Kender Du det at cykle
— Sadlen knager og gynger —
ad hvide Veje indunder
Hvidtjørns blomstrende Klynger,
der hænger langt ned, saa de strejfer
Din Hat med et dumpt lille Smæld —
kender Du det at cykle,
naar Dagen ganger paa Hæld,
og alle de store Enge
damper i Aftenstunden;
Luften er fuld af Smaadyr —
Aa, fik Du et i Munden?
I Aftensolskinnet rødmer
Engenes stille Søer —
i vaad og livsalig Kløver
gumler de blakkede Køer
og ser med tungsindige Øjne
efter den cyklende Mand —
syngende flytter Pigen
den klirrende Malkespand.
Jeg standser og staar af Cyklen,
lægger mig ned paa en Bakke,
tænder den slukte Pibe,
der søvnigt begynder at snakke,
ligger og ser paa de tykke
Enge og runde Bakker
og Kirketaarnet, der knejser
med hvide symmetriske Takker,
ligger og ser paa det kære,
kendte og danske Landskab —
en duftende Høvogn knirker forbi
med solbrændt og leende Mandskab.
Taarnets Klokker begynder
at ringe Solen i Senge,
Lyden af Høstvognen svinder,
Køerne brøler i Enge.
Stilnet er Bruset i alle Træer,
Smaafisk slaar i det blanke Vand
Sommeraftenen sænker sig
over det danske Land.