Nehemias’s, Hakaljas Søns, Beretning. I Kislev Maaned i det tyvende Aar, medens jeg var i Borgen i Susan,
kom Hanani, en af mine Brødre, sammen med nogle Mænd fra Juda. Og da jeg udspurgte dem om Jøderne, den Rest, der var undsluppet fra Fangenskabet, og om Jerusalem,
sagde de til mig: De tiloversblevne, de, som er tilbage fra Fangenskabet der i Landet, lever i stor Nød og Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedrevet og Portene opbrændt.
Da jeg hørte denne Tidende, satte jeg mig hen og græd og sørgede i flere Dage, og jeg fastede og bad for Himmelens Guds Aasyn,
idet jeg sagde: Ak, HERRE, Himmelens Gud, du store, frygtelige Gud, som tager Vare paa Pagten og Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!
Lad dog dit Øre være lydhørt og dit Øje aabent, saa du hører din Tjeners Bøn, som jeg nu beder for dit Aasyn baade Nat og Dag for dine Tjenere Israeliterne, idet jeg bekender deres Synder, som vi ogsaa jeg og min Faders Hus har begaaet imod dig.
Saare ilde har vi handlet imod dig, og vi har ikke holdt de Bud, Anordninger og Lovbud, du paalagde din Tjener Moses.
Kom det Ord i Hu, som du paalagde din Tjener Moses: Dersom I er troløse, vil jeg adsplitte eder blandt Folkene;
men hvis I omvender eder til mig og holder mine Bud og handler efter dem, saa vil jeg, om eders fordrevne end er ved Himmelens Ende, dog samle dem derfra og bringe dem til det Sted, jeg udvalgte til Bolig for mit Navn.
De er jo dine Tjenere og dit Folk, som du udløste ved din store Kraft og din stærke Haand.
Ak, Herre, lad dit Øre være lydhørt for din Tjeners og dine Tjeneres Bøn, vi, som gerne vil frygte dit Navn, og lad det i Dag lykkes for din Tjener og lad ham finde Naade for denne Mands Aasyn! Jeg var nemlig Mundskænk hos Kongen.