Jeg aabner rolig Døren
til den høje, graa
Stue, hvor de dødes
trange Kister staa.
En ram og voldsom Lugt
stiger mig imøde —
ind gennem Vindvet bæres
Fugletriller bløde.
Jeg standser ved en Kiste
af fattigt Fyrretræ,
hvori et Barnelegem
fandt det sidste Læ.
Jeg standser og betragter
med Gru den døde lille —.
Ak, bestandig toner
Nattergalens Trille.
Den ene Haand er blottet;
mager, gustenblaa
knuger den en Dukke
med sine Fingre smaa.
De spæde Barnelemmer
ses bag Lagnets Klæde,
de som nylig var
en Moders stille Glæde.
Sparsomt rinder Lyset
gennem Ruder graa
over Barnehaanden
mager, gustenblaa.
Jeg vender mig og gaar,
jeg mægter ej at blive —
Nattergalen hulker
for dem, der er ilive.