Hellere godt Navn end megen Rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld.
Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.
Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse gaar videre og bøder.
Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.
Paa den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, maa man holde sig fra dem.
Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.
Over Fattigfolk raader den rige, Laantager bliver Laangivers Træl.
Hvo Uret saar, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slaa ham selv.
Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
Driv Spotteren ud, saa gaar Trætten med, og Kiv og Smæden faar Ende.
HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde paa Læben er man Kongens Ven.
HERRENs Øjne agter paa Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.
Den lade siger: "En Løve paa Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel paa Torvet."
Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred paa, falder deri.
Daarskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal fjerne den fra ham.
Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. —
Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!
Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede paa Læben.
For at din Lid skal staa til HERREN, lærer jeg dig i Dag.
Alt i Gaar optegned jeg til dig, alt i Forgaars Raad og Kundskab
for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, naar du spørges.
Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:
thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgaas ikke vredladen Mand,
at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.
Hør ikke til dem, der giver Haandslag, dem, som borger for Gæld!
Saafremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.
Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.
Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.