Folkenød
Hebraiske Texter.
Hebraiske Texter.
(1884.)
(1884.)
1.
Flok imod Flok,
Stamme mod Stamme,
står du, mit Folk, med Ærts om din Lok
og Ærts i Hænderne klamme.
Blev du ej træt af at glamme
Nidvisens Ord:
En Mand for mit Sår, en Dreng for min Skramme?
Fædrenejord,
du, som har slukket
Tørsten i Blodet fra Brodermord,
har Rædsel dig Munden lukket?
Løft din Røst, og lad Sukket
vorde et Skrig
til Himlen om Hævn for, hvad du har drukket!
År efter År
rasede Striden . . .
Stadig de samme Ufredens Kår,
hvor Sværdet hang løst ved Siden.
Er det da ikke på Tiden,
Folket får Fred?
Det øder omsider sit Liv i Striden.
Hænderne frem!
Kys over Munden,
at der må rejses et fredlyst Hjæm,
hvor Frænde har Frænde funden.
Folket er godt i Grunden,
kvidrede helst
med den sorgløse Fugl, der bygger i Lunden.
2.
Der var engang en Enke
etsteds i en By,
hun havde mistet Mand og Børn
uden at kny,
og efter hvert et Nederlag
sig rankere ført,
men Hjærtet, det var brustent
og Hovedet skørt.
Så kom der en fremmed Mand
til Byen en Dag.
Han fandt i Enkens Gods og Guld
højlig Behag.
Ti tøjred han sin Ganger
på den ensommes Toft
og plantede sig bred og svær
på hendes Loft.
Hun sad en Stund og stirred
på den fremmedes Færd.
Hvor kom han fra? Hvem var han?
Og hvad vilde han her?
For Djævlen! Hvor havde hun
sin dumme Forstand?
Han var jo hendes Herre,
hendes Husbond og Mand.
Og Disken måtte duges
med Krus og med Fad.
Han satte sig ved Bordet,
åd, drak og var glad.
Så brød han hendes Gæmmer,
hvor Guldet sig gød,
og prygled Gårdens Drenge,
så Blodet, det flød.
Men dengang det blev Aften,
og Natten faldt på,
så lysted det den Herre
til Senge at gå.
Hun vilde ikke følge ham,
af Angst var hun syg —
da svang han lystig Pisken,
indtil hun blev myg . . .
Jeg hører et Skrig
som fra den fødendes Mund,
et Skrig som en Barselkvinds
i Veernes Stund,
et Angstråb, der isner mig
fra Hoved til Hæl:
O, ve mig, nu falder
for Mordere min Sjæl!
3.
Skaf hid syv friske Snore,
flet dem, lad Fingrene løbe,
så går jeg ud ved Gærdet
og skærer Skaft til en Svøbe.
Nu har vi længe siddet
med Armene over Bringen
og lyttet efter Suset,
når Ufreden basked med Vingen,
rykket ud på Gaden
og ladet vort Bolsted brænde —
vi tåler det ej længer,
nu må det have en Ende!
Og har I Svøben knyttet,
så vandrer jeg ud i Landet
og lader Snærten sende
sit Smæld fra Hav til et andet.
Enhver, som skjuler Falskhed
under sin glatte Tunge,
som fører Svig på sin Læbe,
skal høre min Svøbe runge.
Enhver, som tor sin Kappe
i Løgnens mudrede Vande,
som træder frem for Porten
med brødebetynget Pande —
enhver, som bøjer Retten
og lærer mit Folk det samme,
han er den onde Fjende,
ham skal jeg vide at ramme!
4.
Først snød man de små
for Livets Ret.
Hvad behøvede de
vel at spise sig mæt?
De havde jo altid
en Redefuld Unger —
det var da i sin Orden,
at de døjede Hunger.
Så lod man dem gå
fra Hus og Hjæm.
Man kunde, ved Gud,
ikke hjælpe dem frem.
Det var dårlige Tider,
hvor alle måtte klage,
og enhver havde nok
i sin egen Plage.
Da rejste sig rundt
et Fortvivlelsens Skrig.
I de fattige Gyder
lugted der af Lig.
Man måtte vel købe
et Hus med en Have,
føre Ligene did
og lade dem begrave.
Men de levende da:
Ti der var dog en Rest.
De fik bjærge sig selv,
som de kunde bedst.
De fandt vel omsider
et Moloks-Alter,
hvorhen de kunde bringe
deres fattige Pjalter.
Og Pjalterne blev bragt
af alle de små.
Anden Udvej var ikke
at tænke på.
Hvad skulde de gøre?
De forstod ej at tigge.
Og Arbejde — ak!
det gaves der jo ikke.
Så gik de da dér,
År ind, År ud,
til Molok blev
deres eneste Gud.
Der forkyndtes jo nok
en Jahveh i Landet,
men det var sagtens Løgn,
som så meget andet.
De rige, der tog
deres usle Løn,
hvem knælede de for,
hvor lå de i Bøn?
Trode de måske
på Barmhjærtigheds Guden,
hvorfor flåde de dem
da lige til Huden?
Nej, Sagen var den,
man ønskede nok kun
at skræmme de små
og stoppe deres Mund.
Men nu var Uretten
bleven dem for blodig,
de var kede af at sidde
og vente tålmodig.
Så flokked de sig,
som de gik og stod,
Skulder ved Skulder,
til en bølgende Flod.
Og man gned sine Øjne
omkring i Staden:
Hvad gik der for sig?
Var der Slagsmål i Gaden?
5.
Der flakker på Engene
Vinter og Vår
forvildede Får
omkring og kyses af Drengene.
Selv må de søge om Græs og Vand,
sulte og tørste i Solens Brand,
døje så megen Elende —
Hvor er Hyrderne henne?
Der driver i Bakkerne
År efter År
forjagede Får
omkring som Bytte for Rakkerne.
Flygte de må over Stok, over Sten,
bryde en Hals og brække et Ben,
skilles fra Fælle og Frænde —
Hvor er Hyrderne henne?
Der ligger i Foldene,
fulde af Sår,
elendige Får
og dukker sig angst bag Voldene.
Døren er åben i Foldens Bur,
udenfor ligger en Ulv på Lur,
hylende Natten til Ende —
Hvor er Hyrderne henne?
6.
Men hvis jeg var en Hyrdedreng,
en Hyrdedreng med Stav og Stok,
så skar jeg ud min Harpestreng
og bandt den om min unge Lok,
og rendte over Engen ned
foruden Sko og Kåbe lang
og vogted dér, til Solen led,
og sang og lo og lo og sang!
Det allerbedste Græs, jeg fandt,
var ej for godt til mine Får,
der var så mange Stakler blandt,
som trængte til lidt blide Kår.
For rå Behandling, Sult og Slag
de havde føjtet rundtenom
på vilde Veje År og Dag
med Lejesvende, før jeg kom.
Men nu var Suk og Klage endt,
ti nu var Hyrden hos sin Flok;
mit Ord blev hørt, min Røst var kendt,
og der var Gærning mer end nok.
Det spæde tog jeg i mit Skød,
det sårede jeg søgte frem,
det syge fik mit halve Brød,
det trætte bar min Skulder hjæm.
Og kom en Ulv min Hjord for nær,
så rev jeg Tasken op i Hast,
tog af de glatte Stene dér
og dræbte den med Slyngekast.
Ja, hvis jeg var, med Stav og Stok,
en Hyrdedreng — en Hyrdedreng . . .
Men ak, mig følger ingen Flok,
jeg spiller kun på Harpestreng!