Der storked en Jæger i Mosen
blandt Rør og Siv,
forskjærtsende, våd om Hosen,
sit unge Liv.
Han vraged de skræppende Ænder,
de dumme Gæs;
dem kunde man tage med Hænder
bag hvert et Næs.
Den Stund, da en kongelig Svane
af Søen stod,
da vilde han spænde sin Hane
med roligt Blod . . .
Og endelig — dybt han dukked
og krøb i Skjul —
højt over hans Hoved sig vugged
en snehvid Fugl.
Han sigted og skød. Da skrumped
dens Vingers Spand.
Og Fuglen, den mægtige, plumped
i Søens Vand.
Fra Bredden Jægeren sopped,
sit Bytte fik,
og Fuglen i Tasken han stopped
med bortvendt Blik.
Så tog han en Slurk af Flasken
og drog sin Kås.
Men hjæmme åbned han Tasken
Og fandt — en Gås.