Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!