Ach kunde du min Geist et Mesterstykke vise,
Og i en en værdig Sang hans Næses Værdi prise,
Du til en Helte-Sang et saadant Forraad fandt,
Ved hvis Beskrivelse, du Seneca Palmen vandt.
Stræbsomme Vittighed! mon alle dine Evner,
Alt hvad man Klygt og Kunst i største Høyde nævner,
Som i en kunstlet Pragt, et indbildt Værd bestaaer,
Mon de og du imod Naturen selv formaaer?
Velan! begynd min Pen, hans Næse at afmale,
Den laae ret som en Høy imellem tvende Dale,
Ja næsten som et Bierg, hvis svære Marmor-Krop,
Sig i en krummet Bugt mod Skyen reyser op;
Hvis Ring i Midten i en Runding sig ophøyer,
Og lidet efter lidt mod Enden sig nedbøyer,
Hans Næse, som var stor, men derhos lidet krum,
Den med Rubiner var beprydet runden om.
Som naar det dyre Guld indfatter Ædelstene,
Og i et dobbelt Værd sin Skiønhed vil foreene,
Naar Kunstners lette Haand gier begges Værdie rar,
Saaledes det og med vor Heltes Næse var.
Bring store Mogul frem, den største Skat du eyer,
Søg Ædelstene op, som Lod og Unzer veyer,
Leed, søg og grav udi Indostans svangre Skiød,
Bring mig en Ædelsteen, der er saa prægtig rød,
Som de Rubiner paa min Heltes Næse funkle,
Hvis Glands Carbuncler og Rubiner kand fordunkle,
Men Næsen i sig selv var ikke rød, ey blaae,
Man begge Farver der heel kunstig blandet saae-
Thi; Rødt var i det Blaae, og Blaat var i det Røde,
Men begge Farverne saa net tilsammen stode,
At skiønt nu en, og nu den anden vises først,
Dog kand man ikke see og sige, hvad er størst.
Som Kobberet, naar det af Jordens Skiød udgravet
Ved Arbeyd, Ild og Kunst, blir lutret, smeltet, lavet,
I runde Plader støbt, en dejlig Farve har,
Saaledes af Coleur min Heltes Næse var.
Kort; jeg ey skrive kand, og du knap kunde læse,
Alt hvad der siges kand om Heltens store Næse,
men Anicete! men, hvor blev din Jordfærd af?
Kom, lad os see, hvor du blir nedlagt i din Grav!