Jacob Christian Bie (1738–98)

Bie, Jacob Christian, —1770—, Forfatter, har erhvervet et sørgeligt Navn i den danske Litteraturhistorie, og noget Lyspunkt i denne Mands Liv er det vanskeligt at finde. Han var født i Throndhjem o. 1738 og blev Student fra sin Fødebys Skole 1755. Blottet for alle Subsistensmidler forlod han sit Fødeland (gid jeg aldrig var kommet uden for Norges Grænser, sukkede han med rette senere) og maatte i Kjøbenhavn søge Livsophold ved Pennen. Nogle frække «Originale danske moralske Fabler» paa Vers udgav han 1765. For at vinde Prof. Kratzensteins «Imprimatur» brugte han den List at dedicere Fru Kratzenstein, der var ham fuldstændig ubekjendt, Bogen ved en indsmigrende Fortale. Men næppe vare Fablerne udgivne, førend Bogen blev konfiskeret, da B. i den 6. Fabel «om Bæveren» havde tilladt sig hensynsløst at kritisere en Sag, der var afgjort ved kgl. Resolution. Samtidig blev Forfatteren dømt til at hensættes paa Christiansø; men han unddrog sig ved Flugten. Efter et Aars Landflygtighed blev han benaadet. Hans økonomiske Elendighed blev ved disse Forhold yderligere forværret, og han maatte bestandig skrive for at leve. Han kunde rime i alle Genrer. En højst uvittig «Jacobi Ilias, en Beskrivelse af den store Drikkehelt Biberius i alexandrinske Vers,» gik Side om Side med «Tanker over Juleevangelierne og Lidelseshistorien, i Sange udførte,» samt nye «Moralske Tanker i bunden Stil». Han var imidlertid bleven gift, og af Medynk med hans slette Omstændigheder fik han Bestalling som Prokurator (1768), men misbrugte strax sin Stilling ved en studs og uforskammet Optræden, hvorfor han efter kongelig Ordre fik en alvorlig Irettesættelse og Advarsel. Da saa Struensee ved Reskript af 14. Sept. 1770 ophævede Censuren, begyndte den store Syndflod af Trykkefrihedslitteraturen med et Flyveskrift af B.: «Philopatreias’ trende Anmærkninger, 1. om de dyre Tider og Handelens Svaghed, 2. om Rettergang, 3. om Gejstlighedens Indkomster», noget overfladisk Tøjeri, fremsat i en utaalelig, selvbehagelig Bredde; men stærkest synes det dog at have ligget ham paa Sinde at komme Præsterne (saa vel som Klokkerne og Graverne) til Livs paa Grund af deres formentlig urimelig høje Indtægter. «Hvor mange Landsbypræster er der ikke», siger han, «om hvilke man kan sige med Asaph: Deres Øjne blive borte for deres Ansigts Fedme.» Skriftet gjorde overordentlig Opsigt og fremkaldte en hel Litteratur baade for og imod (jvfr. Bibl. Dan. II, 908 f.); men selv havde han kun ringe Glæde deraf. I Juli 1769 havde han i Hvidovre Kirke prædiket og valgt til Text Højsangen 3, 1: «Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede» (Thottske Saml. 4to. 410), og skjønt han fremlagde Vidnesbyrd for, at Prædikenen af de tilstedeværende blev hørt med Stilhed og Andagt uden Latter, kom det dog for Dagen, at han til Slutning havde bedet for adskillige navngivne offentlige Fruentimmer i Smaagaderne i Kjøbenhavn; han blev derfor af Højesteret 1771 dømt til Rasphuset paa 6 Aar; og Aaret efter dømtes han til at have forbrudt Haand, Ære og Boslod, fordi han havde udfærdiget et falsk Privilegium med Kongens Underskrift. Han blev imidlertid benaadet med livsvarig Rasphusstraf, og fra «det kummerfulde Fængsel» udsendte han nu den ene poetiske Klagesang efter den anden, snart til sin «fraværende Melicerte», snart med Bønskrift til Schack-Rathlou «for at faa udlirket nogle Dukater til Rejsepenge», snart til «den ædelmodigste Prins Frederik fra den ulyksalige B.». Ved kgl. Reskript af 13. Okt. 1775 løslodes han mod at bortsendes til Guinea og forblive der paa Livstid. Senere kom han alligevel med Hustru og Børn til Ostindien, hvor han havde nære Slægtninge, og døde som Lieutenant i engelsk Tjeneste i Bengalen. Hans Hustrus Navn var Mette Margrethe B., og en Datter af ham blev som Enke gift med Kastelspræst, senere Biskop i Viborg N. E. Øllgaard.

Nyerup, Lit. Lex. Stampes Erklæringer V, 547.