Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
— Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.
I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet.
Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?