Der staar en frønnet Pæl
midt i den grønne Aa,
i gammel Tid en Brobue
hvilede derpaa.
Mens Aarets Dage randt,
stod Du, gamle Pæl,
og lyttede til Trinene
hen over Broens Fjæl.
Engang for længe siden,
en Sommeraftenstund —
Maanen var en Sølvmønt
paa Himmelhavets Bund,
og Himmelhavet lyste
som gylden Æblevin —
hørte Du maaske
min Oldefaders Trin — —.
Men blanded de sig ikke
i lystigt Overmod
med Trin af en bedaarende,
velskabt Pigefod — —.
Ak, Oldefar — jeg standser
og drømmer en Stund —
gaar saa langsomt videre
med nynnende Mund — —.