Saa tog Job til Orde og svarede:
"Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!
Ogsaa jeg har som I Forstand, staar ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?
Til Latter for Venner er den, der raabte til Gud og fik Svar, den retfærdige er til Latter.
I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod staar fast, mens Fristen varer.
I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Haand.
Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,
se til Jorden, den skal lære dig, lad Havets Fisk fortælle dig det!
Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Haand har skabt det;
han holder alt levendes Sjæl i sin Haand, alt Menneskekødets Aand!
Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?
Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?
Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Raad og Indsigt.
Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;
han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.
Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.
Raadsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Taaber;
han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;
Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;
han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;
han udøser Haan over Fyrster og løser de stærkes Bælte;
han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,
gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;
han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;
de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.