Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
Hvem møder den og slipper fra det, hvem under hele Himlen?
Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
Hvem har aabnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
Dens Nysen fremkalder straalende Lys, som Morgenrødens Øjenlaag er dens Øjne.
Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
Em staar ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
Dens Aande tænder som glødende Kul, Luer staar ud af dens Gab.
Styrken bor paa dens Hals, og Angsten hopper foran den.
Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
Naar den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling gaar de af Skræk.
Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevaaben, Spyd eller Pil.
Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
Buens Søn slaar den ikke paa Flugt, Slyngens Sten bliver Straa for den,
Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
Paa Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
Dybet faar den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhaar.
Dens Lige findes ikke paa Jord, den er skabt til ikke at frygte.
Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.