Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
"Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!