Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel paa Prøve, alle de Israeliter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana’an,
alene for Israeliternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige:
De fem Filisterfyrster, alle Kana’anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba’al-Hermon til hen imod Hamat.
De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat paa Prøve, saa det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN havde givet deres Fædre ved Moses.
Og Israeliterne boede blandt Kana’anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
Israeliterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba’alerne og Asjererne.
Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israeliterne stod under Kusjan Risjatajim i otte Aar.
Da raabte Israeliterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier fremstaa iblandt Israeliterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
HERRENs Aand kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Haand, saa han fik Overtaget over ham.
Og Landet havde Ro i fyrretyve Aar, og Kenizziten Otniel døde.
Men Israeliterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden.
Og Israeliterne stod under Kong Eglon af Moab i atten Aar.
Men da Israeliterne raabte til HERREN, lod HERREN en Befrier fremstaa iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthaandet. Da Israeliterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat,
lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen.
Derpaa afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab. Eglon var en meget fed Mand
og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde baaret Skatten, paa Vej,
men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gaaet ud.
Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue paa Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da rejste han sig fra sit Sæde,
men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Haand ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet paa ham,
saa endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet paa ham; og Skarnet gik fra ham.
Saa gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og laasede den.
Efter at han var gaaet bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen laaset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Kammer;
men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han aabnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der laa deres Herre død paa Gulvet.
Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira.
Saa snart han derpaa naaede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israeliterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem.
Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders Fjender Moabiterne i eders Haand!" Og de fulgte ham ned og fratog Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme over.
Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10 000 Moabiter, lutter stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
Saaledes blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde Ro i firsindstyve Aar.
Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600 Mand, med en Oksedriverstav; ogsaa han frelste Israel.