5,15. Jeg gaar til mit Sted igen, indtil de bøder for Skylden og søger frem for mit Aasyn, søger mig i deres Trængsel.
"Kom, vi vil tilbage til HERREN! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil ogsaa forbinde.
Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Aasyn.
Saa lad os da kende, jage efter at kende HERREN! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vaarregn, der væder Jorden."
Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentaage, Dug, som aarle svinder!
Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret straaler frem som Lys:
Ej Slagtoffer — Kærlighed vil jeg, ej Brændofre — Kendskab til Gud!
De bryder Pagten i Adam, er mig utro der;
Gilead er Udaadsmænds By, den er sølet i Blod.
Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder paa Vejen til Sikem gør Niddingsværk.
Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren.
Juda, ogsaa for dig er der fastsat en Høst, naar jeg vender mit Folks Skæbne, naar jeg læger Israel.