Bibelen

Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kaar; og da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød løs iblandt dem og aad om sig i den yderste Del af Lejren.

Da raabte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN. Saa dæmpedes Ilden.

Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs iblandt dem.

Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,

og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna."

Mannaen lignede Horianderfrø og saa ud som Bdellium.

Folket gik rundt og sankede den op; derpaa malede de den i Haandkværne eller stødte den i Mortere; saa kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie.

Naar Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt ogsaa Mannaen ned over den.

Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op, og det vakte ogsaa Moses’s Mishag.

Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet saa ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Naade for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde paa mig?

Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?

Hvor skal jeg gaa hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?

Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.

Hvis du vil handle saaledes med mig, saa dræb mig hellere, om jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa at jeg ikke skal være nødt til at opleve saadan Elendighed!"

HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Aabenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.

Saa vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Aand, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, saa du ikke ene skal bære den.

Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, saa skal I faa Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt: Kunde vi dog faa Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HERREN give eder Kød at spise;

og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,

men en hel Maaned igennem, indtil det staar eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders Midte, og grædt for hans Aasyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!"

Moses svarede: "600 000 Fodfolk tæller det Folk, jeg har om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, saa de har nok at spise en hel Maaned!

Kan der slagtes saa meget Smaakvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slaa til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, saa det kan slaa til?"

HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du faa at se, om mit Ord gaar i Opfyldelse for dig eller ej."

Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.

Saa steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Aand, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Aanden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse, noget, som ikke siden hændtes dem.

Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Ogsaa over dem kom Aanden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gaaet ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.

Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."

Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gaaet Moses til Haande, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"

Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg paa mine Vegne? Gid alt HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Aand komme over dem!"

Derpaa trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

Da rejste der sig paa HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren saa langt som en Dagsrejse paa begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden.

Saa gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.

Medens Kødet endnu var imellem Tænderne paa dem, før det endnu var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod en meget haard Straf ramme Folket.

Og man kaldte Stedet Kibrot Hatta’ava, thi der blev de lystne Folk jordet.

Fra Kibrot-Hatta’ava drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.