Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak’els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
og Buziten Elihu, Barak’els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!"
Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;
de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!
Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.
Sig nu ikke: "Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!"
Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?
Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!
Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;
som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.
Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!