro
og lytted til hans kloge Ord,
så lyst et Syn, så stærk en Tro?
Besad han den Geniets Magt,
der løser Tidens bundne Trang,
der dræber gammelt, avler nyt
og baner Vej for Slægters Gang?
Så var det ej. Han ejed vel
Talent, men endnu mere Flid.
Som Tænker kun en Epigon,
han bunded i en svunden Tid.
I Hegels Skole fik han lært,
hvad aldrig af hans Tanke veg;
og derfor blev hans Ånd abstrakt,
hans Udtryksform forældet, bleg.
Dog viste denne stille Mand,
der rolig prøvede sin Dont,
til hver en Tid, i al sin Færd
en skarp Personlighedens Front.
Ti fra sin første Ungdom vant
at stævne frem i Trods og Tål,
han hærdedes, blev stærk og fast,
hans Hjærte trygt, hans Vilje Stål.
Og aldrig kneb han udenom,
som mange andre, når det gjaldt;
han stod urokkelig på sit —
en Mand, hvem Sandhed gik for alt.
Og er der anden Tro end hans,
blev andre større Sandhed vår,
Sandheden selv, den blev ved ham
de unges Hjærter dyrebar.
En bitterkold Decemberdag
på Grænsen af et gammelt År
var Gravkapellet jævnt besat
på Stadens gamle Kirkegård.
I Midten red en Kiste højt
på Katafalkens Saddelspænd,
og rundt om stod en lille Flok
af gamle, unge — lutter Mænd.
En Tæringssot, der År og Dag
den stille Tænkers Sundhed brød,
men ikke tog hans Arbejdskraft,
den havde sejret — han var død
Nu lå han under Kistens Låg,
som under blege Blomster kvalt,
mens efter vanlig Sæd og Skik
ved Båren der blev sunget, talt.
Så tog de unge — de på hvem
den døde havde dybest Krav —
hans Kiste op og bar den ud
på Kirkegården til en Grav.
Og der var én, som ikke slap,
som hele Vejen holdt sig rank,
skønt mange andre bød sig til
og vilde gribe Kistens Hank.
Først da hans Mesters dyre Støv
var sænket ned i Gravens Skød,
fornam han sår sin højre Hånd
og fandt, den sad i blodigt Kød.
Ti ned om Kistens Sidefjæl
i brede Buer, tung og lang,
af Kristtjørnblade sammensat,
en vintergrøn Guirlande hang.
Og den, som bar sin Mesters Lig,
og fra hvis Hånd der pibled Blod,
han stirred i den åbne Grav
og smilte bittert, men forstod:
Kun Kristtjørn, ikke Lavrens Blad
omkring hans Lok, den Stund han for,
kun Kristtjørns stive, stinde Torn
til Bolsterdun i Gravens Jord!