I Havestuen sidder
gamle Jomfru Trine
og syer paa et blomstret
Stykke Grenadine.
Dørene er aabne
— det er Vaarens Tider —
Duft af solvarmt Græs og Løv
ind fra Haven glider.
Din Haand er krum og kroget
af Greb om Saks og Naal,
utrættelig den fører
det lille blanke Staal.
Trang og flad er Barmen,
som ingen Mand fandt smuk;
har den aldrig skælvet
af Elskovslatterkluk —
Tør og tynd er Stemmen
gammeljomfrusprød;
har den aldrig hvisket
— mens Din Kind blev rød —
har den aldrig hvisket
ængsteligt og blidt
tæt ved et elsket Øre:
Alt mit er ogsaa Dit —
Her sidder Du og syer,
utrættelige Slider,
mærker Du da ikke,
det er Vaarens Tider?
Glæder det Dig ikke
at se det store Under —
hvorfor standser Du med et
og sidder stum og grunder,
hvorfor bøjer Du dit Hoved
dybt og holder inde,
er det — er det Taarer,
som Dine Øjne blinde —.