Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet — han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde —
og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke ogsaa har talet til os?" Og HERREN hørte det.
Men den Mand Moses var saare sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske paa Jorden.
Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gaa alle tre ud til Aabenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte paa Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Naar der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme.
Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus;
med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gaader, han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?"
Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
Da saa Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk.
Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Daarskab begik!
Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, naar det kommer ud af Moders Liv!"
Moses raabte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!"
Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, maatte hun da ikke have baaret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; saa kan hun atter optages."
Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget.
Saa brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.