Solen slukket. Luften kold.
Alle Farver gustne.
Sneen slår sin Lagenfold
over Gærdets strakte Vold
og Søens Øjne brustne.
I den runkne Pil de slunkne
Kragers Stemmer rustne.
Dødt derude. Koldt og dødt.
Ingen milde Vinde.
Intet Bloster skinner rødt.
Intet Bær, der svulmer sødt,
på Grenen er at finde.
Markens Vidder uden Kvidder,
Som ren selv et Minde.
Ude dødt. Og inde med,
i min lave Stue.
Frosten farer grumt afsted,
gør den kælne Blomst Fortræd,
der fylder Vindvets Bue.
Stormvinds-Hæren slukker hver en
Brand i Arnens Lue.
Tyst som visne Blades Fald
Døgnets Timer dryppe.
Lykken her er krank og skral,
Horset stamper hårdt på Stald
og vrinsker for sin Krybbe —
gad nok gærne tørst i fjærne
Brønde Mulen dyppe.
Bort herfra. Fra Kuld og Blæst,
Fadebur og Køkken.
Selv jeg sadler op min Hest,
rider ud som til en Fest,
ret og rank i Ryggen.
Hyp, min Ganger! Hyp, jeg fanger
Solen, Somren, Lykken!
2.
Den åbne Hede med sortebrun Lyng,
og Hytters vanskabte Dværge.
Så dybe Skove. En rivende Flod —
min Hest må tjæne som Færge.
Tilsidst foran mig en blånende Krans
af fjærne, snedækte Bjærge.
På Vej til Dalen. Jeg følger en Elv,
der skumhvid fosser og flommer.
Det våres om mig. For Gangerens Hov
et Mylr af brogede Blommer.
Og luntende rider jeg Fod for Fod
til Landet med Sol og Sommer.
Tilværs jeg stiger med bankende Bryst
og sundhedsblussende Kinder
ad smalle Stier, der snegler sig rundt
langs Slugter og tårnhøje Tinder,
hvor Gletscherisen, der glitrer af Sol,
mit vagtsomme Øje blinder.
Der ligger Byer med Mure omkring,
med Kirker og stolte Paladser.
Jeg sætter mit mødige Hors på Stald
og vandrer på Gader og Pladser.
En Æventyr-Verden. Et frodigt Liv.
Jeg drukner i Folkets Masser.
Dybt inde i Sværmen et flygtigt Smil,
et Strejf af fyrige Blikke.
Den fremmede kommer og går igen,
man lader lidt Sol ham slikke.
For Solen er her og Sommeren med —
men Lykken, den finder han ikke.
3.
På åben Mark jeg sov i Nat
fra Kvæld til Morgentide.
Mit gode Hors stilfærdigt gik
og græssed ved min Side.
Da drømte jeg så sær en Drøm,
som aldrig jeg vil glemme.
Det tyktes mig, på Himlen stod
de tusind Stjærner fremme.
Mit Øje søgte hver og en,
som tindred hist, at fange.
Det svimled for mig, dér jeg lå,
de var mig altfor mange.
Da greb en Hånd om Himlens Flig
og rysted Klædets Sømme.
De tusind Stjærner brast og faldt
til Jord i stride Strømme.
Det var som Snefog — Sne ved Tø,
i Klump og Klynge presset.
Den hele grønne Mark blev hvid . . .
Så smelted de i Græsset.
Men på den tomme Himmel stod
endnu en enkelt Stjærne.
Den stråled klart, et prøvet Sølv,
ned til mig fra det fjærne.
4.
Hvordan jeg er vendt,
i Vest eller Øst,
den Stjærne har brændt
et Navn i mit Bryst . . .
Jeg byder Alverden Ryggen,
vil hjæm, tilbage til Lykken!
Jeg sadler min Hest,
jeg rider ved Nat —
den susende Blæst
har taget min Hat;
og Tjørnen, forbi jeg braser,
har flængt min Kappe i Laser.
Men Tab eller Tort,
jeg ænser det ej;
om lang eller kort,
jeg kender min Vej.
For Natten jeg ikke gyser,
ti hist står Stjærnen og lyser.
Den leder mig frem,
hver Nat er den ny;
den fører mig hjæm,
jeg øjner en By,
med Tårne og Spir, jeg kender,
med gamle Fjender og Venner.
Dér standser min Hest
foruden et Hus.
I Huset er Fest —
en Hånd med et Krus . . .
Og over så skær en Pande
jeg skuer min Stjærne stande.