Derpaa holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte Tusindførere og Hundredførere over dem;
og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen sagde saa til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!"
Men de svarede: "Du maa ikke drage med; thi om vi flygter, ænser man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige saa meget som ti Tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra Byen."
Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpaa stillede Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud, hundredvis og tusindvis.
Men Kongen gav Joab, Abisjaj og Ittaj den Befaling: "Far nu lempeligt med den unge Absalom!" Og hele Mandskabet hørte, hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalom.
Derpaa rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at staa i Efraims Skov.
Der blev Israels Hær slaaet af Davids Folk, og der fandt et stort Mandefald Sted den Dag; der faldt 200 000 Mand.
Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag flere Folk end Sværdet.
Absalom selv stødte paa nogle af Davids Folk; Absalom red paa sit Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, saa han hang mellem Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad paa, løb bort.
En Mand, der saa det meldte det til Joab og sagde: "Jeg saa Absalom hænge i en Terebinte."
Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Naar du saa det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Saa havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!"
Men Manden svarede Joab: "Om jeg saa havde faaet tilvejet tusind Sekel, havde jeg ikke lagt Haand paa Kongens Søn; thi vi hørte jo selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel paa den unge Absalom!
Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham —intet bliver jo skjult for Kongen — vilde du have ladet mig i Stikken!"
Da sagde Joab: "Saa gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre Spyd og stødte dem i Brystet paa Absalom, som endnu levede og hang mellem Terebintens Grene.
Derpaa traadte ti unge Mænd, der var Joabs Vaabendragere, til og gav Absalom Dødsstødet.
Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel, thi Joab bød Folkene standse.
Derpaa tog de og kastede Absalom i en stor Grube i Skoven og ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede hver til sit.
Men medens Absalom endnu levede, havde han taget og rejst sig den Stenstøtte, som staar i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den "Absaloms Minde".
Da sagde Ahima’az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for hans Fjender!"
Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i Dag skal du ikke gøre det, da Kongens Søn er død!"
Og Joab sagde til Ætiopieren: "Gaa du hen og meld Kongen, hvad du har set!" Da kastede Ætiopieren sig til Jorden for Joab og ilede af Sted.
Men Ahima’az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der vil! Lad ogsaa mig løbe bag efter Ætiopieren!" Da sagde Joab: "Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at hente!"
Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Saa sagde han: "Løb da!" Og Ahima’az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og naaede frem før Ætiopieren.
David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op paa Porttaget ved Muren; da han saa ud, se, da kom en Mand løbende alene.
Vægteren raabte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte sit Løb og kom nærmere,
saa Vægteren en anden Mand komme løbende og raabte ned i Porten: "Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Ogsaa han har Bud at bringe!"
Da raabte Vægteren: "Den forreste løber saaledes, at det ser ud til at være Ahima’az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god Mand, han kommer med godt Bud!"
Imidlertid var Ahima’az kommet nærmere og raabte til Kongen: "Hil dig!" Saa kastede han sig ned paa Jorden for Kongen og sagde: "Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Haand mod min Herre Kongen, i din Haand!"
Kongen spurgte: "Er den unge Absalom uskadt?" Ahima’az svarede: "Jeg saa, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var."
Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han traadte til Side og blev staaende.
I det samme kom Ætiopieren; og Ætiopieren sagde: "Der er Bud til min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle dine Modstandere!"
Kongen spurgte Ætiopieren: "Er den unge Absalom uskadt?" Og han svarede: "Det gaa min Herre Kongens Fjender og alle dine Modstandere som den unge Mand!"
Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen paa Taget over Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn Absalom, min Søn, min Søn Absalom! Var jeg blot død i dit Sted! Absalom, min Søn, min Søn!"