Da alle Ting med Flid og Kunst var bragt i Lave,
Her kun tilbage stod den Døde at begrave,
Kom Muse mig til Hielp, beskriv den Pomp og Pragt,
Hvormed hun til sin Grav, sit Mausolee blev bragt.
Liigkisten blev af fiir og tyve Karle baaret,
Som Helten havde selv med Flid dertil udkaaret,
Udvalgte Helter, som med femten andre Duus
Har drukket i en Træk, og endda bar sit Ruus.
De ginge Par og Par, men Gangen var ey lige;
Man saae dem snart til en snart anden Side vige,
De kastede sig hid og did udi sin Gang,
Ret som en drukken Mand naar Veyen er for trang.
Snart som et Skib naar det mod Vind og Bølger strider,
Ja, som en Vog naar han paa sine Skøyter glider,
Paa Vandets glatte Bred, paa Isens falske Baand,
Behændig tumler sig til høyre, venstre Haand.
Saaledes de sig af og til paa Byen stængte,
Paa Bryster af enhver tolv store Flasker hængte,
Hvoraf de mellem hvert en Lædske-Drik sig tog;
Og derpaa Flaskerne imod hverandre slog.
Men denne Glas-Musique sig Sorge-Lyd forvandler,
Alt omkringgaaende ey sine Taarer holder,
Saa huul en Sorge-Lyd af hele Skaren kom,
Som naar man raaber i en Tønde der er tom.
Næst disse kom igjen en anden Sorge-Skare,
Som paa et Skienke-Bord den Dødes Bæger bare,
Og rundt om Bredderne paa samme Bæger staaer:
De trøstelige Ord: God Taar! God Taar! God Taar!
Saa mangen tørstig Siel ved dette Ord blev trøstet,
Ja Anicete i sin Livs-Tid selv forlystet,
Og reede ved Bægeret paa Skienke-Bordet stod
Syv Flasker gammel Viin, og den som ret var god.
Bag efter blev en Vogn af sorte Heste kiøret,
Hvorpaa et Stykfad i Procession blev føret,
Udi hvis hule Bom naar den var tør og tom,
Et ganske Regiment af Drankere fik rom;
Selv den fatale Hest, de Grækers Mesterstykke,
Som endte Ti Aars Krig med de Trojaners Lykke,
Hvis Bug af Grækers List og Vaaben svanger var,
I Størrelse ey Priis for dette Stykfad bar.
Paa Siderne af det var tvende store Porter,
Hvorved tolv Drenge stod, i sorte hvide Skiorter,
Og de omgierdede med sorte Belter var,
Hvori enhver af dem en liden Stokmess bar.
Men midt i Fadet stod en gammel Drikke-Broder,
Og ret i Overflod udøste Sorge-Floder,
Ja med slig ynksom Røst tilkiendegav sit Tab,
Som naar en drukken Mand maae giøre Regenskab.
Herefter kiørte man en vældig Brendviins Amme,
En liden gammel Mand sad midt op paa den samme,
Med en Sølvknappet Stok, et lidet Glas hvorom
En Ring var skaaret, som betegner Maal og Rom.
Dernæst gik Fod for Fod en velbekiendt Skare,
Og en forgyldet Skienk paa sine Skuldre bare,
Hvori Boutellier, Glas af allehaande Sort
I sine Rækker var opstillet, smaat og stort,
Fra de prægtige og store Glas-Pocaler,
Hos hvilke ofte Viin og sielden Viisdom taler,
Indtil de mindste Glas hvori en Krædemand kand
Udpine Taar paa Taar, til Pine for Forstand.
Derefter gik en Hob i lange sorte Klæder,
Af dem, som lee i Sorg, og tidt i Glæde græder,
De kun for Modens Skyld med dette Følge var,
Og under Kiortelen enhver sin Flaske bar.
Og saa kom Helten selv, sig hældende paa Tvende,
En Tiener gik foran, og bar en stor Pocal
Udaf den fineste og blankeste Crystal.
Og dernæst bare sex i Flaskerne Liqueurer
Af hvidt og rødt og guult, og alle slags Couleurer,
De raabte mellem hver; udvælg dig kiere Siel
En liden Trøste-Taar, og sørg dig ey ihiel!
Men hielp Callioppe! ach! hielp mig at beskrive
Vor mageløse Helt, og ret Afridsning give,
Udaf den Yndighed, som fandtes over alt
I Heltens prægtige og mandige Gestalt!
At vilde Deel for Deel beskrive og opregne,
Og al den Yndighed vor Helt besad, aftegne,
Alt for vidtløftigt var; ney bliv min Muse, bliv
Kun ved hans Ansigts Skik, og samme ret beskriv!
Hans Øyne funklede som tvende klare Luer,
Og deres Farve var som beste Rødviins Druer,
Hans Pande breed og smuk som paa en Engelsk Tyr,
Hans Kinder blussede langt meer end Skagens Fyr.
Men kom min Pen, beskriv vor Heltes store Næse,
Den var ret som et Skib, hvoraf man kunde læse,
At Heltens Legeme var som et Magasin,
Hvori man Oplag giør af Brendeviin og Viin.