En Bæver var i Daphne Skov
For alle Dyr en Ziir og Ære,
Ey som de andre pleye være,
Begiærlig efter Fangst og Rov,
Thi, naar et andet Dyr var gierrig, voldsom, graadig,
Saa var vor Bæver mild, sagtmodig, gavmild, naadig.
Han var af største Byrd og Blod
Af Løvens egen Slægt og Stamme,
Men aldrig hørtes han at bramme
Deraf og vise Overmod;
En Markat, Los, en Ræv, var lige stolt og herlig,
Men Bæveren var from, beleven, høflig, kierlig.
En Tid i Skoven Mode var
Blant store Dyr, at bruge Masque;
Thi, derved kunde de forraske
De smaa, som svage Dyre var,
Men Bæveren antog den Mode ey for gyldig;
Thi, han i Væsen var utvungen, reen, uskyldig.
Kort sagt: vor Bæver elsket var
Af alle Dyr, som troefast vare,
Og lev’de tryg, skiønt han i Fare
Et Løve-Mod og Hierte bar;
Han var af Skabning smuk, og yndig i sit Væsen,
Var modig, men ey stolt, fornem, men ikke kræsen.
Kort: han var Skovens største Pryd;
Hvo kunde mere elsket være?
Ja Philomela, ham til Ære
Fordoblede sin smukke Lyd:
Men det han alles Gunst og Yndest til sig trækket,
Ham nogle Avindsmænd ved Løvens Hof opvækket.
Blant andre Dyr i Daphne var
En Abekat, som havde længe,
Kun for at vinde Brød og Penge,
Ageret hele Skovens Nar,
Den fik man ægget til en Klage at indgive,
Hvis Indhold intet Dyr har fundet mig beskrive.
Endeel sig Aarsag legge til
Det Had, som blev mod ham opvækket:
Han havde kun et Blomster brækket;
Som dog var skabt, at lugte til;
Men hvordan det end var, man hørte Dommen blive,
Vor Bæver skulde sig fra Daphne Skov begive.
Ved denne usædvanlig Dom
Af Avind fældt, Astræa græd’,
Og Flora selv af Vrede fnysed’,
Ja hvor et Dyr til andet kom,
Blev talt om dette Tab, som ingen kunde glemme,
Hver Nattergal blev taus, ey høre lod sin Stemme.
Sylvanus hørte overalt
I Daphne Skov en heftig Murren,
Men da han Grunden til den Knurren
Fik vide, har han saadan talt:
Hvad! bliver i min Skov saa uretfærdig handlet,
Som den var til et Sted for Mennesker forvandlet?
* * *
Saa gaaer det den, som lever frit,
Og lader hele Verden see,
Han er et Menneske,
Da derimod en Hypocrit,
Som Slangen kan i Barmen rømme,
Og selv er alle Lasters Speyl,
Er altid færdig til at dømme
Med Ivrighed en andres Feyl.