Saa tog Na’amatiten Zofar til Orde og sagde
"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
til min Skam maa jeg høre paa Tugt, faar tankeløst Mundsvejr til Svar!
Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes paa Jorden,
at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
som sit Skarn forgaar han for evigt, de, der saa ham, siger: "Hvor er han?"
Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
Øjet, der saa ham, ser ham ej mer, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder maa give hans Gods tilbage.
Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
Er det onde end sødt i hans Mund, naar han gemmer det under sin Tunge,
sparer paa det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
saa bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
Godset, han slugte, maa han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slaar ham ihjel;
han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
han maa af med sin Vinding, svælger den ej, faar ingen Glæde af tilbyttet Gods.
Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne paa ham.
Flyr han for Brynje af Jern, saa gennemborer ham Kobberbuen;
en Kniv kommer ud af hans Ryg, et lynende Staal af hans Galde; over ham falder Rædsler,
idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
Hans Huses Vinding maa bort, rives bort paa Guds Vredes Dag.
Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!