Kender Du det at cykle
— Sadlen knager og gynger —
ad hvide Veje ind under
Hvidtjørns blomstrende Klynger,
der hænger langt ned, saa de strejfer
Din Hat med et dumpt lille Smæld —
Vejkantens Græsstraa klirrer
sagte mod Eger og Stel.
Alle de store Enge
dampe i Aftenstunden —
Luften er fuld af Smaadyr —
Aa, fik Du et i Munden —.
I Aftensolskinnet rødmer
Engenes stille Søer —
i vaad og livsalig Kløver
gumler de blakkede Køer
og ser med tungsindige Øjne
efter den cyklende Mand —
syngende flytter Pigen
den klirrende Malkespand.
Jeg standser og staar af Cyklen
lægger mig ned paa en Bakke,
tænder den slukte Pibe,
der søvnigt begynder at „snakke“,
ligger og ser paa de tykke
Enge og runde Bakker
og Kirketaarnet, der knejser
med hvide, symmetriske Takker,
ligger og ser paa det kære,
kendte og danske Landskab —
en duftende Høvogn knirker forbi
med solbrændt og leende Mandskab.
Taarnets Klokker begynder
at ringe Solen i Senge,
Lyden af Høvognen svinder —
Køerne brøler i Enge —.
— Stilnet er Bruset i alle Træer,
Smaafisk slaar i det blanke Vand — —
Sommeraftenen sænker sig
over det danske Land — — —.