Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam — Ungløvernes Tænder slaas ud;
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Der sneg sig til mig et Ord, mit Øre opfanged dets Hvisken
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."