»Fromme Fader, fromme Fader!
En bodfærdig Synderinde
knæler uset her bag Gitret
for Tilgivelse at finde.
Tænk jer blot! En ung og fornem
Signor har på åben Gade
udenfor mit Vindu trende
Nætter bragt mig Serenade.
Fromme Fader! Hvis I havde
hørt hans Stemme, dyb og mandig,
vilde den vist også ringe
jer for Ørerne bestandig.
O, men denne smukke Signor
ja, for smuk, det må han være
har jeg ubarmhjærtig ladet
stå, som intet var påfærde.
Uden blot til Tak for Sangen
Jalousiet op at rulle
har jeg ladet Staklen vente
timevis i Nattens Kulde . . .«
»Trøst dig, Datter! Ej er denne
Synd så grulig, som den lader.
Nå, men et Par mindre Voxlys
er en Ting, der aldrig skader.«
»Fromme Fader! I er altfor
skånsom mod en Synderinde.
Ak, I tror mig ej istand til
bedre Bod for Brøst at binde.
O, men nu skal I dog høre,
hvilken Soning, hvilken Bøde
jeg, bevæget af min Anger,
selv har fastsat for min Brøde.
Jeg har sendt min lille Søster
efter ham og bedt ham møde
mig i Haven, når iaften
alt er bleven tyst og øde.
Og ifald mit Håb om denne
Bod at gøre, ikke glipper,
tør jeg tro, min fromme Fader,
at for Lysene jeg slipper.«