Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.
Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!" det har dog for længst været til i Tiderne forud for os,
Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.
Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.